Usaglig fremstilling af tålt ophold

Læserbrev fra 02. dec 2008
Tags: , , ,

Den seneste tid har der, på tværs af alle nyhedsmedier, været en massiv dækning af regeringens stramninger af reglerne for tålt ophold.

Den generelle tendens har været klar: Stramningerne er fuldstændigt uhyrlige, fordi mennesker på tålt ophold fremover vil blive behandlet uretfærdigt og nærmest umenneskeligt.

Og til at underbygge disse påstande har en række af de danske nyhedsmedier taget den ene enkeltsag frem efter den anden og tilmed gjort de pågældende personer på tålt ophold til ofre for den kyniske danske regering og dens stramninger, som i øvrigt, hvis man skal tro pressedækningen, vil ramme alle ligeligt, uanset deres situation.

Min indignation over denne tendentiøse nyhedsdækning er til at tage og føle på, og jeg synes, at hele debatten trænger til at få et mere sagligt og faktuelt funderet grundlag.

Alvorlig kriminalitet
For det første er langt størstedelen af de 18 mennesker, der er på tålt ophold, personer, som har begået særdeles alvorlig kriminalitet.

7 er idømt over 5 års fængsel, 3 har begået forbrydelser mod menneskeheden, 6 er blevet dømt mellem 1-4 års fængsel og kun 2 ud af de 18 har siddet forholdsvist kort tid i fængsel (hhv. 8 måneder og 40 dage).

Vi taler altså ikke om folk, der er dømt for at stjæle slik i kiosken – vi taler om hårde kriminelle, som i den grad har forbrudt sig mod det danske samfund. At disse mennesker skal fremstilles som ofre er fuldstændig grotesk. Det eneste, de er ofre for, er deres egne ugerninger.

For det andet fremstilles lovforslaget på en måde, der indikerer, at alle på tålt ophold vil blive behandlet ens, uanset deres kriminelle baggrund. Men hvis man læser lovforslaget, står der klart og tydeligt, at der er en dispensationsordning både i forhold til den daglige meldepligt samt i forhold til opholdskravet på Center Sandholm.

Afslutningsvis vil jeg gerne tage fat i den principielle del af diskussionen.

Der er ikke noget i vejen med, at vi stiller krav til folk, der har forbrudt sig imod det danske samfund, og som i øvrigt er blevet udvist. De er fuldstændigt frie til at forlade landet, hvis de ikke finder vilkårene tilfredsstillende, men det siger sig selv, at tidligere kriminelle med en udvisningsdom ikke kan leve videre i det danske samfund, som om ingenting er hændt. Derfor er de på tålt ophold, og derfor skal de være underlagt en række fair krav.

Læs relaterede indlæg

Skriv en kommentar