Toginvesteringer på vej til Nordjylland
Læserbrev
fra 23. feb 2009
Tags: Nordjylland, tog, togdrift, trafikaftale, trafikpolitik, Vendsyssel
TOGDRIFT: I forrige uge skrev den socialdemokratiske MF’er Bjarne Laustsen et længere indlæg i NORDJYSKE om vilkårene for togdriften i Nordjylland og Vendsyssel. Han kritiserede den seneste trafikaftale, fordi han ikke mener, den gør tilstrækkeligt for at skabe bedre togtrafik i Nordjylland og Vendsyssel. Enten har Laustsen ikke styr på fakta, eller også har han endnu en gang belejligt glemt en række ting, blandt andet at Socialdemokraterne selv er med i det seneste trafikforlig og dermed selv har været med til at indgå aftalen, som Laustsen kritiserer.
Det er helt rigtigt, at der ikke er afsat milliarder i den seneste aftale til at forbedre jernbanesporene nord for Aalborg, men at regeringen helt har glemt Vendsyssel, er usandt. Måske husker Bjarne Lausten ikke trafikaftalen fra 2006, som betyder, at der bliver gennemført en genopretning af skinnerne. Et tiltag, som fuldstændig vil afvikle efterslæbet på banenettet i 2014. Samlet blev der i 2006 afsat 4,7 mia. kr. til genopretning og udskiftning af skinner i Vendsyssel, og det er blandt andet derfor, der ikke er afsat penge til genopretning denne gang, for det blev der som beskrevet allerede i aftalen fra 2006. Men tilbage i 2006 ville Socialdemokraterne ikke være med i forliget, de ville ikke på daværende tidspunkt være med til at forbedre skinnenettet i Vendsyssel! Nej, det måtte Venstre, Konservative, DF og De radikale søger for.
Senere i Laustens indlæg foreslår han, at Nordjyske Jernbaner skal overtage ansvaret for togdriften i Vendsyssel. Det er en fin og sympatisk idé, som jeg da gerne vil bakke op om, hvilket jeg i øvrigt har gjort i længere tid. Bjarne glemmer nemlig igen at nævne, at det er en idé, han har “lånt” fra regeringen. VK har allerede i regeringsgrundlaget for 2007 skrevet, at fordi der ønskes mere konkurrence på banenettet, bliver der til efteråret 2009 udarbejdet en rapport, over de strækninger som kan og bør udbydes til private aktører, f.eks. Nordjyske Jernbaner. Det sker for at skabe konkurrence og udfordre DSB’s monopol. Dermed er Bjarne Laustens flotte idé allerede ved at blive realiseret af regeringen, hvilket vi alle kan glæde os over. Noget tyder i øvrigt på, at Bjarne Lausten skulle tage sig en god kop kaffe med den socialdemokratiske trafikordfører, for han er åbenbart ikke klar over Laustens store planer og ønsker for Nordjylland. F.eks. står der intet om en tredje Limfjordsforbindelse i Socialdemokraternes seneste trafikoplæg fra 2008, “Grøn trafik – Socialdemokraternes investeringsplan for Danmarks infrastruktur”, som de har forhandlet ud fra. I øvrigt står der heller ikke noget om togdrift i Vendsyssel, eller udbud af skinnestrækninger i Socialdemokraternes seneste togoplæg, “Tog til Tiden”, hvor kun nærbanen i Aalborg er nævnt. Meget tyder altså på, at Bjarne Lausten har brugt så meget tid på at skrive i NORDJYSKE om sine store trafikplaner for Nordjylland, at han helt har glemt at få resten af hans parti med på hans i øvrigt rigtig gode idéer.
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 23. februar 2009


Nye kommentarer