Pinlig stilhed fra oppositionen
Læserbrev
fra 28. sep 2009
Tags: afviste irakere, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, dom, Irak, irakerne, Menneskerettighedsdomstolen, regeringen, Sverige, udlændingepolitik, UNHCR
Den Europæiske menneskerettighedsdomstol har afgjort at Sverige godt kan sende afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak. Dommen i sig selv er ikke overraskende. De lande, der sender afviste irakere tilbage til Irak, gør det på baggrund af et grundigt sagsbehandlingsforløb, hvor alle ansøgninger bliver individuelt behandlet. Sådan er det også i Danmark. Det er derfor at de 282 meget omtalte afviste irakere skal sendes hjem til Irak.
Hvad der til gengæld er overraskende er oppositionens reaktion på – eller mere præcist, mangel på reaktion på – menneskerettighedsdomstolens afgørelse.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har de seneste mange måneder tordnet mod regeringen, og nægtet at acceptere hjemsendelserne af irakerne med henvisning til at det er imod UNHCR’s anbefalinger. Oppositionen har følt sig hævet over Flygtningenævnets ekspertise og afgørelser og ment at de har bedre indblik i vilkårene i Irak end Flygtningenævnet har.
Det er interessante spørgsmål er nu, føler de sig også hævet over Menneskerettighedsdomstolens afgørelser? Sandsynligvis, for ingen af oppositionspartierne har end dog kommenteret afgørelsen. Blot pinlig tavshed. Så er det åbenbart ikke længere så vigtigt at lytte til FN og konventionerne!
Netop denne reaktion viser hele sagens kerne. Oppositionen griber ethvert argument, der giver dem en mulighed for at så tvivl om regeringens såvel som myndighedernes troværdighed: de sår tvivl om hjemsendelsesaftalens gyldighed, hævder at regeringen kan give irakerne humanitær opholdstilladelse osv. osv. Formålet med argumentationen har aldrig været saglighed, men blot at smyge sig uden om sandheden. Men hvorfor indrømmer de ikke den sandhed, som alle andre allerede har indset? Hvorfor indrømmer de ikke, at dette ikke handler om de 282 irakere, men om at de ønsker en anden udlændingepolitik end regeringen? Og så kan vi en gang for alle få slået fast, at VK-regeringen er og bliver den eneste regering, som står vagt om en fast og fair udlændingepolitik.


Nye kommentarer