“Cigaretpengene” er ingen mirakelkur
Læserbrev
fra 04. feb 2010
Tags: cigaretpengene, Fair Forandring, oppositionen, SF, skattereformen, Socialdemokraterne, valgløfter, velfærd
Det er trange tider for S og SF, som febrilsk kæmper for at indfri deres uendelige velfærdsløfter. Kreativiteten har varieret igennem tiderne, men partierne har aldrig været bange for at bruge pengene flere gange. Denne gang er S og SF’s genbrug desværre lidt for tydeligt, da partierne gentagne gange gennem de seneste måneder har lovet velfærdsinitiativer, der skal finansieres via de samme penge fra højere cigaretafgifter. Senest på store plakater ved bus og togstationer.
Ifølge S og SF’s egne beregninger vil en afgiftsforøgelse på ti kr. pr. cigaretpakke indbringe 900 mio. kr. årligt i statskassen. Dette tvivlsomme provenu lader til at kunne genbruges i det uendelige, og der øjnes ingen grænser for, hvor mange velfærdsinitiativer oppositionen er klar til at love.
I oppositionens program ”Fair Forandring” loves det, at samtlige 900 mio. kr. vil blive brugt til at medfinansiere en række sundhedstiltag, herunder kræftbehandling og forebyggende sundhedstjek. På trods af det, anvendte SF’s finansordfører, Ole Sohn de samme penge til at finansiere en anskaffelse af flere folkeskolelærere tilbage i november. Årsagen var tydeligvis lidt af en nødløsning, da SF blev taget i at have et særdeles dyrt kommunalvalgsløfte om to lærere til dansk- og matematikundervisning i 1.-3. klasse og derfor var nødt til at finansiere dette ved at tage cigaretpengene i brug.
Endvidere brugte S og SF så sent som i sidste måned cigaretpengene endnu en gang, da Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt fremlagde en ny pulje til ekstra aktivitet i sundhedsvæsenet for at undgå fyringer på sygehusene. Denne pulje på 900 mio. kr. finansieres eftersigende alene af de øgede cigaretafgifter, som S og SF ellers allerede har disponeret over i ”Fair Forandring”.
Det åbenlyse genbrug af pengene fra afgiftsforøgelsen efterlader ingen tvivl, når oppositionens økonomiske politik diskuteres. Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt har nu gentagende gange bevist, at de ikke kan føre en forsvarlig økonomisk politik, og den almindelige skatteyder efterlades med en bekymrende undren om, hvor i alverden pengene skal komme fra, hvis S og SF’s mange løfter skal indfries.


Nye kommentarer