Da regeringen for noget tid siden indgik en aftale om en ændring af udlændingeloven, der bl.a. medfører, at udlændinge i arbejde får adgang til permanent opholdstilladelse efter fire år, kom der som så ofte før et høringssvar fra Instituttet. I den forbindelse spurgte direktøren Jonas Christoffersen retorisk i et debatindlæg, om det var nok ”at Danmarks internationale forpligtelser overholdes med hiv og sving?” og mente dertil, at det vel også er ”væsentligt, at reglerne ikke ligefrem skader integrationen, eller at reglerne ikke skræmmer veluddannede udlændinge og deres ægtefæller væk fra overhovedet at overveje job og arbejdsliv i Danmark.”

Det første kan være, hvad det vil. Direktøren vil problematisere og det gør han så, selvom det ærligt talt er en underlig form for debat. Er udlændingeaftalen i strid med menneskerettighederne – ja eller nej? Det må være hovedopgaven at besvare for både institut og direktør. Det andet er værre. Selvfølgelig skal vi ikke gennemføre regler, der skader integrationen og hindrer Danmark i kampen om udenlandsk arbejdskraft og det gør udlændingeaftalen i øvrigt ikke – tværtimod. Men er det virkelig sådan, at Institut for Menneskerettigheder også er et institut for integrationsfremme og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft? Og er det op til instituttet at give en entydig og korrekt definition på, hvad god integration er, selv om et flertal i Folketinget måtte mene noget andet?

I instituttets selvforståelse er svaret åbenbart ’ja’ – endda et rungende et af slagsen. Og det er til trods for, at et begreb som ‘integration’ så langt fra er et akademisk juridisk begreb, men et praktisk politisk – skal man stille krav eller skal man stryge med hårene og give efter? Svarene afhænger naturligvis af politisk overbevisning. Og heldigvis for det. 

Som integrationsordfører har jeg ofte oplevet fordømmelsen, når vi ikke slår hælene sammen og retter os efter ethvert diktat fra Instituttet, selv om det typisk nedhændes med en sådan selvsikkerhed og i en aura af åbenbaret sandhed, at man forventer at høre englekor og harpespil, når man åbner kuverten.

Sagen er, at Institut for Menneskerettigheder har mistet vægt og troværdighed, fordi det på linje med en række andre organisationer har været for ivrige til at råbe ’ulv’. Siden 2001 er der snart sagt ikke en lovændring på integrationsområdet, der ikke er blevet mødt med løftede pegefingre, insisterende formaninger og ensidig fordømmelse. Instituttet har så at sige stirret sig blindt på integrationsområdet og entydigt valgt side. Og det til en grad, hvor Instituttet har valgt Sune Skadegaard Thorsen som formand – en flygtningeadvokat, der er så ekstrem i sit syn på integrationsområdet, at jeg ærligt talt synes, det er en skamplet på instituttet. 

“Danmark er ved at blive omdannet til et museum for national romantisme og studier i spirende apartheid”, skrev han bl.a. i 2006 med en opfordring til, at danskerne kastede vores racistiske forestillinger fra os – de ”forestillinger, der gjorde, at Danmark kunne blive en af verdens førende slavehandelsnationer, at mange danskere accepterede (og accepterer) nazismens grusomme menneskeopfattelse.” Og i en kronik om udlændingeaftalen fra maj i år skriver han, at udskydelsen af opnåelse af stemmeret til kommunalvalg fra tre til fire år er “et stort hop tilbage mod de tider, hvor kun rige hvide mænd havde stemmeret”.

Ovenstående udtalelser vidner ikke kun om en komplet mangel på realitetssans og uhyrlig paranoia. Det vidner om et indædt had til det siddende politiske flertal og det kan vel ikke undgå at påvirke Instituttets arbejde, at han sidder som formand. 

Den nyeste kronik fra formanden er skrevet sammen med Michala Bendixen og Knud Vilby. Hun er fra Komiteen for Flygtninge under jorden, der altså ved hjælp af ulovligheder forsøger at undergrave den danske lovgivning og respekten for myndighedernes afgørelser. Desuden er hun tidligere medlem af Socialistisk Folkeparti – hun meldte sig ud pga. højredrejningen i udlændingepolitikken og Villy Søvndals kritik af den ekstremistiske forening Hizb-Ut-Tahrir, der jo har en islamisk revolution som mål og ønsker at indføre koranen som eneste lovgivning. Som hun sagde det, så var ”lige præcis udfaldet mod en lille, lovlig og i øvrigt fredelig forening som Hizb-Ut-Tharir er helt ude af proportioner og helt malplaceret i et samfund, hvor vi har en vanvittig hetz imod alle muslimer”.

Knud Vilby er et kendt navn på venstrefløjen og han har blandt andet været en støtte for det kommunistiske regime i Kina – ikke kun i 70’erne, men også så sent som i år 2000, da han i en kronik med overskriften ’Sympati for Mao’ i Berlingske skrev følgende: ”Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina”.

Sune Skadegaard er med sine egne udtalelser og ved så tydeligt at sætte sig i selskab med ovenstående synspunkter medvirkende til, at respekten for Instituttets arbejde og faglighed sættes over styr. Og det er en skam, for vi har selvfølgelig brug for en levende debat om menneskerettigheders plads i et demokratisk samfund – Muhammedkrisen er vel her det bedste – og sørgeligste – eksempel i nyere tid på, at menneskerettighederne er under pres.

Og helt barokt bliver det, når jeg som politiker skal korrekses af Instituttets formand, fordi jeg har vovet at være kritisk overfor et høringssvar. I forbindelse med udlændingeaftalen skrev jeg i et debatindlæg og på min hjemmeside, at Instituttet politiserede – det resulterede i en lidt fortørnet formuleret mail, hvor jeg blev belært om mit ansvar som bestyrelsesmedlem og min loyalitetsforpligtelse over for instituttet. Alene det vidner om en vis grad af storhedsvanvid. Jeg er medlem af det danske folketing og mit ansvar og min loyalitet er over for Danmark og vælgerne. Ikke overfor et institut, der igen og igen politiserer og slet ikke overfor en formand med ekstreme synspunkter, der er med til at undergrave respekten for det institut, som han er formand for.

Vi har brug for en instans, der kan rådgive os om menneskerettigheder. Men vi har brug for en reflekterende instans, der ikke stirrer sig blind på et enkelt område.

I det indlæg, hvor jeg vover at kritisere Institut for Menneskerettigheders høringssvar, sammenligner jeg Instituttet med et politisk parti. Det skal jeg gerne her trække tilbage. Jeg tog fejl. Institut for Menneskerettigheder kan ingenlunde sammenlignes med et politisk parti. Institut for Menneskerettigheder er snarere Danmarks svar på vogternes råd. En sammenslutning, som alene besidder den højeste sandhed, og som ser det som sin fornemmeste pligt, at belære os andre, mindre indsigtsfulde, om ret og vrang. Her bør det bemærkes, at vogternes råd følger deres egen kalender og kommer med deres bemærkninger, når det passer dem – syv uger efter høringsfristen – og dermed langt fra den tidsfrist, som gælder alle andre. Man behøver vel ikke rette sig efter de regler, som andre følger. 

Jeg nærer stor respekt for menneskerettighederne, og mener at vi skal værne om dem i Danmark, ligesom jeg mener, at vi skal kæmpe for at fremme dem rundt om i verden. I denne kamp burde Institut for Menneskerettigheder være en nær allieret. I stedet har de valgt at bruge menneskerettighederne som figenblad i en politisk krig mod regeringen. Det gavner ingen, og slet ikke menneskerettighederne.

”Jeg ser det som en god tradition for især Venstrepolitikere at deltage ved grundlovsmøder rundt om i landet. Jeg ser derfor hvert år meget frem til at få lov at holde tale på grundlovsdag.”

Herefter stiller Venstre i Hjørring samlet til start ved det 25. grundlovsløb i Hjørring.

”Mange skoler og virksomheder har tradition for at deltage på fælles hold ved grundlovsløbet. Det vil Venstre i Hjørring også gerne forsøge sig med, og derfor stiller jeg naturligvis også til start” udtaler Karsten Lauritzen, der selv vil forsøge sig med en distance på 10 km.

Starter i det små
Venstres hold ved grundlovsløbet er dog endnu så talrigt som mange af de øvrige hold. Det bekymrer dog ikke Hjørrings lokale folketingsmedlem:

”De største hold stiller med flere hundrede deltagere. Så mange er vi ikke på Venstres hold – endnu, men vi stiler mod stor fremgang allerede næste år. Vi starter i det små, men har naturligvis store ambitioner for fremtiden.”

Ud over Karsten Lauritzen deltager blandt andre også Venstres byrådsmedlem i Hjørring Svenning Christensen på Venstres hold.

For yderligere oplysninger kan Karsten Lauritzen træffes på telefon 33 37 45 05 eller e-mail karsten.lauritzen@ft.dk

Aftalen er modig, fordi det ikke er let at finde 24 mia. kr. Der er ingen lette løsninger. Alle må holde for og bidrage, og helt ærligt, så er det et afbalanceret forlig, og et bedre resultat end det regeringen oprindeligt spillede ud med. Det skyldes, at der sammen med genopretningsplanen nu også er sat en modig reformdagsorden, der bidrager til også at sikre dansk økonomi på længere sigt. Dagpengereformen medfører helt konkret, at der hentes over 6 mia. ved at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år, så perioden bliver den samme som i vores nordiske nabolande.

Sidst men ikke mindst er forligt udtryk for at Danmark har en statsminister, der tager økonomisk ansvarlighed dybt alvorligt, og det er hvad vi har brug for lige nu. Med aftalen vil regeringen og DF på en effektiv, konkret og skånsom måde hurtigst muligt få betalt regningen for krisen, og dermed bringe danskerne sikkert til bedre tider. Regeringen har valgt den ansvarlige vej. Det er en realistisk vej. Det er den eneste vej.

Men fantasipenge og fantasiregnestykker er det sidste Danmark har brug for lige nu. Vi har senest set i Grækenland, hvordan det kan grueligt galt, hvis ikke man tager gælden alvorligt. Hvis ikke der er tiltro til den danske økonomi, så fører det til stigende renter og usikkerhed om dansk økonomi, og det vil før vi når at se os om, få store konsekvenser for dansk økonomi og det spirende opsving. Der er ingen vej uden om at betale regningen nu, og heldigvis har vi en statsminister, som tager det ansvar på sig – også selvom det muligvis hverken er populært eller kan kommunikeres i en enkelt, smart vending.  Lars Løkke har med GenopretningsPakken taget politisk lederskab, og det klæder ham. 

Jeg tror grundlæggende på, at danskerne har en sund økonomisk sans, og jeg tror derfor også at de med tiden vil indse fornuften i at få betalt gælden tilbage med det samme. Jeg indrømmer gerne, at det nok ikke med det første vil afspejle sig i meningsmålingerne, for det er en hård og træls plan, som statsministeren onsdag præsenterede. Den lægger op til at vi alle skal bidrage rig som fattig ved at have det samme beløb til rådighed de næste 730 dage. Jeg tror på at danskerne på sigt vil foretrække en statsminister, som er mere optaget af at gøre det rigtige end at gøre det populære. Jeg er derfor en stolt Venstremand i denne uge og jeg er også fortrøstningsfuld både på Danmarks økonomis vegne og på Venstres.

Helt ærligt, så trænger oppositionen til at nogen skyder på dem. S og SF har det sidste års tid forsøgt at fasttømre deres samarbejde yderligere gennem brug af fokusgrupper, fælles strategimøder og ugentlige møder om politikken, hvor Ole Sohns kontor har været mødestedet mellem ledelsen af S og SF. Det samarbejde vil kun forstærkes mod et kommende folketingsvalg. I virkeligheden kopierer S og SF blot V og K’s strategi fra 1998, hvor vi lagde fælles politikudspil frem, fx en 100-dages plan til når vi fik magten. Svagheden ved S og SF’s samarbejde er ikke strategien, men det politiske produkt som de i fællesskab tilbyder vælgerne – det er kort sagt ikke langtidsholdbart, men mest tom retorik og varm luft. De har endnu ikke præsenteret et alternativ til regeringens politik. Det kan der kun være to forklaringer på. Enten at de ikke kan blive enige, hvilket deres fælles nej til den nye intelligente udlændingepolitik er et eksempel på, eller at de ikke ved hvad de vil. Uanset hvad, så mangler de fortsat at præsentere et bud på, hvordan de vil bringe Danmark sikkert gennem krisen. Det er ikke nok kun at kunne kritisere, hvis man vil være et regeringsparti. Når valgdagen kommer og vælgerne skal sætte deres kryds, så stemmer vælgerne ikke på dem, der kun påpeger problemerne, men på dem, som er ærlige og ansvarlige nok til også at præsentere løsningerne.

Netop det tog Lars Løkke fat på i denne uge, da han præsenterede et ærligt og ansvarligt svar på de økonomiske udfordringer. Løsninger som muligvis er upopulære, men ikke desto mindre er de nødvendige. Staten har et underskud på 24 mia. kr. som skal findes inden 2013. Regeringen har således bebudet en nulvækststrategi, som fra 2011-1013 vil indbringe 13 mia. kr. De resterende 11. mia. kr. skal findes som deciderede besparelser på de kommende finanslove. Derudover har regeringen fremlagt en omprioriteringsplan, hvor staten og kommunerne samlet set skal finde 10 mia. kr., som skal bruges på sygehusene, folkeskolen og de mest udsatte grupper. Regerings svar er et ansvarligt svar, der tager hånd om krisen samtidig med at vi prioriterer de områder, hvor vi har de største udfordringer.

Tilbage står vi med en opposition, hvis eneste svar er en hemmelig skuffeplan for dansk økonomi. Man skulle tro, at oppositionens økonomiske rådgiver er Anker Jørgensen. I hvert fald har deres økonomiske politik – eller rettere manglen på samme – store ligheder med den uansvarlige politik, der førte dansk økonomi ud over afgrunden i 1970’erne. Oppositionen har travlt med at kritisere regeringen, men hemmeligholder fortsat deres egen økonomiske plan. Det er både uansvarligt og uærligt.

Afvisningen af udlændingepakken kommer ikke som nogen overraskelse, for det har længe stået klart, at SF har talt med to tunger på udlændingeområdet. De har i medierne gang på gang fremført en benhård retorik, men når det kommer til at tage ansvar for den stramme udlændingepolitik i Folketingssalen, så får de kolde fødder og stemmer imod. På trods af Villy Søvndahls og Ole Sohns ihærdige spinarbejde, så står det nu fast, at SF er og bliver et oppositionsparti, som ikke tør tage ansvar når det gælder.

Men SF melder stadig ikke klart ud til vælgerne. De forsøger nemlig ihærdigt at pakke deres afvisning ind i processnak om korte høringsfrister og forkert ”pakkede” lovforslag i stedet for at fortælle sandheden, nemlig at de stemmer imod, fordi de grundlæggende er modstandere af den stramme udlændingepolitik. SF’s strategi er uværdig. De burde komme ud af busken og fortælle ærligt til vælgerne, at det stadig er den gamle, blødsødne folketingsgruppe som tegner linjen hos SF, og at de – trods Villy Søvndahls ivrige forsikringer om det modsatte – aldrig har støttet op om den stramme udlændingepolitik.

Tilbage i 1995 traf Niels Holck en beslutning om at blive våbensmugler. Han kastede våben ned fra et fly – våben, der i sagens natur kun havde et formål, nemlig at dræbe. Den slags folk plejer man at kalde ”dødens købmænd”. Ligesom man plejer at sige, at fortiden altid indhenter en.

Ligesom Camilla Broe er det nu tid til at Niels Holck står til ansvar for den grove og kyniske kriminalitet han har begået. Men af uforklarlige årsager behandles han som en stakkel, der er kommet i klemme i retssystemet.

Hvorfor har vi så travlt med at gøre forbrydere til ofre? Ikke nok med at Niels Holck entydigt fremstilles som en stakkels familiefar, der risikerer tortur og som har krav på at Danmark holder hånden over ham. Han har tilmed fået taletid til at lancere sig selv som ”frihedskæmper” på lige fod med modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Det er grænsende til det ulækre. Niels Holck er en mand, der har smuglet våben for egen vindings skyld. Det har intet med frihedskamp at gøre. At Niels Holck har et fuldstændigt virkelighedsfjernt syn på frihedsbevægelser understreges tydeligt af, at han offentligt har udtrykt sympati for Blekingegadebanden.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor kriminelle som Niels Holck og Camilla Broe er kendt som hhv. familiefar og enlige mor og ikke som hhv. våbensmugler og narkosmugler? Det faktum, at de har børn, fjerner jo ikke deres synder, og det fritager dem heller ikke for ansvaret. Lad mig lige minde om, at Niels Holcks handlinger, er nok til at blive dømt som terrorist i Danmark.

Ideen om at forbrydere skal stilles til ansvar er et universelt princip, som vi skal støtte utvetydigt op om – også uden for vores egne grænser. Også selvom det betyder, at vi må udvise danske statsborgere. Danmark skal ikke signalere, at grove kriminelle kan slippe af sted med at tænke ”går den, så går den”. Lad os nu stå vagt om retsstaten i stedet for at stå vagt om forbryderne.

Bragt i Jyllands-Posten 17. april 2010

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg som folkevalgt politiker og medlem af Venstre længe har været meget bekymret for den negative udvikling, der har ramt landbruget som følge af den finansielle krise. Jeg er derfor meget glad for at regeringen i dag er blevet enig med Dansk Folkeparti om en landbrugspakke, som rækker en hånd ud til landbruget.”

Konkret betyder den nye landbrugspakke blandt andet, at jordskatterne bliver lettet med 500 mio. kr. årligt, kravene til udvaskningen af kvælstof bliver halveret fra 19.000 til 10.000 tons og at administrationsbyrden for landmændene lettes.

”Den nye landbrugspakke er helt nødvendig for landbruget og for det danske samfund. Fødevaresektoren udgør en stor og betydningsfuld del af samfundsøkonomien, og den er med til at sikre tusindvis af arbejdspladser – ofte uden for de store byer i landsdele som fx Nordjylland. Vi har som politikere et ansvar for at sikre landbruget, og landbrugspakken er et vigtigt skridt i den rigtige retning.” 

For yderligere information kontakt da:

Karsten Lauritzen
Karsten.lauritzen@ft.dk       3337 4505 – 6162 4632

Karsten Lauritzen er 26 år, og blev valg til Folketinget i november 2007. Han er integrationsordfører og udviklingsordfører for Venstre, og er desuden medlem af Finansudvalget og Fødevareudvalget samt næstformand i Udenrigsudvalget.  

Bragt i Vesthimmerlands Folkeblad

Læs nogle af Nordjyske Stiftstidendes artikler om politistationen i Løgstør her: http://www.nordjyske.dk/aalborg/forside.aspx?ctrl=10&data=28%2c3545413%2c5%2c3 og her: http://www.nordjyske.dk/aalborg/forside.aspx?ctrl=10&data=28%2c3545414%2c5%2c3

Den kritik er forfejlet. Det fremgår klart af aftalen, at ”hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, særligt handicapkonventionen, kan medføre undtagelser fra et eller flere krav”. Det vil med andre ord sige, at der i det nye pointsystem naturligvis vil blive taget hensyn til både fysisk og psykisk handicappede, præcis som vi også gør i dag.

Det er svært, at se disse organisationers kritik som andet end politisk kampagne, hvor de griber en hver lejlighed til at kritisere regeringen. Af Dansk Flygtningehjælps eget materiale på deres hjemmeside fremgår det helt klart, at traumatiserede og svage flygtninge får det bedre af at komme i beskæftigelse, modtage sprogundervisning og i det hele taget af at deltage i aktiviteter. Lige netop ting, som den nye lovgivning indrettes til at fremme. Hvorfor har organisationerne så travlt med bare at kritisere i stedet for at indgå i en konstruktiv dialog om, hvordan de nye regler kan omsættes bedst mulig til lovgivning?

Set over en bred kam, så er det nye pointsystem en håndsrækning til udlændinge i Danmark, idet vi nu giver udlændinge mulighed for at arbejde sig til en permanent opholdtilladelse tre år før de ellers ville kunne få den. Vi giver udlændinge et positivt incitament til at tage et aktivt personligt ansvar for deres egen integration. Det er intelligent udlændingepolitik til gavn for alle.

Samtidig slår vi konsekvent ned over for de udlændinge, som modarbejder det danske samfund. De vil ikke længere nærmest automatisk kunne få udstedt en permanent opholdtilladelse. Derudover indfører vi en række andre stramninger over for de udlændinge, som forbryder sig mod det danske samfund. Med aftalen strammer vi således udvisningsreglerne, så udlændinge kan blive udvist for socialt bedrageri, og vi indfører en inddragelse af opholdstilladelsen i 10 år for de flygtninge, der rejser tilbage til det land de er flygtet fra, uden at have fået tilladelse.

Sammenlagt er den nye aftale et vigtigt skridt, der viderefører den faste og fair udlændingepolitik samtidig med at vi ruster lovgivningen til fremtiden, så vi fremover har en mere intelligent udlændinge- og integrationspolitik.

”Jeg er meget glad for, at jeg i dag har fået den meget vigtige plads i Finansudvalget. Det er en helt central platform i forhold til at kæmpe for nordjyske interesser. Det er helt afgørende, at vi kommer igennem den økonomiske krise på en måde, som sikrer et Danmark i balance. Derfor vil jeg bruge min plads i Finansudvalget til at arbejde for forsvarsarbejdspladser, udviklingsmidler, landbrugets interresse og i det hele taget have fokus på tiltag, der kan gavne Nordjylland, som særligt lider under den økonomiske krise .” 

Karsten Lauritzen fortsætter desuden som Venstres ordfører for udlændinge og integration samt for udviklingsbistand.

Karsten Lauritzen har efter konstitueringen fået plads i følgende udvalg:

• Finansudvalget
• Integrationsudvalget 
• Skatteudvalget
• Udenrigsudvalget
• Fødevareudvalget

For yderligere information kontakt da:

Karsten Lauritzen

Karsten.Lauritzen@ft.dk          33374505

Karsten Lauritzen er 26 år, og blev valgt til Folketinget i november 2007. Han er udlændinge- og integrationsordfører for Venstre.

Man kan undre sig over oppositionens strategi på udlændingeområdet. De bilder befolkningen ind, at de er imod regeringens udlændingepolitik, men når det kommer til at udmønte disse holdninger i reelle handlinger, så sker der ingenting. I den tid jeg har været integrationsordfører har oppositionen ikke fremsat et eneste beslutningsforslag  om integrationspolitik i folketingssalen . Til gengæld har de gang på gang i pressen efterladt befolkningen med det indtryk, at de kæmper imod regeringens politik  og vil en anden vej .

Tag eksempelvis 24-årsreglen. Enhedslisten og Radikale siger gang på gang at de er imod. Men det er tankevækkende at kritikken og diskussionen kun tages i medierne frem for i Folketingssalen  hvor den retmæssigt hører hjemme .  Det vil klæ Enhedslisten og de Radikale og fremlægger deres politik i folketingssalen frem for kun i medierne. Det er fortsat sådan, at landets love besluttes og vedtages i Folketingssalen, og det er derfor også her at den primære kamp for forandringer af samfundet  bør foregår. Landets journalister burde holde oppositionen ansvarlig for deres pseudokritik næste gang de ofrer spalteplads på deres udlændingekritik.

Men er signalpolitik og enkeltsager virkelig entydigt negativt? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror faktisk at begge dele brugt på den rigtige måde kan gavne demokratiet.

Jeg beskæftiger mig til dagligt med udlændinge- og integrationsområdet. Et ordførerområde, som må siges at stå forrest i skudlinjen, når snakken falder på signalpolitik og enkeltsager. Lad mig tage et eksempel. Ofte beskyldes vi for at føre tom signalpolitik, når vi strammer udvisningsreglerne. Vi kan pga. vores internationale forpligtelser alligevel ikke udvise flere, lyder argumentationen. Det er givet vis rigtigt, men nu handler politik jo ikke kun om at straffe – det handler også om at forebygge. Og her er et af vores stærkeste politiske værktøjer at sende klare signaler, som skal afskrække, og dermed har en præventiv effekt i forhold til, at udlændinge overhovedet begår kriminelle handlinger til at starte med. Her er det signalet og ikke nødvendigvis selve straffen, som er formålet, og derfor er signalpolitik helt legitimt.

Udvisningseksemplet understreger, at det ikke er signalpolitik i sig selv, som er problemet. Problemet opstår først i det øjeblik, at signalpolitikken ikke underlægges en generel proportionalitetsafvejning mellem hvor stor en sag er og hvor meget opmærksomhed den fortjener. Som politikere bør vores mål ikke være at undgå signalpolitik, men i stedet at efterstræbe, at der er proportionalitet i tingene.

Det samme gør sig gældende i forhold til enkeltsager. Det er nærmest blevet ”smart” at sige at enkeltsager er et demokratisk problem, fordi de skygger for de ”store” politiske spørgsmål og er med til at give næring til en generel politikerlede. Men enkeltsager er langt fra per definition et problem. Enkeltsager kan faktisk i mange tilfælde være katalysator for større og mere principielle politiske debatter. Lad mig endnu en gang tage et eksempel. Ghazala Khan-sagen affødte en bred debat om tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet. Den debat førte bl.a. til at Folketinget efterfølgende vedtog et selvstændigt forbud mod tvangsægteskaber. I princippet var tvangsægteskaber allerede forbudt i forvejen og den nye lov har da heller ikke ført til nogen nye domme. Men forbuddet var med til at rejse en mere en generel og principiel politisk debat. En diskussion, som var med til at skabe offentlig opmærksomhed og bevidsthed om hvor indgribende tvangsægteskaber rent faktisk er for kvinders frihed. Tvangsægteskaber er en så frygtelig omstændighed og så indgribende i en kvindes liv, at det er fuldstændig ligegyldigt om det er én eller 200 kvinder, som udsættes for tvangsægteskaber. Det centrale er, at eksemplet – eller enkeltsagen, om man vil – med tvangsægteskaber siger noget om den værdimæssige og demokratiske del af integrationen. Og den er gennem et konkret eksempel med til at oplyse etniske kvinder om deres demokratiske rettigheder i Danmark. Denne form for enkeltsagspolitik, som har medført forbud mod tvangsægteskaber, 24-årsregelen og tilknytningskrav har en effekt. Det har Rockwoolfondens Forskningsenhed dokumenteret. Sådanne enkeltsager er ikke undergravende, men i stedet fremmede for demokratiet. 

Igen viser eksemplet, at det ikke er konceptet ”enkeltsager”, som er problemet. Enkeltsager kan faktisk i mange tilfælde være at foretrække, fordi de konkrete eksempler er nærværende og håndgribelige for almindelige mennesker samtidig med at de ofte repræsenterer en principiel problemstilling. Og det medfører at politik ikke kun bliver for eksperter, men også for folket. Men ligesom med signalpolitik, så skal enkeltsager også underlægges en generel proportionalitetsafvejning, for balancen er hårfin. Sommerens kamphundedebat er et eksempel på en sag, hvor der ikke var proportioner mellem problemets størrelse og mængden af opmærksomhed.

Dem der gør signalpolitik og enkeltsager til de nye politiske fyord rammer helt ved siden af målet. Problemet med moderne politik er ikke hverken at der er for meget signalpolitik eller for mange enkeltsager. Problemet er snarere at proportionerne ofte mangler. Hvis vi som politikere for alvor vil tage ansvar for demokratiet, så skal vi hele tiden efterstræbe, at der skal være proportioner i de sager vi rejser. Og hvis medierne fortsat vil have rollen som vagthund, så skal de tage ansvar for ikke at gå i selvsving, og dermed skævvrider proportionerne, i deres dækning af det politiske stof.

Ifølge S og SF’s egne beregninger vil en afgiftsforøgelse på ti kr. pr. cigaretpakke indbringe 900 mio. kr. årligt i statskassen. Dette tvivlsomme provenu lader til at kunne genbruges i det uendelige, og der øjnes ingen grænser for, hvor mange velfærdsinitiativer oppositionen er klar til at love.

I oppositionens program ”Fair Forandring” loves det, at samtlige 900 mio. kr. vil blive brugt til at medfinansiere en række sundhedstiltag, herunder kræftbehandling og forebyggende sundhedstjek. På trods af det, anvendte SF’s finansordfører, Ole Sohn de samme penge til at finansiere en anskaffelse af flere folkeskolelærere tilbage i november. Årsagen var tydeligvis lidt af en nødløsning, da SF blev taget i at have et særdeles dyrt kommunalvalgsløfte om to lærere til dansk- og matematikundervisning i 1.-3. klasse og derfor var nødt til at finansiere dette ved at tage cigaretpengene i brug.

Endvidere brugte S og SF så sent som i sidste måned cigaretpengene endnu en gang, da Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt fremlagde en ny pulje til ekstra aktivitet i sundhedsvæsenet for at undgå fyringer på sygehusene. Denne pulje på 900 mio. kr. finansieres eftersigende alene af de øgede cigaretafgifter, som S og SF ellers allerede har disponeret over i ”Fair Forandring”.

Det åbenlyse genbrug af pengene fra afgiftsforøgelsen efterlader ingen tvivl, når oppositionens økonomiske politik diskuteres. Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt har nu gentagende gange bevist, at de ikke kan føre en forsvarlig økonomisk politik, og den almindelige skatteyder efterlades med en bekymrende undren om, hvor i alverden pengene skal komme fra, hvis S og SF’s mange løfter skal indfries.

For mig handler sagen om burkaer om principper, og min holdning har hele tiden været helt klar: én kvinde tvunget i burka, er én for mange. Men det berigtiger ikke at man bare farer ud og kritiserer en rapport fra Københavns Universitet, som vi i øvrigt selv har bedt dem om at lave. Især ikke når de forskningsresultater de er kommet frem til ligger på linje med de resultater forskerne er kommet frem til i andre lande f.eks. Frankrig. For mig er diskussionen om burkaer ikke en videnskabelig metodedebat, men en principiel og værdimæssig debat, hvor hverken forskere eller andre såkaldte smagsdommere kan ændre ved min holdning: jeg er imod tvang og kvindeundertrykkelse og det skal vi som samfund gøre alt for at modarbejde.

Bragt i Jyllands-Posten 1. februar 2010

Lad mig starte med at understrege at vi tager asylbørnenes velbefindende meget alvorligt. Desværre kunne man dog – med rette – tvivle på om det overhovedet er det vi har diskuteret den seneste uge. Anledningen til diskussionen har været en såkaldt ”ekspertrapport”, som fuldstændig ukritisk blev gengivet i TV2-Nyhederne, og en række andre medier. ”Rapporten” konkluderede at samtlige af de 21 undersøgte asylbørn havde psykiske forstyrrelser. En meget skræmmende konklusion, som burde have været under en kritisk journalistisk lup, for ved lidt nærmere eftersyn viser det sig, at det er en frivillig undersøgelse udført af en række psykiatere, der tidligere har været meget politisk aktive i asyldebatten. Ydermere har det ikke været muligt for nogen, at få udleveret den såkaldte rapport – det har kun været muligt at se fem A4-sider skrevet i et word-dokument. Af dette dokument fremgår hverken undersøgelsens metode, herunder om de eksempelvis har anvendt tolk, eller dokumentation for data og konklusioner. Medierne kunne altså med rette have stillet spørgsmålstegn til ”rapportens” objektivitet. I stedet valgte de at lave nem sensationsjournalistik, der efter alt at dømme ingen hold har i virkeligheden. Det er sørgeligt men desværre sandt.

Omfanget af problemet er desværre stort. I dagens Danmark oplever et stigende antal unge muslimske piger, at familien forlanger dokumentation for deres jomfruelighed. Og i mange tilfælde er jomfrucertifikater endda en forudsætning for at pigen kan blive forlovet. Det er et problem, som skal tages alvorligt. Mødommens magt tvinger piger til at træffe et desperat valg, nemlig at foretage en mødomsoperation.

Udstedelse af jomfrucertifikater har mødt kritik fra mange sider, og kritikerne mener, at et forbud vil løse problemet. Dog virker argumenterne for mig ikke som gennemtænkte, for vi ved, at et forbud ikke løser problemet, men blot vil drive problemet under jorden. Et forbud vil ligeledes medføre, at pigerne bliver efterladt alene med problemet, som bestemt ikke bidrager til problemløsningen.

Det er et omfattende problem, som ikke kan løses ved hverken at forbyde udskrivelsen af jomfrucertifikater eller mødomsoperationer. Vi er nødt til at tage den langsigtede kamp. Myterne om mødommen skal brydes. Kvinder er født forskelligt, og derfor kan der ud fra medicinsk betragtning ikke afgøres hvorvidt pigen har været seksuelt aktiv.

De helbredsmæssige risici, som et kirurgisk indgreb indebærer, skal ligeledes fremhæves. Mange piger er mere bekymrede for tab af mødommen end for operationens konsekvenser og det er uacceptabelt. Følgende citat fra hjemmesiden www.nymødom.dk fremhæver nogle af de smerter, som pigerne går igennem i forbindelse med operationen: ” …smerter så vilde, at jeg hellere ville have født tvillinger i det sekund (…). Jeg kunne hverken tisse eller sidde, ikke engang sove.. og sådan fortsatte min smerter i en hel uge”.

Det er fuldstændigt galt, at en manglende jomfruhinde skal udgøre en trussel for pigerne. Der skal mere fokus på dialog, og gennem denne skal vi bryde med de miljøer og skabe den nødvendige viden og rådgivning, som er essentielt for at komme dette problem til livs.

Virkeligheden er problematisk for mange mislumske piger og det er vores ansvar at bringe pigerne ud fra den frygtelige virkelighed. Presset, som ligger på pigerne, er urimelige og kræver hurtige og effektive handlinger.

Lad os være helt ærlige. Det er en meget uheldig udvikling, for den gør det sværere at kritisere kinesernes behandling af tibetanerne, som er alt andet end i overensstemmelse med menneskerettighederne. Præciseringen gør det desuden svært, hvis ikke umuligt, for en dansk statsminister at mødes med Dalai Lama.

Den svækker Danmarks kamp for menneskerettighederne og liberale frihedsrettigheder generelt. Vi lever på kort sigt med præciseringen, da der ikke er noget alternativ. For den sker som et resultat af det massive pres Danmark har været udsat for fra Kina.

Presset fra kinesisk side kommer ikke fordi Lars Løkke mødtes med Dalai Lama i foråret, for det har andre statsministre gjort før ham. Nej, presset kommer som følge af en ændring i amerikansk udenrigspolitik, da den amerikanske præsident, Barack Obama, i oktober afviste at mødes med Dalai Lama. Reelt fordi Obama ønskede, at forbedre USA’s forhold til Kina som optakt til USA-Kina topmødet i november.

Den nyudnævnte modtager af Nobels Fredspris valgte dermed at bryde traditionen om at USA’s præsident mødes med Dalai Lama. Det var en bevidst beslutning, at sælge ud i den globale kamp for demokrati, mod at forbedre samhandlen mellem USA og Kina. Den amerikanske ændring i Tibet-politikken har kineserne selvfølgelig grebet, og derfor er der lagt maksimalt pres på Danmark. Sørgeligt men sandt, at Obama som vi alle håbede ville holde frihedsfanen højt, sætter amerikanske arbejdspladser over de værdier USA er funderet på, og dermed efterlader mindre lande som Danmark uden andet valg end at bøje sig.

Det illustrerer med alt tydelighed behovet for en fælles europæisk udenrigspolitik. EU’s 500 mio. indbyggere må stå sammen i den globale værdikamp for demokrati, respekt for menneskerettigheder og de liberale frihedsrettigheder. Lissabontraktaten er et skridt i den rigtige retning, men vi har som europæiske politikere en længere ørkenvandring foran os, før EU bliver en udenrigspolitik magtfaktor på linje med USA og Kina, men en nødvendig vandring i den multipolære verdensorden, som vi befinder os i.

Da Dalai Lama var i Danmark i foråret mødtes vi med ham som parlamentarikere, og det vil vi gøre igen hvis vi får muligheden.

Støt op om budskabet og meld dig ind i facebook-gruppen ved at klikke her

Jeg ved ikke, hvad den pågældende journalist vil kalde Tøger Seidenfadens og Politikens seneste mediestunt med Irak Centeret, men vel næppe for ”uafhængig” og ”saglig” journalistik. Irak Centeret understreger nemlig en gang for alle, at Politiken har en bevidst redaktionel linje om at være imod regeringens udlændingepolitik. Tøger Seidenfaden fører med hans Irak Center direkte politisk aktivisme og det har konsekvenser for Politikens troværdighed. Og det sker på bekostning af avisens saglighed og seriøsitet. Jeg ved nu som politisk beslutningstager, at når Politikens journalister ringer til mig om integrations- og udlændingeområdet, så er vinklen allerede fastlagt på forhånd, uanset hvad der er faglighed eller saglighed i den pågældende sag. Jeg synes personligt, at det er synd og sørgeligt, at se Politiken arbejde sig væk fra den saglige og uafhængige kritiske journalistik, til fordel for en useriøs politisk aktivisme, hvis eneste formål synes at være, at styrke Tøger Seidenfadens ego og Politikens oplagstal.            

Tøger Seidenfaden har med sit Irak Center og Politikens kampagne ikke blot taget de afviste irakere som gidsler i hans kamp imod regeringens udlændingepolitik. Han har også taget sine egne journalister som gidsler, for fremover vil det være oplagt at stille spørgsmålstegn ved Politikens – og derfor også journalisternes – troværdighed som garanter for uafhængig og seriøs journalistik.

Susanne Sander, borgmesterkandidat for Venstre udtaler: ”Vi vil gerne lave et alternativt arrangement, hvor vi kan møde vælgere og sætte fokus på kommunalvalget den 17. november. Tiden er løbet fra de gammeldags forsamlingshusvalgmøder, hvor det nu kun er de tro partisoldater der møder op. Hvis man skal i kontakt med vælgerne, må vi være parat til at tage nye metoder i brug”

Susanne har overtalt partifællen, integrationsordfører for Venstre, Karsten Lauritzen til at deltage: ”Jeg tager meget gerne med ud og viser min opbakning til Susanne Sander som borgmester. Det er utrolig vigtigt, at Hjørring får en kvinde i front, som kan få styr på økonomien og sikre kerneområderne.”  Han uddyber: ”Jeg har stor tiltro til Susanne, og håber inderligt på, at hun er Hjørrings nye borgmester. Med Susanne i borgmesterstolen er jeg sikker på, at vi sammen kan få et godt samarbejde imellem kommunen og folketinget. Derfor har jeg valgt at sige ja tak til Susannes invitation om at stemme dørklokker”.  

For yderligere oplysninger kan:

Susanne Sander træffes på tlf. 4052 5215 eller mail susanne.sander@hjoerring.dk

Karsten Lauritzen træffes på tlf. 3337 4505 eller mail karsten.lauritzen@ft.dk

Jeg ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, men jeg savner en fair diskussion, hvor klimakritikerne kan stille sig frem og fremstille deres synspunkter uden at hele den danske politiske elite og medier udråber dem som miljøsvin. Bare fordi man ønsker, at klimaproblemet ikke skal være altoverskyggende, betyder det ikke, at man er ligeglad med klimaet.

Bjørn Lomborg, som jo er en ivrig miljødebattør, har gennem sine kritiske synspunkter flere gange provokeret den satte klimadagsorden.  At turde og udfordre den politisk korrekthed omkring klima, er noget, som flere burde deltage i, netop for at sikre, at alles meninger bliver hørt. Det er ikke fordi, Lomborg er modstander af klimakampen, men pointen er bare at andre og vigtige områder, ikke skal gå i glemmebogen.
 
Jeg glæder mig på Danmarks vegne til klimatopmødet i december, for det er en enestående mulighed for danske virksomheder til at vise sig frem. Ved at reklamere for grøn teknologi, kan de danske virksomheder forøge indtjeningen. Men jeg har fået nok af den politiske korrekthed, der omgiver konferencen, og jeg forbeholder mig retten til med god samvittighed at flyve langt væk på ferie i et CO2-forbrugende fly og ved endestationen leje en stor benzinslugende bil. Jeg betaler gerne hvad det koster, og for de tilhørende CO2-kvoter, men jeg vil have lov til at gøre det uden at andre skal se ned på mig og give mig dårlig samvittighed – for så får jeg klimakvalme.

[...]
Humanister eller hyklere?
En ægte humanist har ikke behov for at prale med sine bedrifter og stille sig op i offentligheden og pudse sin glorie, som Lykkehjulets Bendt Burg gjorde det i BT. Nej, en ægte humanist, en ægte velgører, lever bedst i anonymitetens skygge. Velgørere, der stiller sig frem og praler med deres godhed, har næsten altid en bagvedliggende dagsorden. Det er der umiddelbart ingenting i vejen med, når bare man er åben og ærlig om sin dagsorden. Mange vil nok kritisere mig for denne bredside af anklager mod nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere og forfattere, og derfor vil jeg give dem en mulighed for at vise, at jeg tager fejl og bevise, at de er ægte humanister. I så fald skal jeg tage mine ord i mig igen og sige undskyld! En række af de 92 kendte danskere, som har tilkendegivet, at de vil skjule en afvist iraker for politiet, får penge på finansloven, fordi de er kunstnere. De er på den lukrative ordning kaldet ”Livsvarige ydelser for kunstnere”, hvor Statens Kunstfond hvert år giver 275 kunstnere, forfattere, filminstruktører og andre kulturpersonligheder en større sum penge. I alt uddeles der i år 26,3 mio. kr. til disse 275 personer, som har været så heldige at komme på listen indtil den dag, de dør. Kunstnerne modtager hvert år i gennemsnit 100.000 kr. af skatteborgernes penge. Nogle af de heldige kunstnere er bl.a. forfatter og musiker Benny Andersen, filminstruktør Christian Braad Thomsen og forfatter Kirsten Thorup. Alle tre kunstnere står på Kirkeasyls liste over folk, hvis ”humanistiske” hjerte byder dem at bryde loven for irakerne. Hvis eksempelvis Benny Andersen var ægte humanist, og ikke blot ”retorisk humanist”, så kunne han donere sin livsvarige ydelse til FN’s flygtningeorganisation UNHCR, som hjælper rigtige flygtninge i Iraks nærområder, hvor der er 1,5 mio. flygtninge i Jordan og Syrien. Det anslås, at UNHCR i gennemsnit bruger $50 pr. flygtning de hjælper. De $50 svarer til 250 kr. og det vil derfor sige, at Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup tilsammen hvert år kunne hjælpe 1200 flygtninge, hvis de gav deres kunstnerstøtte til UNHCR. Det ville gøre en langt større forskel på den måde at hjælpe langt flere mennesker i reel nød. Det er lige før, jeg vil foreslå kulturminister Carina Christensen at skrive et personligt brev til de tre og foreslå dem frivilligt at indvillige i at donere pengene til UNHCR. Jeg tror dog ikke, at det er for meget at påstå, at et sådant brev er nyttesløst, for det vil de tre kunstnere selvfølgelig ikke være med til. ”Det er at blande tingene sammen” vil de sikkert sige. Eller ”sådan kan man ikke argumentere”. Men hvorfor kan man ikke det? Svaret er ganske enkelt, og de fleste har nok gættet det: for så vil de tre kendte kulturpersonligheder blive afsløret som dobbeltmoralister og venstreorienterede hyklere. De vil gerne sole sig i den opmærksomhed, det giver dem offentligt at erklære sig som ”humanister”, men når det kommer til at sætte handling bag ordene, så sker der ingenting. Hvis Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup var ægte humanister, så ville de med glæde veksle deres livslange kunstnerstøtte til flygtningehjælp i nærområderne i Irak, hvor nøden er størst. Hvis de – stik imod min forventning – tager udfordringen op, så vil jeg med stor glæde anerkende, at jeg har taget fejl, og i stedet glæde mig over de 1200 flygtninge, som nu kan se frem til at blive hjulpet ud af den ulykkelige situation, de står i. 

[...]

Den ”humanisme”, de udviser, er en fuldstændig gratis omgang og kan ikke betegnes som andet en tom retorik. Kirkeasyl, de venstreorienterede og især kunstnerne forsøger at fremstille sig selv som de ”bedre” mennesker. Det, de imidlertid synes at glemme, er, at gode mennesker ikke har det i munden, men i handlingerne. Det er derfor også kvalmende, når de – i øvrigt ofte – ynder at sammenligne sagen om de afviste irakere med vilkårene under Anden Verdenskrig ved nærmest at fremstille og sidestille sig selv med dem, der hjalp jøderne til Sverige. Den sammenligning siger alt om Kirkeasyl, kunstnerne og de venstreorienterede. Under Anden Verdenskrig satte folk deres liv på spil for at hjælpe forfulgte jøder. Jøder, der virkelig var forfulgte blot pga. deres etniske og religiøse oprindelse. Irakerne er ikke individuelt forfulgte, i så fald ville de have fået asyl i Danmark. Det grænser til det patetiske og selvfede, når Kirkeasyl, kunstnere og de venstreorienterede skriver deres navn på en liste og erklærer, at de rent hypotetisk ville hjælpe, hvis de blev sat i den situation. Prisen: sandsynligvis ingen og da højest en bøde. Denne sammenligning illustrerer hele denne artikels pointe: Støtten til irakerne har intet med ægte humanisme at gøre.

Hvad der til gengæld er overraskende er oppositionens reaktion på – eller mere præcist, mangel på reaktion på – menneskerettighedsdomstolens afgørelse.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har de seneste mange måneder tordnet mod regeringen, og nægtet at acceptere hjemsendelserne af irakerne med henvisning til at det er imod UNHCR’s anbefalinger. Oppositionen har følt sig hævet over Flygtningenævnets ekspertise og afgørelser og ment at de har bedre indblik i vilkårene i Irak end Flygtningenævnet har.

Det er interessante spørgsmål er nu, føler de sig også hævet over Menneskerettighedsdomstolens afgørelser? Sandsynligvis, for ingen af oppositionspartierne har end dog kommenteret afgørelsen. Blot pinlig tavshed. Så er det åbenbart ikke længere så vigtigt at lytte til FN og konventionerne!

Netop denne reaktion viser hele sagens kerne. Oppositionen griber ethvert argument, der giver dem en mulighed for at så tvivl om regeringens såvel som myndighedernes troværdighed: de sår tvivl om hjemsendelsesaftalens gyldighed, hævder at regeringen kan give irakerne humanitær opholdstilladelse osv. osv. Formålet med argumentationen har aldrig været saglighed, men blot at smyge sig uden om sandheden. Men hvorfor indrømmer de ikke den sandhed, som alle andre allerede har indset? Hvorfor indrømmer de ikke, at dette ikke handler om de 282 irakere, men om at de ønsker en anden udlændingepolitik end regeringen? Og så kan vi en gang for alle få slået fast, at VK-regeringen er og bliver den eneste regering, som står vagt om en fast og fair udlændingepolitik.

Regeringens fokus på beskæftigelse har båret frugt, og dermed er det lykkedes at vende det negative billede af arbejdsløse indvandrere. Succeshistorien skyldes de konsekvente og konkrete tiltag der er taget. Ved at etablere konsulentenheden Integrationsservice(ITS), har regeringen sikret sig, at kommunernes integrationsindsats på beskæftigelses- og uddannelsesområdet bliver endnu mere styrket. Et øget fokus på danskundervisning for ansatte har ligeledes reduceret arbejdsløsheden blandt indvandrere og dermed skabt mere kontakt til danskere. Derudover støtter regeringen et mangfoldighedsprogram blandt virksomhederne, som ligeså medvirker til et stigende antal indvandrere i beskæftigelse. For at forebygge ungdomsledighed, er regeringen kommet med et udspil, hvor der forventes afsat 1 mia. kr. ekstra på praktikpladsområdet i 2010, hvilket bl.a. indebærer, ar der kan etableres op til 3.000 ekstra skolepraktikpladser.

Tallene for antallet af ydelsesmodtagere fra jobindsats.dk bl.a. viser, at flere og flere indvandrere har fået etableret sig en fast plads på arbejdsmarkedet. Det fremgår af tallene, at på kontant- og starthjælpsområdet har der blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund været en stigning på tre pct. fra september 2008 til juli 2009, sammenlignet med 26 pct. for etniske danskere.
Når det gælder arbejdsløshedsdagpengeområdet, så har stigningen blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund været på 48 pct. fra september 2008 til juni 2009 sammenlignet med 104 pct. for etniske danskere.

Dog for at se endnu store udfordringer for integrationen, skal vi forsat arbejde med vores aktiv beskæftigelses- og integrationspolitik. Vi har indtil videre leveret en historisk fremgang i integrationen og det skal vi blive ved med!

Den kritik grænser til det skingre, efter at det er kommet frem, at ingen af de tre førende oppositionspartier i deres fi-nanslovsforslag afsætter penge til at øge bistanden til 1 pct. af BNI.

Man kunne spørge: Hvor i velfærdssamfundet vil de skære ned og finde det milliardbeløb, som det kræver at øge bistanden til 1 pct. af BNI? Det er dobbeltmoralsk på den ene side at love, at udviklingsbistanden skal hæves, samtidig med at man på den anden side ikke vil prioritere de nødvendige midler. Det viser endnu en gang, at opposition er fyldt med gyldne løfter, men når det kommer til at prioritere de nødvendige midler, så går den særdeles stille med dørene.

Det er svært at konstatere andet, end at løftet om at lade udviklingsbistanden stige mere er varm luft end reelt.

Bragt i Jyllands-Posten den 14. september 2009

Oplysningerne om, hvem der kan få humanitær opholdstilladelse, kan læses på www.nyidanmark.dk. Vilkårene for at få humanitær opholdstilladelse er reguleret ved lov og gives undtagelsesvis, og kun hvis »væsentlige humanitære hensyn taler for det«. Der er en meget omfattende og detaljeret praksis. Væsentlige hensyn er bl. a. i praksis defineret som personer, der lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter, f. eks. livstruende kræftsygdomme og uhelbredelige sindssygdomme.

De sidste to år er der givet humanitær opholdstilladelse til ca. 15 afviste irakere, som opfyldte kriterierne, og ca. 70 pct. af de afviste irakere har søgt herom.

Det er krystalklart, at der ikke er lovhjemmel til, som Eva Smith ellers påstår, at integrationsministeren kan uddele humanitær opholdstilladelse til større grupper af afviste asylansøgere, der ikke opfylder betingelserne.

Hertil kommer, at hvis vi lemper praksis for, hvornår vi uddeler humanitær opholdstilladelse, skal der være saglige årsager hertil. En lempelse betyder, at vi åbner for, at alle asylansøgere fra alle lande skal behandles herefter. Hvilket vil være at åbne en ladeport i udlændingeloven for tildeling af humanitær opholdstilladelse uden det nødvendige saglige belæg herfor.

Må jeg i den forbindelse minde om, at man blot skal bevæge sig over den danske grænse og sige »asyl« for at blive asylansøger.

Danmark vil således blive en sand magnet for asylansøgere fra hele verden.

I Venstre vil vi ikke acceptere, at man kan vente eller besætte sig til en opholdstilladelse.

Integrationsministeren lyver på ingen måde, men overholder blot loven, som Folketinget har formuleret og vedtaget. Hvis Eva Smith ønsker at ignorere Flygtningenævnets afgørelser og give ophold til de afviste irakere, kan det kun ske via en særlov.

Det er beskæmmende, at en ellers anerkendt juraprofessor i denne sag tilsidesætter retsstaten, juraen og grundfundamentet i vores demokratiske samfund og lader følelserne råde. Man må antage, at juraprofessoren ikke bevidst vildleder, og min opfordring vil derfor være, at Eva Smith en anden gang vil læse bedre på lektien.

Bragt i Berlingske Tidenden den 13. september 2009

Også i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirken var aktivisterne selv skyld i at politiet tog magt i anvendelse og at de kom til skade. De billeder som dagspressen har vist fra rydningen var præcist det som aktivisterne ønsker – billeder af at politiet er voldelige og trækker knipler. Og de aktioner som aktivisterne tidligere har stået for er endt i sammenstød med politiet. Derfor er det usandt når de siger at deres formål er fredeligt. De ønsker kun konfrontationen. Det er vel også derfor at aktivisterne – endnu engang – kritiserede politiet, denne gang for at offentliggøre billederne af en fredelig aktion i kirken. Det er svært at konstatere andet end at aktivisternes kamp ikke handler om irakerne – de er blot gidsler i aktivisternes kamp mod en borgerlig liberal regering.

Hvis de virkelig ønskede at hjælpe andre end sig selv kunne de lave frivilligt arbejde i Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, osv. Det er mennesker, der ønsker at gøre en forskel. De gør en forskel for andre mennesker – det diametralt modsatte af hvad aktivisterne fra Kirkeasyl gør!

Læs f.eks. aktivisternes kritik her: http://politiken.dk/indland/article780074.ece

Det er enormt ærgerligt, da der virkelig er mange menneskelige og økonomiske ressourcer at hente på, at kommunen bliver bedre til at lære af de kommuner som gør det godt. Det kræver imidlertid at lokalpolitikerne er parate til at indse dette, og det kræver politisk vilje til forandring. Med andre ord kræver det, at Henning G. Jensen kommer op af borgmesterstolen. Socialdemokraterne med Henning G. i spidsen har i alt for mange år forholdt sig fuldstændig passivt, imens problemerne har hobet sig op i Aalborg. Det må og skal være anderledes.

Siden regeringen kom til i 2001 har man gjort en massiv og succesfuld indsats for integrationen. Det har betydet, at flere indvandrere og efterkommere end nogensinde før er kommet i uddannelse og beskæftigelse. Faktisk har 55.000 flere indvandre fået job siden 2001, hvilket er helt afgørende for at nydanskere bliver integreret i vores samfund. Det er imidlertid enormt vigtigt at kommunerne følger trop og er parate til at prioritere integrationsindsatsen. Her fejler Socialdemokraterne i Aalborg Kommune.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende

Et liv isoleret fra offentligheden vil kun gøre ondt værre, fordi det dermed vil blive sværere at hjælpe dem væk fra deres mænd. Forbud skaber ikke effektiv integration og generelt ved vi, at forbud ikke betyder at et problem bliver løst. På trods af forbud går folk fortsat over for rødt, de kører fortsat for stærkt og siden vi startede med at opkræve skat i 1800-tallet, har sort arbejde været forbudt, men mig bekendt har det på ingen måde betydet, at der ikke laves sorte penge rundt om i Danmark.

I tilfældet med et forbud mod burkaer løber vi som lovgivere også ind i en række praktisk problemer, for et forbud skal håndhæves og medføre en form for sanktion hvis ikke det overholdes. Men hvordan skal det praktisk foregå? Ifølge Henrik Sass Larsen (S), skal politiet give bøder til burkaklædte kvinder, der forbryder sig mod forbudet. Men det er jo absurd, at de kvinder, som er udsat for kvindeundertrykkelse, skal straffes med bøder. Det må da være meningsløst, selv for en socialdemokrat.

Forslagsstilleren Naser Khader fra de Konservative har måske lagt vægt på de værdimæssige argumenter for et burkaforbud, i erkendelse af at de saglige argumenter er begrænsede. Men selv den værdipolitiske argumentation er ikke gennemtænkt. Dels vil vi med et burkaforbud bryde et værdipolitisk pejlemærke om at der er grænser for politik. Det bliver aldrig en politisk opgave at blande sig i hvordan folk går klædt i det offentlige rum. Det er rigtigt, at den socialdemokratiske regering i år 2000 indførte et maskeringsforbud i forbindelse med demonstrationer osv. i det offentlige rum, men det er de færreste, som ved, at der er en undtagelse i loven, der slår fast at forbudet ikke gælder tildækning af religiøse grunde, netop af hensyn til grundlovens bestemmelser om religionsfrihed. Man kan argumentere for at samfundet har en forpligtigelse til at sikre friheden for de burkaklædte, undertrykte kvinder, og at undertrykkelse ikke hører hjemme i et demokrati. Men undertrykkelsen sker netop ved tvang. Manden tvinger kvinden til at gå klædt på en bestemt måde, mod hendes frie vilje. Hvis vi laver et forbud mod burkaer benytter vi jo præcis det samme redskab, nemlig tvang, idet vi tvinger folk til at tage burkaen af. Tvangsredskabet er kendetagende for udemokratiske regimer og hører ikke hjemme i et demokratisk land kendetegnet ved frihed – også til at gå klædt som man har lyst til i det offentlige rum.

Hvis man kan gå ind for et burkaforbud, må man som en naturlig konsekvens også gå ind for et tørklædeforbud, og det er derfor paradoksalt, at de partier, som støtter et burkaforbud ikke støtter et tørklædeforbud, for hvad er forskellen? Både burkaer, niqab og tørklæder kan blive brugt som redskaber til kvindeundertrykkelse. Men det kan også tænkes, at en kristen nonne eller en muslimsk kvinde tager et tørklæde på hovedet helt frivilligt. Uanset hvad, er løsningen ikke tvang og forbud. I stedet skal vi gøre det besværligt for mændene til de burkaklædte kvinder, at opretholde et jerngreb om deres kvinder. Det gør vi ved at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og ved at fortælle og forklare dem, at en forudsætning for at få kontanthjælp og dagpenge er, at man bliver arbejdsprøvet og det betyder at burkaen og niqaben skal skiftes ud med et tørklæde. Det gør vi ved, at indgå i dialog og ved at bruge de mange velintegrerede indvandrekvinder til at være mentorer og rollemodeller. Et burkaforbud vil ikke have nogen virkning på den virkelighed som burkaklædte kvinder oplever, og det vil være at gøre indvandrekvinderne en bjørnetjeneste. Jeg kan som liberal hverken sagligt, praktisk eller værdimæssigt forsvare et burkaforbud. Tilbage står i mine øjne kun de populistiske argumenter.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende, Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde

Det er paradoksalt, at man tror, at man kan fremme integration og demokratisk medborgerskab med metoder, som er i strid med vores liberale og demokratiske frihedsrettigheder. I Venstre vil vi meget gerne fremme integrationen, men det er naivt at tro, at vi kan tvinge folk til den demokratiske integration. Et burkaforbud vil ikke løse problemet med, at burkaer bliver brugt til kvindeundertrykkelse. Det vil blot betyde, at de undertrykte kvinder tvinges til at leve inden for hjemmets fire vægge. Så forsvinder problemet måske fra offentligheden, men ikke fra virkeligheden.
 
Det vi kan gøre i forhold til kvinder med burka, og som vi i øvrigt allerede gør, det er at stille krav til dem. Det er f.eks. ikke muligt at arbejde i det offentlige, hvis du iklæder dig en burka. Og skoler, institutioner osv. skal frit kunne sige, at de ikke ønsker, at folk skal bære burka (eller piercinger, nedringede bluser osv.) på deres område, men det må være op til folk selv at bestemme, hvad de iklæder sig i deres privatliv. Forbudstyranni er og bliver forbudstyranni, og det bliver aldrig nogensinde lig med god integration. Folk skal have viljen til at blive integreret. Det er den vi skal koncentrere os om at fremme og understøtte.

Men udover, at jeg er imod de konservatives burkaforbud, så synes jeg at der er rigtig mange spændende tanker og ideer i det integrationsoplæg, som de Konservative har fremlagt i dag.

Stik imod regeringen – og Socialdemokratiets officielle politik – ønsker Orla Hav åbenbart at åbne en ladeport og lade udlændinge strømme ind over de danske grænser, hvorefter vi godvilligt i medmenneskelighedens navn skal bevilge dem humanitært opholdstilladelse alene på baggrund af, at de kommer fra fattige kår og derfor hellere vil bo i det trygge velfærds Danmark.

Orla Hav må ligesom alle andre respektere vores demokratiske spilleregler og retlige afgørelser. Vi kan ikke behandle irakernes sager anderledes og vilkårligt, blot fordi de besætter en kirke og kræver en ret, de ikke har. Hvordan var det lige, det gik sidste gang oppositionen fik vedtaget en særlov, som bevilgede 321 statsløse palæstinensere opholdstilladelse? Ud af de 321 palæstinensere, som loven gav opholdstilladelse, har 135 siden været i konflikt med loven svarende til 42 procent. 74 procent var i 2003 på en eller anden form for overførselsindkomst. Politiet kan naturligvis heller ikke undlade at udføre deres arbejde og ikke følge lovgivningen, blot fordi irakerne har søgt tilflugt i en kirke. Det ville da blive det rene ragnarok om kriminelle blot kunne søge tilflugt i kirker landet over og dermed pludseligt være fredhellige. Så selvom der nu er taget de hårde metoder i brug, er der desværre ingen anden udgang. De afviste asylansøgere må hjem, og politiet må gøre, hvad der er nødvendigt herfor.

Tilbage står kun at konkludere, at de nordjyske vælgere, der har stemt på Orla Hav, virkelig må føle sig bedraget. Ikke nok med, at han ikke står for socialdemokraternes politik. Han vil også åbne for en fuldstændig uhæmmet indvandring. Det kan ikke være, hvad nordjyderne ønsker.

 Skrevet sammen med Torsten Schack Pedersen. Bragt i Nordjyske Stiftstidende.

Det er ikke den danske regering, der er skyld i, at de afviste irakere har været så længe i Danmark. De kunne have rejst hjem for længe siden. Regeringen har tvært imod presset på for at få en hjemsendelsesaftale med Irak, så den uholdbare situation kunne løses.

Når jeg tillader mig at påpege, at de afviste irakere har kostet over 600 mio. kr., er det ikke, fordi vi ikke skal modtage asylansøgere.

Mit ærinde er at påpege, at vi kan bruge pengene på en mere fornuftig måde, nemlig på hjælp i nærområderne.

De afviste irakere har fået deres sag grundigt behandlet, og et domstolslignende organ har konstateret, at de ikke har ret til asyl. Til påstanden om, at jeg skulle være usympatisk, må jeg derfor slå fast, at i V ønsker vi ikke, at det skal være tilfældige politikere, der på baggrund af mediefokus på uretfærdig vis deler opholdstilladelser ud.

Det ville være usympatisk over for resten af asylansøgere – herunder alle afviste igennem årene -at give netop disse afviste irakere asyl, blot fordi de besætter en kirke.

Bragt i Jyllands-Posten.

Den fysiske overvågning på gaden og den skjulte overvågning på internettet har mindst to ting til fælles. For det første udgør de begge en potentiel trussel mod den enkeltes frihed, og til trods for det, er de begge – paradoksalt nok – sjældent genstand for en principiel politisk debat.

SOM LIBERALE POLITIKERE må vi hver dag stå vagt om den personlige frihed – om den enkeltes ret til at bestemme selv, med mindre deres adfærd er bevist farlig over for andre.
Den frihed står vi ikke vagt om, når vi forsøger at bekæmpe kriminalitet ved hjælp af overvågning. Øget overvågning går ud over alle frem for de få, der begår kriminaliteten. Det er en glidebane. Først bruges overvågning til bekæmpelse af terror. Dernæst til bekæmpelse af vold. Hvad bliver det næste? At overvågning bruges til at udstede automatiske bøder for at tisse på gaden eller sortere affaldet forkert? Dette lyder måske som utænkeligt, men det er allerede tilfældet et sted i Danmark! Konsekvensen bliver, at den øgede overvågning ender med at underminere samfundets tillid til den enkelte og i sidste ende den enkeltes frihed. Dertil kommer at overvågning ikke en gang opfylder dets hovedformål, nemlig at forhindre kriminaliteten – det flytter den blot. Hvor det tidligere var banker og butikker, der blev udsat for røveri, er det nu folk i deres private hjem, der udsættes for hjemmerøverier af røvere med skarpladte våben. En rapport fra Scotland Yard, der kortlægger Englands erfaringer med overvågning har vist, at overvågning ingen nævneværdig kriminalpræventiv effekt har. Vi må ikke gå på kompromis med vores frihed for at købe en falsk og midlertidig tryghed.

OGSÅ DEN DIGITALE OVERVÅGNING kan virke underminerende på den personlige frihed. Vi lever i et informationssamfund, der gør den enkeltes hverdag langt lettere. Seneste skud på stammen, den såkaldte web 2.0-bølge såsom blogs, facebook, twitter osv., har flyttet en stor del af den sociale kontakt til internettet. Folk lægger alt fra private billeder over oplysninger om religiøse og politiske tilhørsforhold til CVer på internettet. Alt det efterlader elektroniske spor, der aldrig kan blive slettet. Spor, som den enkelte bruger sjældent har rettighederne over. Alt det stiller store krav til behandlingen af persondata. Det kræver dels opmærksomhed fra borgenes side, men så sandelig også fra politisk side. Det er en udfordring, som skal tages alvorligt – ellers vil det gå udover vores ret til privatliv i informationssamfundet og det vil i sidste ende krænke den enkeltes frihed.

POLITIKERNE HAR EN TENDENS til kun at kigge på hvad der sker i dag. Men lige netop når det handler om overvågning og registrering, er det vigtigt, at vi ikke kun ser på lige nu, men at vi også holde nøje øje med, hvad der kan ske i morgen. Ellers ender vi på en glidebane, hvor vi mister kontrollen over vores private færden og private oplysninger. Det er en politisk opgave at forhindre den glidebane. Det kræver, at vi ikke bare fører symbolpolitik i dag, men i stedet påtager os ansvaret for fremtiden, for på den måde at sikre, at vi til en hver tid kan stå vagt om den personlige frihed.

Skrevet sammen med tidl. MEP Karin Riis Jørgensen. Bragt i Berlingske Tidende 1. juli 2009.

Det er måske på sin plads i den forbindelse at minde om, at Danmark i gennemsnit bruger ca. 220.000 kr. om året på hver eneste asylansøger. Rent faktisk har lige præcis irakerne kostet en del mere. Det betyder, at Danmark i løbet af 10 år med et forsigtigt overslag har brugt over 600 mio. kr. på de irakiske asylansøgere. Hertil kommer yderlige omkostninger til politiarbejde, sagsbehandling mv.

For disse penge kunne vi komme langt med hjælp i nærområderne. For det, som det koster at hjælpe én familie i Danmark, kan vi rent faktisk hjælpe 100 i nærområderne.

For at sætte de 600 mio. kr. i perspektiv kan det ligeledes nævnes, at man ifølge Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside kan betale 2 millioner nyuddannede sygeplejersker løn i en måned, give 45 millioner tæpper til katastroferamte, give 42 millioner underernærende børn livreddende mad i en måned eller 264 millioner mennesker en daglig madration i en uge (for 50 kr. kan du give 22 mennesker en daglig madration i en uge).

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tage imod asylansøgere eller give dem en værdig behandling. Men det giver stof til eftertanke, når regeringen kritiseres for ikke at behandle disse afviste asylansøgere ordentligt. Danmark kan være sin indsats på asylområdet bekendt.

Bragt i Jyllands-Posten 18. juni 2009

Det ville klæde Socialistisk Folkeparti såvel som Socialdemokraterne, at følge DFH’s eksempel og stoppe hetzen imod Flygtningenævnet, for i stedet at tone rent flag og bekendtgøre, at det de i virkeligheden ønsker, er at ændre lovgrundlaget for nævnets afgørelser, og tilbagerulle udlændingelovgivningen til før regeringsskiftet i 2001.

I Venstre er vi glade for det ikke er tilfældige politikker på Christiansborg, der bestemmer hvem der skal have asyl eller ej, men et uafhængigt domstolslignende nævn, der på baggrund af en konkret og individuel vurdering træffer afgørelse om, hvorvidt man er individuelt forfulgt, og dermed kan opnå flygtningestatus, eller om man kan vende tilbage til det land man kommer fra. Flygtningenævnet er garanten for at alle asylansøgere får en lige og fair behandling, og i respekt for nævnets arbejde og den lovgivning vi selv har vedtaget, har vi som politikker en forpligtigelse til ikke at belønne afviste asylansøger, som de 60 der har indtaget Brorsons Kirken i protest mod nævnets retlige afgørelse. På Christiansborg står der ved en af friserne i nærheden af folketingssalen den berømte indledning fra Jyske Lov ”med lov skal land bygges”. Et grundlæggende princip som gælder for alle i Danmark herunder de afviste asylansøger. Med andre ord: kirkeasyl giver ikke flygtningestatus.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 18.juni 2009

Det er første gang, at rockerrelaterede grupper nedsætter sig i Hjørring. Venstre ønsker at Hjørring kommune skal være en bosætningskommune, men ikke alle nye indbyggere er lige velkommen – specielt ikke grupper, som færdes i eller på kanten til det kriminelle miljø.

Som folketingsmand og borgmesterkandidat ønsker vi at tage stærk afstand fra dette nye initiativ og vil opfordre borgerne i Hjørring til det samme.

Vi har alle set hvordan bande- og rockeropgør har præget København og Aalborg. Vi har se den kriminalitet, som desværre følger med. Vi skal ikke og vil ikke accepterer at bandekriminalitet og opgør om for eksempel hash og narkotikamarkedet udspiller sig i vores kommune eller vores byer.

Hjørring Kommune skal være en bosætningskommune for ældre såvel som børnefamilier, men en forudsætning for at de vil flytte til er, at kriminaliteten er lav og folk følger sig trygge, når de går rundt på gaden, uanset om den er syv om morgen eller ti om aftnen.

Vi hverken kan eller vil ikke byde La Familia velkommen, men ser hellere at de opgiver lejemålet og fortrækker fra Hjørring.

Skrevet sammen med borgmesterkandidat Susanne Sander.
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 19. maj 2009

Foto: Hasse Ferrold

»Det er ikke politikernes opgave at love lykken”. Sådan sagde tidligere Venstre-formand og statsminister Poul Hartling for en rum tid siden – men det er stadig lige sandt. Desværre har alt for mange partier og politikere glemt den tidligere statsministers ord. De gør, hvad de kan, for, at staten skal definere, hvad “det gode liv” er, og hvad man som borger i Danmark må, bør og skal gøre for at leve et langt og lykkeligt liv. Det er sympatisk, at vores kollegaer på Christiansborg anstrenger sig for at hjælpe danskerne med at kende forskel på det gode og det dårlige liv, men resultatet virker modsat intentionen, for det gøres via øget regulering, forbudslovgivning og moralisering, der tager ansvaret såvel som friheden fra den enkelte borger.

Det er et faktum, at danskerne er mere veluddannede end nogensinde før. Flere unge tager en ungdomsuddannelse, andelen, der tager en lang videregående uddannelse, er stigende, flere og flere efteruddanner sig. Danmark anno 2009 består af et af verdens højest uddannede folkefærd. Men på trods af stigende uddannelsesniveau styrtdykker politikernes tillid til den enkelte. Man behøver blot at tænde for tv’et eller åbne en avis for at se beviset. Dagligt formuleres forbudsforslag fra Christiansborg.

Senest foreslog SF at forbyde folkeskoleelever at deltage i ellers lovlige fritidsaktiviteter som boksning eller skoleskydning af frygt for, at de bliver voldelige eller aggressive.

Også Socialdemokraterne står i kø med forbudsforslag: forslag om at hæve grænsen for køb af alkohol i en butik til 18 år, forbud mod salg af usunde ting i folkeskolen og i den mere morsomme ende har en socialdemokratisk folketingskandidat sågar foreslået at forbyde chokoladecigaretter.

Også eksperter og centrale meningsdannere mener gang på gang, at staten skal gribe ind og løse problemer via forbudslovgivning og regulering. Det diskuteres eksempelvis i offentligheden, om det ikke er på tide, at vi laver reel lovgivningsmæssig regulering af overvægt. Eller om vi ikke delvis bør forbyde rygning i lejlighedskomplekser og andelsboliger -røgen kan jo sive fra én lejlighed til en anden og udsætte uskyldige for passiv rygning.

Vi må også erkende, at forbudstankerne ved enkelte lejligheder har vundet indpas hos vores eget parti og den tidligere Fogh-regering.

Vi har lagt stemmer til en rygelov, som delvis forbyder rygning på private arbejdspladser og privatejede cafeer. Vi har også stemt for at hæve aldersgrænsen for køb af cigaretter til 18 år.

Problemet er, at forbudsforslagene lyder som logiske løsninger på betydelige samfundsproblemer, som f. eks. at børn og unge ryger, eller at samfundets sundhedsudgifter stiger, fordi folk får fedmeproblemer.

Sandheden er imidlertid, at forbudslovgivning er uden effekt.

Unge under 18 år ryger stadig, nu blot i det skjulte. I USA diskuteres det for tiden, om grænsen for køb af alkohol skal sænkes fra 21 til 18 år, fordi det viser sig, at flere og flere unge under 18 år dør af alkoholforgiftning som følge af, at deres kammerater ikke tør ringe til alarmcentralen af frygt for at blive straffet for at overtræde loven.

Udover at forbuds-og reguleringslovgivning ingen eller ringe effekt har, er selve tankegangen – at staten skal bestemme, hvad man må, helt ned i detaljen -farlig.

Hvis man kan forbyde eller umuliggøre for overvægtige mennesker at spise usundt i frygt for eksploderende sundhedsudgifter til de efterfølgende livsstilssygdomme, skal man så i samme omgang også forbyde folk at tage på skiferie, hvor brækkede arme og ben koster samfundet milliarder hvert år? Skal vi forbyde, at danskere, der ikke overholder sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol, identificeres og straffes med f. eks. øget skattebetaling? Hvis vi bevæger os ned ad den vej, bliver konsekvensen, at den enkelte kan og vil frasige sig ansvaret for sit eget liv og gradvis bliver mindre og mindre ansvarlig for sig selv og sine egne handlinger. Hvis politikerne og staten ikke viser borgerne tillid til, at de kan forvalte deres liv fornuftigt, er modreaktionen naturligvis ansvarsfralæggelse og umyndiggørelse.

Det er blevet en uheldig tendens i dansk politik, at folketingspolitikere lovgiver på baggrund af en frygt, de selv er med til at skabe.

Terrorlovgivningen er et eksempel herpå. Frygten blæses op i stort format, og politikere kan ikke komme til for hinanden i forsøget på at redde befolkningen. Rationalet må være, at der er stemmer i at sikre tryghed.

I denne uge kommer Forebyggelseskommission med sine anbefalinger, til hvordan staten kan sikre, at danskerne lever længere.

Anbefalingerne og den efterfølgende debat kan føre til øget regulering og forbudslovgivning, så staten i endnu højere grad definerer rammerne for et “godt, sundt og langt liv”. Hvis der trædes ved siden af, skal man på en eller anden måde sanktioneres. Vi frygter desværre, at det med Forebyggelseskommissionen og et meget bredt flertal i Folketinget bliver noget nær umuligt for mennesker at træffe et oplyst og personligt valg om, hvordan man ønsker at leve sit liv, som man selv finder rigtigt. Lovmageriet kan blive endeløst i “den gode sags” tjeneste.

Som ansvarlige folkevalgte politikere må vi naturligvis se indad og først og fremmest spørge os selv, hvordan det dog er sket, at Danmark er blevet til det forbuds-og reguleringssverige som vi alle i 1990′ erne pegede fingre af? En del af svaret skal findes i forbudspolitikkens signalværdi. Man virker som en handlekraftig politiker, hvis man løser et problem via forbud. Medierne rapporterer f. eks., at vi har store problemer med unge, der har et overdrevet og farligt stort forbrug af solarium, politikere reagerer straks ved at foreslå et forbud mod solarier (S), eller i det mindst et forbud mod, at unge under 18 år bruger solarier.

Tilsyneladende interesserer ingen sig for, at det i realiteten er umuligt i praksis at håndhæve forbuddet, eller at unge over eller under 18 år har åbenlyse alternativer til solarier, og at forbuddet dermed vil være fuldstændig uden effekt.

Der findes ikke en journalist på Christiansborg, som accepterer, at en politiker svarer, at der ingen lette løsninger findes på et problem, at det må være folks eget ansvar, eller at det ikke er fair at trække regler ned over flertallet af danskerne, fordi et meget lille mindretal ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Mediedagsordenen om øjeblikkelig politisk handling baseret på enkelttilfælde passer perfekt ind i Socialdemokraternes og SF’s ideologiske livssyn, hvor politikerne og staten ved, hvad der er bedst for borgerne. Det er et livssyn, som ofte deles af regeringens faste støtteparti. Det har ført til, at VK har gennemført alt for megen regulering og øget den statslige styring af den enkelte danskers liv, hvor vi har lovgivet efter laveste fællesnævner.

Men der er også lyspunkter. VK-regeringens værdipolitiske opgør med den socialdemokratiske folkeskolepolitik, rundkredspædagogikken, er et af de områder, hvor regeringen via fokus på den enkelte elev og faglighed har gjort eleverne ansvarlige for egen læring, samt at forældrene bærer et stort medansvar for en velfungerende folkeskole.

Værdikampen på folkeskoleområdet skal styrkes og udbredes til andre politikområder. Ligesom samfundsansvaret for foreningsdanmark og f. eks. skole og forældrebestyrelser skal tydeliggøres.

Regeringens skattereform er et eksempel til efterfølgelse, for når danskerne slipper billigere i skat, betyder det selvfølgelig, at incitamentet til at yde en ekstra indsats øges. Det sender også et vigtigt politisk signal om, at politikerne grundlæggende har større tillid til, at den enkelte dansker kan forvalte sine egne tjente penge fornuftigere end en flok politikere på Christiansborg.

Generelt er vi som folkevalgte nødt til at udvise større tillid til den enkelte dansker og i højere grad udvise frihed under ansvar. Det kræver politisk mod at sige fra over for øget regulering og moraliserende lovgivning for i stedet at sige, at vi som politikere ikke ønsker at lovgive efter laveste fællesnævner, men har tillid til, at flertallet af danskerne er sunde, fornuftige mennesker, der bedre selv kan bestemme og definere, hvad det gode liv for dem er.

Bertel Haarder skrev i 1990 i bogen “Grænser for politik” en linje, som vi håber, et flertal af Folketingets 179 medlemmer vil følge: “I vor aftenbøn som politikere bør vi ikke blot bede om frelse fra alle totalitære ideologier, men også bede om frelse for os selv”.

Kronik af Britta Schall Holberg og Karsten Lauritzen bragt i Jyllands-Posten 5. maj 2009

Men det stemmer vist ikke helt overens med Villy Søvndals fredning af netop den regel.

Og det stemmer heller ikke overens med partiets eget integrationsudspil udarbejdet sammen med Socialdemokraterne, hvor man lægger op til at bevare den omstridte 24-års-regel.

De to kronikører gør i deres Kronik også op med Villy Søvndals nyudklækkede retspolitiske jernnæve, der bl. a. indbefatter hårdere straffe samt krav om minimumsstraffe.

Det står i skarp kontrast til den version af SF’s restpolitiske linje, der præsenteres i Kroniken.

En linje, der nok bedre kan betegnes som en blød fløjlshandske end som en hård jernnæve, idet der lægges op til et opgør med netop ‘ hårdere straffe’ og en ‘ ultrastram retspolitik’ for i stedet at fokusere på forebyggelse. SF rykker lige så samlet som en flok vildfarne kugler uden retning og uden mål.

Bragt i Politiken 2. maj 2009

Jeg tillader mig, at være lidt hård i tonen fordi jeg sammen med en lang række andre MF’ere fra Venstre allerede i efteråret, inden lovforslaget blev vedtaget, tog diskussion op i folketingsgruppen. Og igennem efteråret og foråret har vi haft hede debatter, hvor et stort flertal i Venstres folketingsgruppe ikke kunne forstå hvorfor vi skal tvinge kommunerne og børnene til at tage imod maden. Hvorfor skal forældre ikke længere have lov til selv at smøre madpakken? Hvorfor tror staten pludselig, at den er bedre til at bestemme hvad et barn skal spise end barnets forældre? Udover den ideologisk argumentation, er der også de praktiske hensyn. En lang række børnehaver risikerede lukning, hvis det oprindelig lovforslag var kommet igennem, fordi der i mange børnehaver ikke er anretterkøkkener. Det er heldigvis lykkedes, at få en indrømmelse i forhold til den praktiske gennemførelse, men desværre ikke en ændring af ordningen, så man kan lade beslutningen om madordningen komme ud til kommunalbestyrelsen i kommunerne eller endnu bedre ud til det enkelte forældreråd! Det havde ellers været let at lave om – det havde blot krævet en mindre tilføjelse til loven under afsnittet ”Dispensationer”.

Grunden til, at der gik ged i madordningen, skal findes i aftalen om kommunernes økonomi fra 2008, for i løbet af forhandlingerne i foråret 2008, er der nogle, der har ændret det ”kan”, der står i Regeringsgrundlaget, til et ”skal”. Og nu er der ikke rigtig nogen, som vil tage ansvar. Regeringen siger, at det var et krav fra KL og særligt fra de store kommuner, der mente at det ville være svært at administrere en valgfri ordning. KL siger, at det var noget Regeringen ønskede. Måske er det noget en eller anden embedsmand fik sneget ind i aftalen i 11. time? Jeg ved det ikke og vi finder nok aldrig ud af det. Nu anerkender alle, at det er en dårlig lov og at madordningen skaber flere problemer end den løser. Og nu er problemet, at hverken KL eller Regeringen vil påtage sig ansvaret for at der er begået en fejl og få rettet op på det!

Det er glædeligt, at man i den seneste aftale mellem KL og Regeringen har besluttet at udskyde ordningen i op til 2 år og give flere penge (400 mio. kr.), men principielt er jeg stadig stærkt kritisk, for hvorfor skal vi tvinge en madordning igennem over for de mange forældre, som er rigtig gode til at sikre deres børn god, fornuftig kost? Hvornår er ”skal” og tvang blevet til liberalt hjerteblod? Jeg håber Venstres medlemmer ved, at folketingsgruppen har gjort hvad den kunne i denne sag. Ansvaret for resultatet skal findes længere oppe i systemet.

Men som med så mange andre af Socialistisk Folkepartis udmeldinger, så ser vi endnu engang at deres politik mere er udtryk for populisme end for reel handling. I sidste uge behandlede vi et lovforslag i folketingssalen om en skærpelse af udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge. Et forslag som SF selv har været fremme med i medierne som en del af deres ”jernnæve”. Men som så mange gange før så følges SF’s udmeldinger ikke op af handling, og de stillede sig derfor uafklarede over for lovforslaget. Det er dog umiddelbart ikke så overraskende, at det er svært for Socialistisk Folkeparti at gøre sin holdning op når man som parti skifter mening og laver kovendinger som vi andre skifter sokker. Det er svært at konkludere andet end at Socialistisk Folkepartis integrationspolitik bedre karakteriseres som en blød fløjlshandske end som en hård jernnæve.

Bragt i Jyllands-Posten 29. april 2009

”Jeg er meget glad og stolt over at Venstres gruppe i dag har valgt mig som ny integrationsordfører for partiet. Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet, hvor min hovedopgave bliver at fortsætte den faste og fair udlændingepolitik.”

Karsten Lauritzen er allerede godt inde i integrationsstoffet, idet han siden valget i november 2007 har været formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

”Jeg har haft den glæde, at følge integrationsområdet tæt det seneste halvandet år i min egenskab af formand for Integrationsudvalget. Jeg glæder mig til at gå endnu mere i dybden med området og til at være med til at forme en politik, der skal sikre en integration, der virker, hvor der er plads til alle, der bidrager positivt til samfundet, samtidig med at vi slår hårdt ned i mod alle dem, der bekæmper det danske samfund og ikke respekterer vores grundlæggende demokratiske værdier.” 

For yderligere information kontakt da:
Karsten Lauritzen
Karsten.lauritzen@ft.dk 33374505 – 40603502

Karsten Lauritzen er 25 år, og blev valgt til Folketinget i november 2007. Han er integrationsordfører og næstformand i Udenrigsudvalget. Han er desuden medlem af Integrationsudvalget, Fødevareudvalget og Skatteudvalget.

Karsten Lauritzen indførte dialogmøderne for at forsøge en ny tilgang til at få vælgerne i tale, og det fungerede så godt, at han nu fortsætter med endnu en række møder. ”Det er en god måde at møde vælgerne og få input til mit politiske arbejde”, siger Karsten. Han mener, at de uformelle møder, har gjort mange interesserede i at kigge forbi og håber der vil være lige så god opbakning til arrangementet som sidst. 

Politiske input
Møderne afholdes sammen med Susanne Sander, som med klart mandat blev valgt som Venstres borgmesterkandidat i Hjørring. Hun deltager i møderne sammen med Karsten for at møde vælgerne i deres lokalområde. ”Jeg ønsker en dialog med borgerne, og vil meget gerne vide, hvad de ser af muligheder for byen”, siger Susanne Sander.

Møderne afholdes i løbet af april fire steder i Nordjylland. Der vil der være god mulighed for at snakke lokalpolitik med Susanne Sander og national samt internationalt politik med Karsten Lauritzen.

Susanne Sander siger om dialogmødet: ”Jeg er glad for muligheden for at møde borgerne og få deres input til den lokale politik, og jeg håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at komme forbi og snakke politik eller blot hilse på”.

Møder i øjenhøjde              
Både Karsten og Susanne ønsker at gøre meget ud af at lytte til og være i kontakt med vælgerne. Derfor er deres dialogmøder vigtige, fordi de giver dem begge mulighed for at møde vælgerne i øjenhøjde og høre deres idéer til det politiske arbejde.

For Karsten er det rigtig vigtigt at komme ud fra Christiansborg, hvor han har sin daglige gang. ”Det giver mig en helt anden indsigt, at mødes med vælgerne og høre deres meninger og erfaringer”, siger Karsten. Og afslutter ”Vi politikere skal ikke bilde os ind at vi ved alting – lige netop derfor er det vigtigt med nogle inputs til det politiske arbejde.”   

Lokale møder i og omkring Hjørring: 

• Lørdag den 18. april kl. 11-12: Hirtshals (Hirtshals Hotel, Havnegade 2, Hirtshals)
• Lørdag den 18. april kl. 13-14: Hjørring (Rådhuskælderen, Det Gamle Rådhus, Nørregade, Hjørring)
• Mandag den 20. april kl. 16.30-17.30: Sindal (Advokatfirmaet Dyrberg & Partnere, Vestergade 6, Sindal).

Foruden Karsten Lauritzen og Susanne Sander vil der osgå være repræsentanter for byrådet til stede.

Karsten Lauritzen blev valg til Folketinget i november 2007. Han er udviklingsordfører og dyrevelfærdsordfører for Venstre, og er desuden formand for Folketingets udvalg vedr. udlændinge og integration samt næstformand i udenrigsudvalget. Se mere på www.stemlauritzen.dk 

Susanne Sander bor i Hjørring og blev valgt som borgmesterkandidat for Venstre sidste år. Hun arbejder til dagligt som socialkonsulent hos Landbonord, og er desuden byrådsgruppens formand, medlem af økonomiudvalget og næstformand i LET-udvalget.

For yderligere information kontakt da:
Karsten Lauritzen, Karsten.lauritzen@ft.dk, 33374505 – 40603502 eller Susanne Sander, 40 52 52 15

Jeg synes uden sammenligning, at Anders Fogh Rasmussen har været en af Danmarks dygtigste statsministre og vi skylder ham en stor tak for de næsten 8 år han har stået i spidsen for Danmark.

Men også tillykke til den næste Rasmussen
Også tillykke til Danmarks kommende  statsminister Lars Løkke Rasmussen. Den kommende tid i Venstre og dansk politik vil med stor sandsynlighed byde på store forandringer. Der er behov for at Lars Løkke sætter en ny politisk dagsorden. Og mon ikke at der også vil bliver udskiftet lidt på ministerholdet? Der hviler en stor opgave på Lars Løkkes skuldre. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om at det er en opgave han kan løfte.

Nye minister-emner
Nu skal man jo passe på med gætterier, men jeg tror at der kommer en ministerrokade – måske endda nye ministerier? Spørgsmålene handler mere om størrelsen på rokaden og timingen. Måske kommer den allerede nu i kølvandet på Foghs afgang. Nye minister-emner kunne være Peter Christensen, Søren Pind, Ellen Trane Nørby og Karen Ellemann.

Uanset om mine gæt er rigtige eller forkerte, så er jeg i hvert fald sikker på en ting: Dansk politik og Venstre går ind i en anderledes og spændende tid. Jeg glæder mig til at følge det og være en del af det.

Formålet med stilekonkurrencen er at skabe debat omkring ungdomskriminalitet og sammenhængen med grundskolen. Det er meget vigtigt, at få unge til at forholde sig til problemstillingen og være med til at komme med bud på løsninger. Alle stile der bliver indsendt, vil blive læst igennem, og indeholder de nogle gode forslag til, hvordan man skal forebygge eller bekæmpe ungdomskriminalitet, kan de blive en del af Venstres officielle politik. Netværket afslutter nemlig sit arbejde med et oplæg til Venstres kommunalpolitikere i hele landet samt folketingsgruppen og regeringen.

Der er både mulighed for at vinde fede præmier til sig selv, samt at vinde en biograftur for hele klassen med slik, popcorn og cola.

Præmierne vil blive overrakt af undervisningsminister Bertel Haarder i undervisningsministeriet i København.

Dommerpanelet der bedømmer de indsendte stile består af:

• Troels Boldt Rømer, Formand for Danske Skoleelever 
• Karsten Lauritzen, MF (V) – formand for netværket for ungdomskriminalitet og forebyggelse
• Hanne Bech Hansen, Politidirektør Københavns Politi
• Benedikte Ask Skotte, formand for forældreorganisationen Skole og samfund

Se mere om konkurrencen i stiloplægget ved at klikke her

Jeg vil dog godt rose Henning G. for at erkende, at Aalborg Kommune rent faktisk har over en milliard kr. i kassen. Hvis man sammenligner med andre nordjyske kommuner, er det ganske mange penge. Aalborg er en af de kommuner i Nordjylland, der har den bedste likviditet pr. indbygger, 5346 kr. mod f.eks. Hjørrings 643 kr. pr. indbygger. Samtidig har man et af regionens bedste skattegrundlag, og der er endda overskud på kommunens drift i 2008 på ca. 158 millioner.

Men ifølge Henning G. er Aalborg altså en fattig kommune, og det har han selvfølgelige ret i, hvis man sammenligner med København eller Århus Kommune, men det mest fair er nok at sammenligne med andre nordjyske kommuner, og i den sammenhæng er Aalborg alt andet end fattig.

Henning G. argumenter med at den ene milliard, som kommunen har i kassen, ikke kan bruges, fordi pengene er bundet, f.eks. til forsyningsvirksomhederne eller midler fra salget af ELSAM-aktier.

Jeg kan bekræfte, at Aalborg Kommune gemmer på 480 mio. kr. fra salget af ELSAM-aktier.

Det er også rigtigt, at hvis kommunen bruger midlerne, skal der betales afgift til staten, men at påstå, at det gør kommunen så fattig, at staten må give tilskud for at få renoveret skoler m.v., går udover min forståelse. Det svarer jo til en mand, der sælger sin virksomhed, placerer fortjenesten i et andet selskab, fordi han ikke vil betale skat af fortjenesten. Han går så ned på rådhuset, påstår, at han er fattig og beder om en økonomisk håndsrækning for at klare til dagen og vejen.

Jeg tror, at de fleste kommuner inkl. Aalborg Kommune vil fortælle manden, at han ikke får en rød reje, da han blot kan trække pengene ud af sit selskab og betale sin skat!

Selv hvis man ikke ønsker at røre ved kommunens likviditet, er der mange muligheder for at omprioritere inden for kommunens 15 milliarder store budget. Henning G. kunne spare lidt på kulturen. Aalborg bruger 717 kr. på kultur pr. indbygger, sammenlignet med et landsgennemsnit på 540 kr. (www.noegletal.dk).

Hvis kommunen brugte landsgennemsnittet på kultur, er der hvert år 30 millioner til nye skoler eller veje. Det er selvfølgelig et prioritetsspørgsmål, hvad der er vigtigst – nye toiletter på folkeskoler og plejehjem eller et nyt musikhus?

Hvis Henning G. lod være med at drive forlystelsesparken Karolinelund for skatteborgernes penge, kunne også disse penge bruges på mere anlæg. Det er fair nok, at Henning G. prioriterer rutsjebaner over ordentlige toiletter på skolerne, men så må han også selv slå til ansvar for den prioritering. Det er unfair at skyde skylden på regeringen. Det er ansvarsfralæggelse af værste skuffe.

Obama har æren
Det er historisk både for Danmark og Venstre. Fogh har gjort dét som ingen anden statsminister før ham har gjort – avanceret til en international toppost mens han stadig var statsminister. Noget, der glædede mig ekstra meget i hele forløbet, er at det nu er bevist over for alle og en hver, at Danmarks forhold til USA er bedre end nogensinde før og ikke har lidt skade af, at Obama er kommet til – tværtimod. Under den amerikanske valgkamp i november mente både S og SF samt en række kommentatorer, at Danmarks forhold til USA ville lide stor skade, når præsidenten ikke længere hed Bush, men i stedet Obama. Jeg sagde det modsatte, at USA’s gode forhold til Danmark skyldes vores ansvarlige aktivistiske udenrigspolitik og det faktum, at vi påtager os et internationalt ansvar. Et ansvar, som enhver amerikansk præsident vil anerkende og påskønne, og Foghs udnævnelse er beviset herfor. Det var nemlig Obama og USA, der fredag aften til arbejdsmiddagen ved topmødet i Baden-Baden lagde massivt pres på Tyrkiet. Det er USA vi kan takke for at Fogh blev Nato-generalsekretær.

Den tredje Rasmussen kom til
Foghs afgang fra dansk politik har nu givet den tredje Rasmussen, nemlig Lars Løkke Rasmussen, statsministerposten. Jeg synes det har været et rigtig flot skifte og Lars er kommet godt ind i hans nye rolle. Han er gået til jobbet med en ydmyghed, som er beundringsværdig og som danskerne også efterfølgende har belønnet ham for med gode meningsmålinger. Åbningstalen var god, selvfølgelig vil Lars ikke ændre markant på politikken, men køre videre med Foghs politiske linje, dels fordi han selv i høj grad har været med til at forme den, og dels fordi vi befinder os i en økonomisk krise, hvor løsningen af dén kræver statsministerens fulde opmærksomhed. Derfor blev der også kun plads til små justeringer af ministerholdet. Omvendt tror jeg ikke, at det er nogen hemmelighed, at Lars Løkke inden for det næste års tid skal forny Venstres og regeringens politiske linje – 85 % af regeringsgrundlandet er allerede gennemført, så hvis ikke vi skal kede os resten af valgperioden, skal der formuleres nye politiske mål og visioner. Derudover kommer der nok også i løbet af det kommende års tid en større ministerrokade, hvor Lars Løkke sætter sit eget hold. En ting er i hvert fald sikkert, det bliver en særdeles spændende udvikling at følge tæt.

Aalborg kommune har pengene til at renovere flere skoler og bygge nye veje, hvis de vil! Det er helt op til byrådet og borgmesteren. Hvis de ikke vil bruge deres egne penge, så kan de med den seneste pakke få del i de 650 mio. kr. som Regeringen stiller til rådighed til anlægslån.

Henning G. foretager i dagens avis ansvarsfralæggelse og fornægter fakta – nemlig at Aalborg kommune har masser af penge at bygge for, hvis de vil!

Bragt i Løkken Folkeblad 4. marts 2009

Hent oplægget her

Neden for er der et par uddrag fra nogle af de aviser, der har skrevet om oplægget.

Jyllands-Posten 26. februar 2009:
“Venstre foreslår i et nyt udviklingsoplæg, at det skal være muligt at støtte politiske partier i udviklingslande. * Det skal skabe grobund for demokrati, selv om risikoen for korruption er stor.

- Vi skal ikke trække vores demokrati ned over hovedet på dem, men vi skal hjælpe dem med at forstå, hvordan et demokrati fungerer. Hvis politikerne og partierne i ulandene kan blive demokratiske, er vi kommet langt i udviklingsarbejdet. Men det kræver et langt, sejt træk, siger Karsten Lauritzen.”

Kristeligt Dagblad 28. februar 2009:
“Karsten Lauritzen foreslår i et nyt oplæg til Venstres udviklingspolitik “En verden i udvikling”, at Danmark fremover skal arbejde i færre lande og med færre områder, fordi det vil gøre bistanden mere effektiv og dermed hjælpe de fattige bedre. Samtidig mener han, at Danmark fremover kun skal finde sine partnerlande i Afrika.

- Afrika er det kontinent, der halter længst bagud i forhold til opfyldelsen af FN’s 2015-mål. Derfor er det naturligt at gøre en ekstra indsats i Afrika, siger Karsten Lauritzen.”

Politiken 28. februar 2009:
“Regeringspartiet har skrevet nyt oplæg om ulandsbistand, der får mange roser af hjælpeorganisationerne. Men der er også hug for »kolonial tankegang« for ideen om at koncentrere den danske støtte i nogle få, primært afrikanske lande.”

At fører en forbudspolitik mod dårlige vaner er en farlig glidebane. Vi ser det allerede med de politiske ønsker om helt at forbyde rygning for det er jo usundt for den enkelt og samtidig dyrt for samfundet i form af øgede sundhedsudgifter. Men rygere udgør i øvrigt slet ikke den største belastning på sundhedsudgifterne, det gør fedme og overvægt. Og hvornår skal vi så forbyde McDonald’s og Burger King? Slik og cola? Måske vi blot skal nøjes med at sætte en vægtstandard for, hvordan man må købe usundt? Dui-Leg og Virkes forslå kan virke sympatisk men det fjerner fokus fra at det nu en gang er forældrenes ansvar hvad deres børn spiser. Og virkeligheden er at mange har usunde vaner, men i et frit og moderne samfund er det faktisk de grundlæggende frihedsrettigheders fornemste opgave at give folk frihed til forskellighed – også når de ikke vælger rigtigt i forhold til sundhedshysteriets grundlove. Jeg opfordrer forældrene til at været ansvarlige med deres børns sundhed, såvel som deres egen, men som folkevalgt politikker accepterer jeg også dem der har valgt at leve et oplyst selvvalgt usundt liv.

Karsten Lauritzen i Løkken Folkeblad

I den seneste udgave af Sindal Avis skriver Ivan Jacobsen, at pensionisterne bliver sorteper ved det kommende skatteforlig. Lad mig først slå fast, at der ikke foreligger noget skatteforlig endnu, og at det derfor ikke er regeringens udspil der her er tale om, men derimod skattekommissionens. Regeringen har dog hele tiden holdt fast ved, at den kommende skattereform skal gøre det attraktivt at arbejde mere, ved at sænke skatten på arbejde, hvilket kan være med til at stimulere arbejde og virkelyst. Det er helt essentielt for, at Danmark fortsat kan skabe vækst og velstand, og netop derfor vil regeringen komme med et udspil der tager hensyn til de udfordringer, vi står overfor i fremtiden.

Dermed ikke sagt at regeringen ikke tilgodeser pensionisterne, snarere tværtimod. Lad mig blot nævne nogle af de mange tiltag som regeringen har gennemført til fordel for de ældre. Med finansloven for 2009 oplever de ældre en række betydelige forbedringer, herunder at ældrechecken forhøjes til 10.300 kr. årligt, hvilket betyder at der er blevet op til 2500 kr. mere til de ældre fra den 1. januar i år. Desuden er der lagt et loft over ældres betaling for madservice, og det bevirker, at de ældre maks. må betale 3000 kr. om måneden for madservice på plejehjem og i plejeboliger fra den 1. juli 2009.

Derudover er der blevet indført større støtte og frihed i forbindelse med valg af ældreboliger, og der er pr. 1.januar i år indført en plejeboliggaranti der betyder, at ældre højest må vente to måneder på et tilbud om plejebolig. Endelig må vi ikke glemme forbedringerne i forhold til hjemmepleje, hvor der bl.a. er indført frit valg af leverandør af hjemmehjælp, og muligheden for at de ældre pr. 1.januar kan få én fast kontaktperson i hjemmeplejen. Disse forslag er alt sammen blevet vedtaget, fordi regeringen i den grad vælger at prioritere pensionisterne, hvorfor jeg ikke mener Ivan Jacobsens kritik er berettiget.

Den kommende skattereform kan ikke vægte og tilgodese hele befolkningen, og der er en væsentlig gruppe, nemlig de på arbejdsmarkedet, som i højere grad vil komme til at mærke den kommende skattereform, men det er der også en væsentlig grund til. De er en stor del af Danmarks fremtid, og der er brug for dem på arbejdsmarkedet, hvis Danmark fortsat skal vokse i vækst og velstand. Det er ikke ensbetydende med, at de ældre ikke er vigtige, og det mener jeg også regeringen har vist bl.a. i finansloven for 2009, hvor der blev gennemført adskillige tiltag, netop til fordel for de ældre.

Bragt i Sindal Avis 25. februar 2009 ]]> http://www.stemlauritzen.dk/2009/02/de-%c3%a6ldres-behov-bliver-varetaget-af-venstre/feed/ 3 http://www.stemlauritzen.dk/2009/02/toginvesteringer-pa-vej-til-nordjylland/ http://www.stemlauritzen.dk/2009/02/toginvesteringer-pa-vej-til-nordjylland/#comments Mon, 23 Feb 2009 12:41:05 +0000 Karsten Lauritzen http://www.stemlauritzen.dk/?p=82 TOGDRIFT: I forrige uge skrev den socialdemokratiske MF’er Bjarne Laustsen et længere indlæg i NORDJYSKE om vilkårene for togdriften i Nordjylland og Vendsyssel. Han kritiserede den seneste trafikaftale, fordi han ikke mener, den gør tilstrækkeligt for at skabe bedre togtrafik i Nordjylland og Vendsyssel. Enten har Laustsen ikke styr på fakta, eller også har han endnu en gang belejligt glemt en række ting, blandt andet at Socialdemokraterne selv er med i det seneste trafikforlig og dermed selv har været med til at indgå aftalen, som Laustsen kritiserer.

Det er helt rigtigt, at der ikke er afsat milliarder i den seneste aftale til at forbedre jernbanesporene nord for Aalborg, men at regeringen helt har glemt Vendsyssel, er usandt. Måske husker Bjarne Lausten ikke trafikaftalen fra 2006, som betyder, at der bliver gennemført en genopretning af skinnerne. Et tiltag, som fuldstændig vil afvikle efterslæbet på banenettet i 2014. Samlet blev der i 2006 afsat 4,7 mia. kr. til genopretning og udskiftning af skinner i Vendsyssel, og det er blandt andet derfor, der ikke er afsat penge til genopretning denne gang, for det blev der som beskrevet allerede i aftalen fra 2006. Men tilbage i 2006 ville Socialdemokraterne ikke være med i forliget, de ville ikke på daværende tidspunkt være med til at forbedre skinnenettet i Vendsyssel! Nej, det måtte Venstre, Konservative, DF og De radikale søger for.

Senere i Laustens indlæg foreslår han, at Nordjyske Jernbaner skal overtage ansvaret for togdriften i Vendsyssel. Det er en fin og sympatisk idé, som jeg da gerne vil bakke op om, hvilket jeg i øvrigt har gjort i længere tid. Bjarne glemmer nemlig igen at nævne, at det er en idé, han har “lånt” fra regeringen. VK har allerede i regeringsgrundlaget for 2007 skrevet, at fordi der ønskes mere konkurrence på banenettet, bliver der til efteråret 2009 udarbejdet en rapport, over de strækninger som kan og bør udbydes til private aktører, f.eks. Nordjyske Jernbaner. Det sker for at skabe konkurrence og udfordre DSB’s monopol. Dermed er Bjarne Laustens flotte idé allerede ved at blive realiseret af regeringen, hvilket vi alle kan glæde os over. Noget tyder i øvrigt på, at Bjarne Lausten skulle tage sig en god kop kaffe med den socialdemokratiske trafikordfører, for han er åbenbart ikke klar over Laustens store planer og ønsker for Nordjylland. F.eks. står der intet om en tredje Limfjordsforbindelse i Socialdemokraternes seneste trafikoplæg fra 2008, “Grøn trafik – Socialdemokraternes investeringsplan for Danmarks infrastruktur”, som de har forhandlet ud fra. I øvrigt står der heller ikke noget om togdrift i Vendsyssel, eller udbud af skinnestrækninger i Socialdemokraternes seneste togoplæg, “Tog til Tiden”, hvor kun nærbanen i Aalborg er nævnt. Meget tyder altså på, at Bjarne Lausten har brugt så meget tid på at skrive i NORDJYSKE om sine store trafikplaner for Nordjylland, at han helt har glemt at få resten af hans parti med på hans i øvrigt rigtig gode idéer.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 23. februar 2009

Ingen nem sag
Venstre har altid været forgangsparti for skattelettelser, og ment at det er et problem, at vi i Danmark betaler for meget i skat. Ved at gøre det mindre attraktivt at arbejde hæmmer man væksten i vores samfund. Siden 1998 har Anders Fogh derfor været fortaler for et opgør mod den høje skat, vi betaler i Danmark. Han indså dog hurtigt, at det ikke var nogen nem opgave at skabe tillid hos vælgerne om, at vi både kan indføre sænkelser på skatteområdet samtidig med, at velfærdsamfundet ikke undergraves. Venstre stod således over for en stor udfordring i forhold til at bevise over for vælgerne, at årsagen til at Venstre ønsker en lavere marginalskat er, at lavere skat er nødvendig hvis vi vil fremtidssikre vores velfærdssamfund. For at igangsætte denne proces gik Venstre i første omgang, ved valget i 2001, til valg på at indføre skattestop frem for skattelettelser. En idé som har presset S og SF til at frasige sig deres reelle politik om øgede skatter. Det er nemlig endt med at samtlige partier (minus Enhedslisten) nu støtter skattestoppet – eller det siger de i hvert fald de gør!

Reformen ser dagens lys
At opnå et skattestop var dog ikke endemålet, men et middel til at opbygge vælgernes tillid og opbakning til en større reform. Støtte og tillid er helt essentielt, når der ønskes større ændringer, som de der nu gennemføres på skatteområdet, med sænkningen af skatten på den sidst tjente krone fra 63 % til 56 %. Det har ikke altid været klart, men med skattereformen er det nu tydeligt, at Anders Foghs plan hele tiden har været at lave en skattereform i tredje valgperiode. Det er en plan, som nu er blevet ført ud i livet med den nye skattereform – forårspakken 2.0.

Det har taget tid og hårdt arbejde at få skattereformen indført, men netop derfor er den også grundigt gennemarbejdet. Den indeholder solide og stærke tiltag der skaber vækst i Danmark og fortsat sikrer tryghed hos den enkelte borger. Endelig må vi ikke glemme, at reformen er finansieret til sidste krone, og at der er skabt de største lettelser i marginalskatten siden 1903. Helt konkret lettes skatten på arbejde med 23. mia. kr., mellemskatten afskaffes og godt 350.000 danskere skal ikke længere betale topskat.

Ved forhandlingsbordet
Regeringen indgik et smalt forlig med Dansk Folkeparti. Det var ikke optimalt, da det betød, at Dansk Folkeparti fik en betydelig indflydelse på reformen, som bl.a. uretfærdig lagerbeskatning. Desuden bevirker det, at aftalen ikke er langtidsholdbar eftersom den højst sandsynligt vil blive ændret senere, hvis oppositionen får lejlighed til det. Det er derfor ærgerligt, at specielt Det Radikale Venstre ikke kom med i et forlig, da det kunne have sikret en mere langtidsholdbar reform. Omvendt kan det også ses som en fordel for Venstre, da det betyder, at vi igen kan gå til valg på skat.

Socialdemokratiet og SF kom og gik sammen til forhandlingerne, hvilket er udtryk for at Socialdemokratiet på forhånd havde besluttet at de ikke ville være med. Det er ærgerligt, men på den anden side, så er det ikke nogen hemmelighed, at Regeringen ikke ønskede, at SF deltog ved forhandlingsbordet af den simple årsag, at vi dermed indirekte ville bakke op om Villy Søvndals drøm om indflydelse og egen finansministerbil. SF er ikke et økonomisk ansvarligt parti og ved at indgå i en skattereform med Villy, ville vi have givet indtrykket af det modsatte.

På den lange bane
Der er ingen tvivl om, at Regeringens skattereform har været den sværeste reform at udarbejde, men nu er det lykkedes og Regeringen har med skattereformen lanceret reformer på alle områder af den danske sektor. Det er et stort stykke arbejde med resultater der taler for sig selv, og som vi i den grad godt kan tillade os at være stolte af!

Spørgsmålet er nu, hvilke nye reformer der skal tages fat på, og ikke mindst hvem i Venstre der skal danne baggrund for dem? Det er spørgsmål som vi spændt må vente på, men imens kan vi glæde os over de gode resultater, der allerede er skabt med den nye skattereform ikke bare nu, men også på den lange bane.

Obama gik til valg på at forandre og forny den amerikanske politik med temaet Yes we can!

Han tryllebandt de amerikanske vælgere, og nu er tiden kommet, hvor han skal indfri de mange forventninger, som ikke kun USA, men også resten af verden, har til ham.

Der venter store udfordringer, og hele den vestlige verden venter på, hvilke udenrigspolitiske forandringer han vil indføre.

Meget peger dog på, at Obama først og fremmest vil koncentrere sig om USA’s indenrigspolitik for at få landet væk fra den katastrofekurs, finanskrisen har medført. Dels fordi den økonomiske krise har medført et historisk statsunderskud. Den amerikanske statsgæld kommer op på 7200 mia. dollar. Det giver en gældsprocent, der stiger fra 40 pct. af BNP i 2008 til over 50 pct. af BNP i 2009. En kæmpe stigning, som aldrig er set før. Og ikke mindst pga. en voldsom stigning i arbejdsløsheden, der forventes at stige fra 5,7 pct. i 2008 til ca. 9 pct. i 2009 og 2010, for herefter at falde til fem-seks pct. i perioden 2011-2014.

Netop arbejdsløsheden skaber frygt hos de amerikanske vælgere, og der hviler et kæmpe pres på Obama om at skabe flere arbejdspladser og i det hele taget økonomisk vækst i landet igen. Men også på sundheds- og uddannelsesområdet har han lovet massive reformer og forandringer.

Med andre ord har Obama store problemer, der skal løses på den indenrigspolitiske scene, hvilket gør det tvivlsomt i hvor høj grad, vi også vil opleve ændringer på den udenrigspolitiske front.

Der vil ske justeringer i tilgangen til udenrigsstoffet, retorikken og mellemregeringerne, men der vil ikke ske de store ændringer i resultaterne. Det afspejles i det udenrigspolitiske team, som Obama har sat.

Genudpegningen af den tidligere republikanske forsvarsminister Robert Gates, Hillary Clinton som udenrigsminister og den pensionerede general James L. Jones som sikkerhedspolitisk rådgiver peger på en fortsættelse af USA’s traditionelle udenrigspolitiske linje, som f.eks. er præget af dobbeltmoral, når det tjener amerikanske interesser. Dermed også en forsættelse af store dele af den udenrigspolitik, som præsident Bush har været så kritiseret for…

Det fremstår klart, at Obama vil arbejde hårdt for forandring, men primært af indenrigspolitisk karakter. Til trods for, at han erklærer sig villig til at lytte og sammensætter et andet udenrigspolitisk hold, er det ikke ensbetydende med, at vi vil se ændrede spilleregler på den udenrigspolitiske front.

Når alt kommer til alt, vil Obama forsøge at sikre den amerikanske stats sikkerhed og overlevelse ved at handle ud fra, hvad der er i USA’s interessesfære. Der vil ske indenrigspolitiske forandringer med Obama som USA’s præsident. Men udenrigspolitisk bliver forandringerne kun justeringer og ændret retorik. Bortset fra det vil Obamas udenrigspolitik være business as usual.

Hvordan bliver fremtiden med Obama?

Indlægget fik provokeret mig så meget, at jeg rent faktisk gik ind på DR’s hjemmeside og tog prøven fra den 10. december.

Jeg bestod med 40 rigtige svar ud af 40 spørgsmål, og jeg vil vove den påstand, at det er helt fair stramninger af prøven, som regeringen har gennemført i 2008.

Lad mig først fastslå, hvilke ændringer der har været tale om.

Ændringerne betyder, at indfødsretsprøvens spørgsmål ikke længere offentliggøres, og det betyder, at den spørgsmålsbank, med 200 spørgsmål til indfødsretsprøven, der har været offentliggjort, ikke længere er gældende. Men derudover er selve indholdet af prøven fortsat det sammen.

Prøven består af i alt 40 spørgsmål, hvor af 35 spørgsmål udarbejdes inden for rammerne af lærematerialet: “Danmark før og nu – læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøven”, april 2007.

Derudover omfatter indfødsretsprøven fem aktuelle spørgsmål. Lærematerialet til forberedelse til indfødsretsprøven kan gratis læses på nyidanmark.dk, og det er muligt at lytte til teksten ved at downloade den som mp3 fil. Lærematerialet til indfødsretsprøven kan desuden købes i en trykt version.

For at bestå indfødsretsprøven skal 32 (tidligere 28), ud af de 40 spørgsmål, være besvaret korrekt, og prøven skal tages på 45 minutter (før 60 min).

Poul Petersen med flere har kritiseret, at spørgsmålsbanken nu ikke er tilgængelig, men jeg tror næppe, at de er klar over, at spørgsmålene fortsat tager udgangspunkt i pensum for prøven, nemlig en bog på 172 sider. Sådan har det været hele tiden.

Tidligere kunne man “lære uden ad” via spørgsmålene på nettet, nu tvinges man til at læse og forstå en bog om Danmark på 172 sider. Det synes jeg personligt ikke er uoverkommeligt for en som ønsker dansk statsborgerskab, faktisk synes jeg det er helt fair, at vi stiller krav til kommende danske statsborgere.

Poul Petersen kritiserer endvidere i sit indlæg, at spørgsmålene er urimelige og nævner et eksempel om, hvad danskerne var i perioden år 750 til 1050?

Jeg vil ikke afvise, at der kan være enkelte spørgsmål, som ikke er fornuftige eller har den tiltænkte effekt, men når jeg læser spørgsmålene igennem fra prøven 10. december, finder jeg de fleste yderst relevante for kommende statsborgere. F.eks. er et af spørgsmålene “Hvordan er statens magt i Danmark fordelt?”, hvor der medfølger tre svarmuligheder.

Et andet lyder “Hvilken af følgende rettigheder er beskyttet i grundloven?”, hvor følgende svarmuligheder angives: a) Strejkeretten, b) Den private ejendomsret eller c) Retten til lægehjælp. To spørgsmål, som det er helt fair at forvente kommende danske statsborger skal kende svaret på.

Det er muligt, at der findes danskere som ikke kan svare på de to overstående spørgsmål, og dem vil jeg bede om enten at læse grundloven eller overveje deres fortsatte statsborgerskab.

Når man først har fået statsborgerskab i Danmark, kan det ikke fratages, hvilket jeg støtter 100 pct., men derfor er det også helt fair, at vi stiller krav til kommende statsborgere om kendskab til dansk kultur, historie og demokrati!

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 12. januar 2009

Til gengæld er skaden stor for de mange civile israelere og palæstinensere, som er de virkelige ofre i konflikten, som har eksisteret siden oprettelsen af staten Israel i 1948.

Jeg besøgte både Israel og Palæstina for år tilbage, da debatten om den israelske sikkerhedsmur var på sit højeste, og stemningen var anspændt mellem parterne.

I disse dage tænker jeg tilbage på det besøg og det indtryk, det efterlod. Enhver, der ved selvsyn har set og oplevet konflikten og dens betydning for den hverdag, almindelige israelere og palæstinensere lever i, ved, at der ingen vindere er af Israel/Palæstina-konflikten, kun tabere.

Tabene er store på begge sider. Det er frustrerende at besøge Hebron, hvor der lever 450 jødiske ekstremister under kraftig militær beskyttelse i en by med 120.000 palæstinensere, og hvor det er ekstremisterne, der bestemmer i byen.

Tilsvarende gør det dybt indtryk at tale med de israelske familier, som har oplevet, at der flyver en palæstinensisk mortergranat ind i køkkenet og dræber ens børn.

Mangel på tillid
Mest deprimerende er det dog at opleve, at den almindelige palæstinenser og israeler er trætte af at leve et liv i utryghed, usikkerhed og frygt og er villige til at acceptere en tostatsløsning med deling af den hellige by Jerusalem.

Men manglen på gensidig tillid forhindrer det sammen med det faktum, at både israelsk og palæstinensisk politik i højere og højere grad er præget af ekstremisme.

Det er forståeligt og var forventeligt, at Israel reagerede på, at Hamas sendte raketter af sted mod dets civilbefolkning, men gengældelsen har taget overhånd med Israels landoffensiv i Gaza.

En varig løsning på konflikten ser vi desværre ikke, før parterne vil erkende, at ingen af dem er uskyldige; indtil da vil der kun være tabere.

Bragt i Jyllandsposten 7. januar 2009

Boligforeninger skal have lov til at videoovervåge for at forhindre hærværk og indbrud. Det mener socialdemokraten Bjarne Laustsen.

Aldrig i livet! Det er politiets arbejde at stoppe ulovligheder af den slags. Overvågning løser ikke kriminalitet, det flytter bare problemet et andet sted hen, mener Venstres Karsten Lauritzen.

Har overvågning en reel effekt og kan forhindre kriminalitet i udsatte boligområder – eller giver kameraerne bare falsk tryghed?

Overvågning af boligområder

Men jeg føler mig overbevist om, at Nordjyllands Politis ledelse arbejder på at gøre noget. Forbrydere, herunder indbrudstyve, skal fanges, retsforfølges, dømmes og fængsles i et sådant omfang, at de stopper med at begå indbrud og stopper deres kriminelle løbebane. Netop fordi jeg ønsker at forhindre kriminalitet, harjeg ytrer mig om den videoovervågning, som boligforeningen ulovligt har sat op. Forskning viser nemlig, at når der sættes kameraer op, så flytter de kriminelle – i dette tilfælde indbrudstyvene – blot deres aktiviteter til andre steder, hvor der ikke er overvågning.

En stor undersøgelse, lavet af Skotland Yard, viser faktisk, at på trods af Londons totalovervågning, der består af over en halv million kameraer, er der ikke sket et fald i kriminaliteten. Nej, den er blot flyttet. Undersøgelsen konkluderer også, at forbedringen af opklaringsmulighederne er begrænsede – kun tre procent af Londons gaderøverier, er blevet opklaret som følge af videoovervågning.

Jeg ønsker at stoppe indbrudstyvene, ikke blot flytte deres kriminelle aktiviteter til steder hvor der ikke er videoovervågning, oftest vil det være villakvarterer, skoler, børnehaver m.v. Derfor er det politiet vi skal have fat på og deres indsats, der skal gøres noget ved. Forbryderne skal fanges og stoppes og det sker desværre ikke ved at sætte videokameraer op.

Jeg vil ikke være med til at sige, at overvågning er løsningen på alt, for det er der intet, der tyder på.

Kriminaliteten flytter sig blot, og dermed er det samfundsmæssigt problem ikke blevet mindre.

Som ansvarlig politiker vil jeg ikke være med til, at ansvaret for at beskyttes sig mod kriminalitet, lægges over på borgerne med store økonomiske omkostninger til følge. Det har kostet boligforeningen og lejerne på Skallerupvej en mio. kr. at sætte overvågningen op for at løse en opgave, som er en samfundsopgave, og som vi i forvejen betaler høj skat for. Nemlig politiet fanger og stopper kriminelle og forhindrer kriminaliteten.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 15. december 2008[media id=3 width=390 height=248]

Prehn påstår – under henvisning til en artikel i Ugebrevet A4 – at danskerne er trætte af VK-regeringens borgerlige liberale politik og ikke mener, at landet skal føres i en mere borgerlig liberal retning.

VK har nemlig – ifølge Prehn – skåret ned på kommunerne og tvunget dem til at afskedige medarbejdere, sparet på velfærden og endda startet et ideologisk korstog, der skal fremme udbud og privatisering i kommunerne.

I den verden, som Prehn bevæger sig rundt i, er der tilsyneladende ikke én ting, som regeringen ikke har skylden for. Det har han gang på gang – på desværre usaglig vis – fremført samtidig med, at han lover bedring, når Danmark får en S-regering. Det lover han, vel og mærke uden at nævne, hvad det præcis er, S vil, hvis de kommer i regering. Hvad er deres visioner? Og hvordan vil de indfri dem?

Jeg formoder, at årsagen til, at S og Prehn ikke vil fortælle danskerne det, er, at de ikke selv ved det endnu. Derfor vælger Prehn – forståeligt nok – skamløst at kritisere regeringen frem for at fortælle, hvad det socialdemokratiske alternativ er.

Prehn glemmer dog at nævne, at Ugebrevet A4 er ejet og udgivet af LO, der traditionelt har tætte forbindelser til Socialdemokratiet, og derfor er det vel ikke så overraskende, at deres såkaldte undersøgelse viser, at 40 pct. af Danmarks befolkning mener, at det danske samfund har flyttet sig i en for borgerlig-liberal retning?

Personligt er jeg overrasket over, at S, LO og Ugebrevet A4 ikke har kunne fordreje tallene til mere end 40 pct.’s modstand mod regeringens politik – 40 pct. er jo dem, der traditionelt er oppositionens vælgere, og det er da ikke mærkeligt, at de ser skævt til regeringens politik.

Jeg kan i øvrigt ikke forstå, at Prehn kan læse undersøgelsen, som om vælgerne pludselig har vendt sig mod regeringen og dens borgerlige-liberale politik, for på Ugebrevet A4′s hjemmeside, www.ugebreveta4.dk, kan man læse, hvordan lektor Johannes Andersen fra AAU ser A4′s måling: “Polariseringen af vælgerkorpset er stabil. Kernevælgerne bakker op om regeringens politik og indsats, mens oppositionens vælgere ikke overraskende er utilfredse”.

Hans konklusion er, at intet har ændret sig, når det handler om vælgernes opbakning til regeringens politik. I søndags var der da også en stor meningsmåling, der viste, at der fortsat er flertal til VKO. Ligesom Johannes Andersen tillader jeg mig derfor at konkludere, at der ikke er sket noget stort vælgerskred, som Prehn ellers påstår. Regeringen har fortsat opbakning til sin politik om skattelettelser, en fast og fair udlændingepolitik og fortsatte borgerlige, liberale reformer af det danske velfærdssamfund.

Én ting har Prehn dog i ret i: regeringen vil øge udliciteringen og privatiseringen af den offentlige sektor.

Han har imidlertid ikke ret i, at udlicitering og privatisering er noget skidt, for det er faktisk takket være regeringens udbuds- og udliciteringspolitik, at patienter ikke længere står på årelange ventelister, og at ældre nu selv kan vælge rengøringsfirma og madleverandør.

Han har heller ikke ret i, at befolkningen ikke ønsker det frie valg. Alle dem, jeg kender, der har været i berøring med sundhedsvæsnet mener, at det er positivt, at patienter kan bruge det frie valg, og jeg tror, at Prehn får svært ved at finde ældre, der ikke kan se fordelen i det frie valg på ældreområdet. At udlicitering og privatisering er positivt og skaber konkurrence i den offentlige sektor til glæde for modtagerne, altså borgerne, understreges yderligere af, at SR-regeringen fra 1993 til 2001 privatiserede massivt for 37 mia. kr. gennem salg og privatisering af statslige virksomheder.

Derudover er det tankevækkende, at S-borgmestre faktisk udliciterer mere end borgerlige borgmestre. Det fremgår af en rapport fra Konkurrencestyrelsen offentliggjort i oktober. Når både den tidligere SR-regering såvel som nuværende S-borgmestre, praktiserer udlicitering og privatisering i stor stil, må Prehn altså befinde sig i sin egen lille, beton-socialdemokratiske verden, når han påstår at frit valg, udlicitering og privatisering er noget negativt og rent borgerligt liberalt korstog.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 2. december 2008

Den generelle tendens har været klar: Stramningerne er fuldstændigt uhyrlige, fordi mennesker på tålt ophold fremover vil blive behandlet uretfærdigt og nærmest umenneskeligt.

Og til at underbygge disse påstande har en række af de danske nyhedsmedier taget den ene enkeltsag frem efter den anden og tilmed gjort de pågældende personer på tålt ophold til ofre for den kyniske danske regering og dens stramninger, som i øvrigt, hvis man skal tro pressedækningen, vil ramme alle ligeligt, uanset deres situation.

Min indignation over denne tendentiøse nyhedsdækning er til at tage og føle på, og jeg synes, at hele debatten trænger til at få et mere sagligt og faktuelt funderet grundlag.

Alvorlig kriminalitet
For det første er langt størstedelen af de 18 mennesker, der er på tålt ophold, personer, som har begået særdeles alvorlig kriminalitet.

7 er idømt over 5 års fængsel, 3 har begået forbrydelser mod menneskeheden, 6 er blevet dømt mellem 1-4 års fængsel og kun 2 ud af de 18 har siddet forholdsvist kort tid i fængsel (hhv. 8 måneder og 40 dage).

Vi taler altså ikke om folk, der er dømt for at stjæle slik i kiosken – vi taler om hårde kriminelle, som i den grad har forbrudt sig mod det danske samfund. At disse mennesker skal fremstilles som ofre er fuldstændig grotesk. Det eneste, de er ofre for, er deres egne ugerninger.

For det andet fremstilles lovforslaget på en måde, der indikerer, at alle på tålt ophold vil blive behandlet ens, uanset deres kriminelle baggrund. Men hvis man læser lovforslaget, står der klart og tydeligt, at der er en dispensationsordning både i forhold til den daglige meldepligt samt i forhold til opholdskravet på Center Sandholm.

Afslutningsvis vil jeg gerne tage fat i den principielle del af diskussionen.

Der er ikke noget i vejen med, at vi stiller krav til folk, der har forbrudt sig imod det danske samfund, og som i øvrigt er blevet udvist. De er fuldstændigt frie til at forlade landet, hvis de ikke finder vilkårene tilfredsstillende, men det siger sig selv, at tidligere kriminelle med en udvisningsdom ikke kan leve videre i det danske samfund, som om ingenting er hændt. Derfor er de på tålt ophold, og derfor skal de være underlagt en række fair krav.

Karsten Lauritzen skal bl.a. deltage på valgnatten i en stor valgfest for Obama og Demokraterne i New York: “Jeg glæder mig meget til at deltage i valgfesten for Obama. Det bliver spændende at opleve stemningen på helt tæt hold og få indblik i hvordan man på ægte amerikansk holder valgfest.”

Udover valgfesten skal Karsten også deltage i valgmøder, til valg-ralley og følge en af de afgørende svingstater, Pennsylvania: “Jeg tager til Pennsylvania for at se og opleve hvordan moderne valgkampe foregår i en af de afgørende svingstater. Jeg håber at få indblik i både hvordan Republikanerne og Demokraterne arbejder samt i, hvordan medierne dækker de sidste intense dage af valgkampen og måske også samle et par gode kampagnekneb op som kan bruges i kommende valg i Danmark og Nordjylland.”

Karsten vil meget gerne fungere som kommentator fra valget og rapportere hjem til Danmark om det amerikanske valg. Han kan derfor under hele opholdet kontaktes ang. kommentarer, analyser eller lignende.

Karsten Lauritzen er 25 år, og blev valg til Folketinget i november 2007. Han er udviklingsordfører og dyrevelfærdsordfører for Venstre, og er desuden formand for Folketingets udvalg vedr. udlændinge og integration samt næstformand i udenrigsudvalget. 

For yderligere information kontakt da:

Karsten Lauritzen
Karsten.lauritzen@ft.dk, tlf: 40603502

Det siger sig selv, at demokrati og stabilitet i Afghanistan ikke skabes over en weekend, men gennem de seneste syv år har den internationale koalition, herunder de danske soldater, gjort en kæmpe forskel i kampen for frihed og demokrati: I 2005 blev der holdt det første demokratiske valg i mere end 36 år. Over 40 pct. af vælgerne var kvinder, og kvinder udgør i dag 28 pct. af parlamentet. Over fem millioner børn går nu i skole (en femdobling), og heraf er 37 pct. piger, og antallet af elever på højere uddannelser er steget fra 4.000 i 2001 til over 40.000 i dag. BNP per capita er vokset med ca. 140 pct. Der skal ikke herske tvivl om, at Danmark betaler en stor pris for deltagelsen i Afghanistan, men resultaterne viser, at den langtfra er nyttesløs. De danske soldater og deres allierede gør en kæmpeforskel for millioner af afghanere hver dag, og derfor skal det danske engagement i Afghanistan fortsætte, til vi har fuldført opgaven. Alt andet vil være at lade det afghanske folk i stikken.

Bragt i Jyllands-Posten 27. oktober 2008

Men hvem har så ansvaret for kommunernes økonomi? spørger Bjarne Jensen Kong. Kommunes økonomi påhviler det enkelt byrådet og dermed byrådsmedlemmerne og borgmesteren. Selvfølgelig er det rigtigt at staten og folketinget i samarbejdet med Kommunernes Landsforening fastlægger de overordnede økonomiske rammer, herunder vækstrammerne.

Byrådsmedlemmerne og borgmesteren i en kommune har dermed frihed under ansvar til at prioritere og fordele midlerne. I f.eks. Hjørring Kommune, hvor jeg bor, er der 3180 mio.kr. der i 2009 skal fordeles, og reguleret for prisfremskrivning m.v. er den reelle forskel ca. 77 millioner, som Hjørring Kommune har mere at bruge i 2009 frem for 2008. Det er muligvis ikke så mange penge, som byrådet kunne tænke sig, men man får jo heller ikke alt hvad man ønsker sig juleaften! De mange millioner er rammen, som folketinget og regeringen har udstukket for Hjørring kommune og den overordnede ramme tager jeg med glæde, som folketingspolitiker, ansvar for – ikke mindst fordi rammerne jo ikke indeholder besparelser eller nedskæringer, men tværtimod flere penge. Men den videre fordeling og prioritering af pengene er kommunalpolitikkernes ansvar.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 23. oktober 2008

Karsten Lauritzen pointerer, at alle vælgere der har lyst, har mulighed for at møde op og kan tage alle sager op med folketingsmedlemmet fra regeringspartiet Venstre. Alle er velkomne til en snak om stort og småt. Man behøver ikke have en bestemt sag man ønsker at drøfte, men kan blot møde op, hvis man er interesseret i at møde Karsten Lauritzen.

Væk fra osteklokken
Lauritzen forventer dog også selv at få noget ud af møderne: “Vi politikere skal ikke bilde os ind, at vi ved alt om alt. Det er netop derfor det er vigtigt, at vi politikere ikke kun befinder os i Christiansborgs osteklokke, men at vi er lydhøre overfor de mennesker, der færdes i virkeligheden og har problemerne inde på livet. Jeg håber også på, at kunne prøve nogle ideer af og modtage relevante inputs til mit politiske arbejde. Desuden er jeg optaget af at høre om, hvad der rører sig ude omkring i lokalsamfundene.”  

Planlagte møder: 
17. oktober 2008:
Tårs (hos byrådsmedlem Jens Vestergaard, Højvej 5, 9830 Tårs)

20. oktober 2008:
16-18: Løkken  (Hos byrådsmedlem Birthe Andersen, Søndergade 36, 9480 Løkken)
19-21: Sindal (Advokatfirmaet Dyrberg & partnere A/S, Vestergade 6 9870 Sindal)

27. oktober:
16-18 Vrå (Advokatfirmaet Dyrberg & partnere A/S, Østergade 16, 9760 Vrå)
19-21 Hjørring (Rådhuskælderen i Hjørring)

Foruden vil der også på nogle af træffetidspunkterne være repræsentanter for byrådet til stede

Karsten Lauritzen er 25 år, og blev valg til Folketinget i november 2007. Han er udviklingsordfører og dyrevelfærdsordfører for Venstre, og er desuden formand for Folketingets udvalg vedr. udlændinge og integration samt næstformand i udenrigsudvalget. 

For yderligere information kontakt da:
Karsten Lauritzen, Karsten.lauritzen@ft.dk, 33374505 – 40603502

Helt generelt vil jeg gerne starte med at understrege rimeligheden i, at vi stiller krav til de personer, der ønsker at blive danske statsborgere. Det at blive dansk statsborger er et privilegium, der medfører rettigheder, og derfor er det kun rimeligt at stille krav den anden vej. Retten til demokratiske rettigheder forudsætter et basalt kendskab til, hvordan det danske samfund fungerer. Indfødsretsprøven sikrer et sådant kendskab. Før regeringen og Dansk Folkeparti strammede reglerne, var det muligt at se prøven på internettet og dermed lære spørgsmålene og svarene udenad på forhånd. Det er ikke kendskab til det danske samfund, det er udenadslære!

I forhold til sprogprøven, så er det vigtigt, at personer, der ønsker dansk statsborgerskab kan tale, skrive og forstå dansk. Det er en essentiel del af det at være dansk, at man kan sproget, og de personer, som skal bestå prøven, har oven i købet mulighed for at modtage undervisning i dansk forinden. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at der er tale om, at man skal kunne dansk på 9.-10. klasses niveau, og det er altså ret afgørende at kunne mestre sproget på et nogenlunde niveau, hvis man ønsker at kunne klare sig på det danske arbejdsmarked, at kunne hjælpe sine børn med lektier og være i stand til at kommunikere med de offentlige myndigheder.

Indfødsretsprøven og sprogprøven handler ikke om, at Danmark kun er for rigtige danskere. Formålet er, at vi sikrer os, at de folk, der tildeles dansk statsborgerskab, er i stand til at klare sig i det danske demokrati med de demokratiske rettigheder og pligter, der følger med. Og der er i øvrigt ikke noget odiøst i at stille krav til kommende statsborgere; det gør lande som Holland, Canada og USA også.

Oppositionen og NORDJYSKEs leder forsøger at fremstille udlændingeaftalen som en aftale, der begrænser udlændinges mulighed for at komme til Danmark. Det er ikke alene en grov fordrejning, det er en direkte misforståelse. Udlændingeaftalen ændrer intet i forhold til dem, der ønsker at arbejde og opholde sig i landet. Den gør det faktisk lettere for de folk, der kommer til landet for enten at arbejde eller uddanne sig. Danmark har som aldrig før behov for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og det siger sig selv, at vi ville gøre Danmark og det danske arbejdsmarked en bjørnetjeneste, hvis vi gjorde det sværere at komme til landet for at arbejde. Før sommeren gjorde vi det derfor lettere at komme til landet og arbejde, da vi sammen med et bredt flertal i Folketinget gennemførte en omfattende jobplan.

Stramningerne i den nye udlændingeaftale er ikke rettet imod de udlændinge, der ønsker at arbejde i Danmark. De vedrører til gengæld de udlændinge, som ønsker at få et dansk statsborgerskab. Det er derfor forfejlet at se aftalen som et udtryk for, at vi danskere er os selv nok – faktisk gives der flere opholdstilladelse i dag, end der blev givet i 2001 før regeringen kom til.

Alene i 2007 fik 37.476 udlændinge opholdstilladelse til at arbejde eller studere. Det er over 30 procent flere end i 2006 – og knap en tredobling på dette område siden 2002, hvor godt 13.000 udlændinge kom hertil. Aftalen skal snarere ses som et udtryk for, at vi værner om det danske demokrati. Statsborgerskab er noget, man tildeles en gang for alle, og derfor er det fuldstændig legitimt, at staten stiller krav, inden den tildeler de rettigheder, som er hele fundamentet for vores demokrati. 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 8. oktober 2008

Demokratisk problem
Når jeg fastslår, at det kan være et demokratisk problem, at repræsentationen i Folketinget ikke afspejler samfundet, er det på ingen måde for at komme med udfald imod den ældre generation og fratage de ældre deres demokratiske rettigheder, fordi de eksempelvis ikke længere er på arbejdsmarkedet, eller for den sags skyld indskrænke OAP’s mulighed for at deltage i en demokratisk debat, fordi denne er bosat i Spanien og befinder sig på lang afstand af dagligdagens Danmark.
I stedet taler jeg om at udvide demokratiet.

Op ad bakke
Jeg synes naturligvis selv, at jeg har en masse at byde på og mener bestemt ikke, at perspektiverne for et bredere sammensat folketing skræmmer. Jeg kan dog godt se, at det er op ad bakke at argumentere med OAP om dette, når han ligefrem karakteriserer det som galt, at Folketinget for 30 år siden sænkede valgretsalderen til 18 år.

Jeg tillod mig i JP (10/9) at pointere, at det er vigtigt, at flere unge mennesker engagerer sig i politik. Ikke fordi jeg på nogen måde benægter, at erfaring er en god ting. Som jeg dokumenterede i mit læserbrev, er der da også masser af erfaring i det danske folketing. Gruppen af 40-69-årige udgør halvdelen af vælgerne, men i Folketinget sidder de på mere end 66 pct. af pladserne. Vi skal ikke tvangsopstille unge. Jeg pointerer blot, at vi politikere har en forpligtelse til at kommunikere politik på en nærværende måde og være åbne for unges demokratiske deltagelse i samfundet.

Unge byder godt ind
Jeg mener, at unge kan have meget at byde på i dansk politik. Vi kommer med nogle helt andre, friske indtryk og nye syn på mange ting – eksempelvis uddannelsessystemet. Samtidig anerkender jeg selvfølgelig, at mange af mine ældre kollegaer kan have en bedre indsigt i sådan noget som arbejdsmarkedsforhold.
Pointen er, at der skal være en rimelig balance for at sikre, at vores demokrati også afspejler vores samfund. Når forskellen mellem demokratiet og samfundet bliver for stor, udgør det et problem, fordi grupper i samfundet kan føle, at de bliver hægtet af.

Bragt i Jyllands-Posten 23. september 2008

Nøjagtig som Sovjets invasion af Ungarn i 1956, hvor danskerne var meget engagerede med indsamlinger og støtte til de mange flygtninge som kom til Danmark, så er også denne krise noget som optager os alle. EU kan indføre forskellige sanktioner over for Rusland, som ikke skader befolkningen og den økonomiske fremgang i landet, men som udelukkende rammer Kreml og magthavernes forfængelighed.

En papirtiger
For det første kan EU opfordre til at Rusland bliver smidt ud af Europarådet. Rusland har igennem flere år massivt overtrådt samtlige af de krav, som stilles til medlemmer af Europarådet – alene krigen i Tjetjenien burde resultere i eksklusion af Europarådet. Invasionen af Georgien, som også er medlem af Europarådet, er dog dråben som bør få bægeret til at flyde over. Er det ikke argument nok, så kan man altid henvise til, at Rusland er en notorisk dårlig betaler af medlemsbidraget til Europarådet, så det alene betyder, at landet ikke er berettiget til at være medlem.

Det har meget få praktiske konsekvenser for Rusland, hvis landet bliver ekskluderet, eller medlemskabet bliver sat på standby. Europarådet er dybest set en papirtiger uden indflydelse på særligt meget, til gengæld betyder det et stort prestigetab for Rusland. Endelig skal man heller ikke glemme, at fortsat russisk medlemskab af Europarådet underminerer de værdier som Europarådet bygger på. Hvordan kan en international organisation hævde at forsvare menneskerettighederne og freden, hvis dets største medlemsland fører kolonikrig i Tjetjenien og invaderer Georgien uden andre konsekvenser end et par forkølede resolutioner?

En anden sanktion, som EU kan presse på for, er at få Rusland frataget værtskabet for vinter OL i Sochi i 2014. Det har ligeledes en stor symbolsk betydning for magthaverne i Kreml, og vil være et enormt prestigetab for Medveded og Putin. Imidlertid vil det ikke have negative konsekvenser for den almindelige russer, og derfor er det sammen med eksklusionen af Europarådet to realistiske sanktioner som EU bør søge at indføre.

Bragt i Information 22. september 2008

Regeringen afsætter i dette års finanslov 200 millioner kroner til klimapuljen. Men det er ifølge de radikale ikke nok. De vil have, at der skal afsættes i alt 450 millioner kroner på finansloven lige nu. Regeringens målsætning minder om de radikales; man vil, som det står i regeringsgrundlaget, gradvist over de næste år afsætte nogenlunde samme beløb nemlig en halv milliard kroner. Den markante forskel er dog, at vi ikke vil bruge pengene nu, men først efter afholdelsen af klimatopmødet i 2009. Vi vil nemlig sikre os, at midlerne kommer til at indgå som et led i en global strategi og sammenhæng, da det er den eneste måde, hvorpå pengene kan bruges til at gøre en forskel. I modsætning til de radikale, bilder vi os ikke ind, at Danmark kan agere enmandshær, og på egen hånd løse klimaforandringerne i u-landene – og det uanset om vi bruger 200 millioner eller 2 milliarder. Vi er godt klar over, at Danmarks bidrag alene forslår som en skrædder i helvede. Derfor skal penge gives i en global kontekst. Det skylder vi at gøre, både over for u-landene og over for de danske skatteborgere, som jo betaler.

Bragt i Information 12. september 2008

Afslaget ærgrer, ifølge avisen, naturligvis den fungerende formand for Børne- og Undervisningsudvalget, Thomas Mark (R), for det betyder, at de midler der kunne være sparet ved en fælles administration og ledelse må findes på en anden måde samt at de tilsvarende faglige forbedringer i undervisningen også mistes.

Der er dog håb forude for Hjørring kommune og de mange andre kommuner, der ønsker at lave fælles ledelse af skolerne og således spare penge på administration – penge der i stedet kan bruges på bedre undervisning. Håbet skyldes, at Regeringen igennem hele foråret har forhandlet med partierne bag Folkeskoleforliget om at ændre reglerne og har planlagt at fremsætte et lovforslag i løbet af efteråret. Det lovforslag vil forhåbentlig gøre det muligt at tillade alle former for fællesledelse uanset skolernes størrelse. Overstående planer er også nævnt i “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi 2009″. Det er kort sagt noget der arbejdes intenst på fra regeringens side og forhåbentlig kan man fra næste skoleår lave fællesledelse på de skoler man ønsker.

Dog kræver dette at partierne i forligskredsen kan blive enige. Nogle, herunder særligt de Radikale, træder i øjeblikket på bremsen i forhold til at nå en løsning, fordi de er bekymrede over at tillade større skoler og fællesledelse. Derfor vil jeg da gerne opfordre Thomas Mark (R) til at tage kontakt til hans lokale folketingsmedlem, og tilfældigvis også ordfører på forhandlingen, Marianne Jelved, og gøre hende opmærksom på at man i hendes egen valgkreds har et stort ønske om at muliggøre fælles skoleledelse.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 10. september 2008

At der bliver flere ældre, behøver isoleret set ikke at være et problem – men sammenholdt med, at generationer af unge i dag er klart underrepræsenterede i politik, kan det forskyde nogle af de grundlæggende balancer mellem unge og ældre i samfundet. Derfor er der brug for flere unge i politik.

Da det nuværende folketing blev sammensat, var det af en befolkning, hvor gennemsnitsalderen var over 48 år. Tæller man alle dem med, som ikke har stemmeret, så er gennemsnittet i befolkningens alder kun 39 år.

Et demokratisk problem
Kigger man på gruppen af 18-29-årige, så udgør de mere end 17 pct. af vælgerne. Men i Folketinget er det kun 7 procent af medlemmerne, der er i den aldersgruppe.

Det modsatte billede gør sig gældende for de ældre. Gruppen af 40-69-årige udgør halvdelen af vælgerne, men i Folketinget sidder de på mere end 66 pct. af pladserne. Selvfølgelig er ens politiske ståsted ikke udelukkende betinget af ens alder. Men når generationer af unge ikke er særligt godt repræsenteret i demokratiet, udgør det et problem, fordi det risikerer at skabe afmagt og mistillid til det politiske system. Det er en fælles udfordring at give unge mod på og lyst til at gå ind i politik, så de på den måde kan være med til at forbedre deres hverdag. Demokratiet har brug for nye øjne, nye ideer, nye måder at gøre tingene på. Det kan de unge levere. Men det kræver også, at politikken flytter sig derud, hvor de unge er. På Facebook, på skolerne, på diskotekerne.

Ansvar og tillid
De unge skal tage ansvar for deres eget liv og samfundet som sådan, men nogle gange bliver politiske diskussioner så alvorlige, at de skræmmer de fleste almindelige unge væk. Der er ligeledes brug for, at politikerne over en bred kam viser mere tillid til de unge. Udviklingen går desværre i den modsatte retning, hvilket blandt andet kommer til udtryk med den seneste indførelse af aldersgrænse for indkøb af tobak på 18 år og diskussionen om det samme med alkohol.
Og så har vi brug for at diskutere, om ikke det er på tide, at flere unge får adgang til det direkte demokrati. Vi bør derfor overveje, om valgretsalderen skal sænkes. Det er 30 år siden, valgretsalderen blev sænket til de nuværende 18 år. Siden da er der sket meget.
Unge bliver ansvarliggjort i en tidligere alder, og samfundet stiller store krav til de unge, der hele tiden skal træffe mange forskellige valg. Derfor bør Folketinget vise tillid til de unge, der er parat til at tage ansvar.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2008

Bragt i Jyllands-Posten 30. august 2008

Konkret gives der 1,4 mia. mere til forskning og næsten to mia. til at sikre at flere får en uddannelse i form af flere uddannelsespladser, øget kvalitet i undervisningen og øget efteruddannelse. Trepartsaftalen fra 2007 styrkes også og det betyder, at læreruddannelsen får flere midler og at sygeplejerskerne kan se frem til mere efteruddannelse.

Personligt glæder det mig meget, at finansloven for 2009 forbedrer økonomien på både gymnasier, HHX og på de videregående uddannelser. Under SR-regeringen blev der skabt en stor økonomisk uligevægt imellem hvad en handelsskole får pr. handelsskoleelev og hvad et gymnasium får pr. gymnasieelev.

Da Bertel Haarder tiltrådte som undervisningsminister, startede han et udvalgsarbejde, der skulle kortlægge om der var en saglig begrundelse for at gymnasierne fik så mange flere penge end handelsskolerne. Det arbejde viste, at der tildeles var en saglig begrundelse for forskellen. F.eks. har gymnasieeleverne, i modsætning til handelsskoleeleverne, fysik og biologi – fag som udstyrsmæssigt er meget dyre. Men udvalgsarbejdet viste samtidig også, at der var en uforklarlig forskel mellem de to uddannelser på over 6000 kr. pr. elev. Den forskel har regeringen igennem de sidste to år udlignet. I 2008 hævede vi taxametret med ca. 4000 kr. pr. elev og med finansloven for 2009 vil vi hæve det med yderligere 1400 kr. pr. elev årligt. Dermed får HHX samlet 131 mio. kr. ekstra i forhold til 2007 – ikke ved at tage penge fra gymnasieleverne, men ved at tilføre handelsskolerne flere penge. Dermed håber jeg, at vi med finansloven for 2009 får mange glade handelsskoleelever og lærere.

Gymnasierne har dog også noget at glæde sig over, for de får, som lovet, frigivet de 144 mio. kr. som de skulle spare op i forbindelse med sidste års finanslovsaftale. Og også blandt de studerende på videregående uddannelser er der grund til at være glad – de får nemlig med finansloven for 2009 lov til at arbejde mere uden at skulle tilbagebetale SU, helt præcist 1500 kr. mere om måneden i fribeløb.

Så jeg håber, at de studerende i Danmark, uanset om de går på gymnasium, handelsskole eller på en videregående uddannelse, er glade for finansloven, for det er en finanslov hvor finansministeren har haft meget i posen til dem.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 29. august 2008

Lauritzen udtaler: “Jeg er helt på linie med trafikøkonom Uffe Jacobsen, og har meget svært ved at tage undersøgelsen, som Trafikministeriet har fået foretaget, alvorligt. Jeg accepterer simpelthen ikke den afvisning, som Carina Christensen er kommet med. Kattegatbroen er en rigtig god ide, og er helt sikkert en god investering for samfundet. En sådan bro vil binde Jylland sammen med Sjælland og sikre vækst og udvikling i hele Danmark, og herunder i høj grad i Nordjylland.”

Han fortsætter: “Vi har kun gode erfaringer med at bygge broer i Danmark. Jeg må derfor kort og godt sige til trafikministeren: Det er en om’er!” 

Karsten Lauritzen vil tage sagen op i Venstres folketingsgruppe, hvor han håber på, at kunne finde opbakning til, at projektet, vedrørende en kattegatbro, kører videre.  

For yderligere oplysninger eller kommentarer kan Karsten Lauritzen kontaktes på telefon 3337 4505 eller 40603502 samt e-mail karsten.lauritzen@ft.dk.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 26. juni 2008

Næsten inden støvet havde lagt sig i Islamabad efter terrorangrebet mod den danske ambassade, var de radikales leder Margrethe Vestager ude med kritik af den danske udenrigspolitiske linje. Timingen kunne nok have været bedre, og formuleringerne blev nok lidt hårdere, end Vestager ønskede. Trods dette vil vi gerne slå to ting fast: Danmark vil ikke ændre sin udenrigspolitiske kurs som følge af terrorangrebet; og et terrorangreb forhindrer ikke, at vi tager debatten, om kursen er den rigtige.

Det bliver ofte antaget som en sandhed, at ‘Danmark ligger i hælene på USA’ i udenrigspolitikken. Og en forsker har i kølvandet på terrorangrebet i Pakistan sågar, lidt nidkært, tilføjet, at Danmark nok ikke i længden kan ‘opretholde den høje cigarføring’. Det er et forkert billede, som her bliver tegnet. Naturligvis står Danmark sammen med USA, dette skal ikke be-tvivles. Men i praksis ligger vi tættere op af englænderne, hvilket forskerne naturligvis også ved. Men Danmarks aktivistiske udenrigspolitik dikteres hverken af briterne eller amerikanerne. Vi har støttet op under Golfkrigen, den hårde linje over for Saddam Hussein samt på Balkan i 1990′erne, og vi har fulgt op med bidrag i Afghanistan og i Irak. Men vores aktivistiske udenrigspolitik rækker meget videre end det. Hele vores ulandsbistand er aktivistisk – vi fokuserer den, så vi kan skabe størst fremgang, vi står i spidsen i kampen for kvinders rettigheder og ligestilling og stiller krav om good governance og meget mere, og vi er et forgangsland, når det drejer sig om god bistand. Faktisk har briterne for nylig været på besøg i København, netop for at lære af Danmark.

Smådriftsfordele
Ofte er der stemmer i medierne, som hævder, at Danmark er blevet fjendtlig, og at mange ønsker sig tilbage til en tid, hvor vi mest var kendt for gode mælkeprodukter. Danmark er stadig kendt for vores mælk og feta, men det er ikke rigtigt, at vi er fjendtlige. Vi ønsker dog, at Danmark skal være offensiv i internationalt samarbejde. Vi skal ikke lade os kue af, at vi er et lille land, men udnytte de ‘smådriftsfordele’ et lille land har til at påvirke dagsordenen i storpolitikken. Dette har Danmark bl.a. gjort, da vi engagerede os i Baltikums optagelse i NATO, og det sker nu, hvor vi i højere grad målretter vores bistand omkring en række nøglelande – fortrinsvis i Afrika – frem for at sprede bistanden som et tyndt lag ud over det hele. Dette er en ny måde at tænke udviklingspolitik og udenrigspolitik sammen på, og det kræver også en ny proces i Centraladministrationen.

Det koster at ville ændre
At føre udenrigspolitik kan karakteriseres som at gøre brug af en værktøjskasse. Det, der har kendetegnet den danske udenrigspolitik siden 2001, er ikke, at vi har været ‘USA’s halehæng’. Det er snarere, at vi ikke har været bange for at benytte os af alle de udenrigspolitiske værktøjer, som står til vores rådighed. Opgaven har været at bruge de rette værktøjer til at løse de opgaver, vi står overfor. I Afghanistan har vi måttet gøre brug af alle værktøjer; både militære midler samt aktiv bistandspolitik. I Afrika er situationen en anden. Her kan Danmark spille en central rolle gennem fokus på bistand og opfyldelse af FN’s 2015 mål. Og det er, hvad vi gør i dag.

Danmark har vist, at vi tør stikke næsen frem i kampen for demokratiske værdier. Vi tør spille en aktiv rolle i kampen mod islamisk ekstremisme og overlader ikke blot opgaven til andre og større lande. Men det at gøre en forskel har en pris, og det skal vi turde erkende. Forrige mandags angreb på den danske ambassade i Islamabad er det hidtil mest omfattende og frygt-indgydende eksempel på dette. Vi fordømmer angrebet på det kraftigste, men vi står fast på kursen, også selvom det også i fremtiden vil betyde tab af uskyldige menneskeliv.

Værd at kæmpe for
Kofi Annan beskrev i en af sine sidste taler som FN’s generalsekretær vigtigheden af selv at leve det, som man ude i verden kæmper for. Annan fortalte om dette med henvisning til uhyggelighederne i Abu Ghraib og krænkelserne i forbindelse med Guantánamo. Begivenheder, som vi fra dansk side ligeledes fordømmer på det kraftigste. Men vi bør også se på os selv i forhold til det, Annan beskrev. Hvordan skal vi kritisere behandlingen af medier og den stigende censur i Kina, i Rusland og i alt for mange lande i Mellemøsten, hvis vi selv konstant skal ud og fordømme og forbyde tegninger i aviser, bøger, film og kunst på museerne? Skal vi lade andre klare de tunge forpligtelser i Afghanistan og andre dele af verden, fordi vores ambassader trues af militante galninge? Og tror vi virkelig, at dette vil mildne terroristerne?

Den 5. juni var Grundlovsdag og giver hvert år anledning til at tænke over de rettigheder og de muligheder, vi har i Danmark. Vi mener, at disse rettigheder og muligheder er så vigtige, at de er værd at kæmpe for. Det har omkostninger at stå op for dette, men vi mener, det er det rigtige at kæmpe for.

Bragt i Information 18. juni 2008

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 13. juni 2008

Enhedslisten giver efter min mening udtryk for en misforstået humanitet, når de på den måde holder hånden over forbrydere af værste karakter. Naturligvis skal de indvandrere, der idømmes en udvisningsdom, hjemsendes, når mulighederne byder sig. Det er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt, hvilken usikker fremtid de sendes hjem til. Det skulle de have tænkt over, inden de kom til vores land og begik alvorlig personfarlig kriminalitet.

Når man idømmes en udvisningsdom af danske domstole, har man begået alvorlig kriminalitet. Der er ikke blot tale om en undskyldelig fartbøde. Det betyder, at man fuldstændig har tilsidesat de værdier og normer, der gælder i vores samfund og i den grad har forbrudt sig imod det.

Situationen er at sammenligne med at lukke en nødlidende ind i sit hjem og give denne husly, hvorefter vedkommende så stjæler ens pung og voldtager ens datter. Sker det, må man skride til alvorlige sanktioner, og da som minimum smide vedkommende på porten. Flygtningenævnet, som har domstolslignende karakter, har fastslået, at de kan hjemsendes, og den irakiske regering har godkendt modtagelsen. Resten er blot en proceduresag. Disse kriminelle irakere fortjener ingen sympati eller hjælp fra Danmarks side overhovedet.

Endnu en gang må jeg glæde mig over, at Enhedslisten absolut ingen indflydelse har på dansk politik, og at der ikke sidder en socialdemokratisk regering, som er afhængig af listens stemmer. Så var det ikke godt at vide, hvilken stilling regeringen ville indtage i sagen.

Karsten Lauritzen er medlem af Folketinget for Venstre og formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg

Bragt i Kristeligt Dagblad 13. juni 2008

“I mandags blev den danske ambassade i Islamabad i Pakistan bombet. Angrebet var et angreb på Danmark og på de demokratiske værdier, og det understreger endnu engang hvor højaktuel problematikken omkring terror og kampen for demokrati er. Derfor vil min grundlovstale på torsdag tage udgangspunkt i hvor vigtigt det er vi holder fast i kampen for demokrati og frihed. Hvis vi opgiver kampen går vi terroristernes ærinde, og derfor er det altafgørende at vi holder fast i vores kurs og fortsætter vores engagement i Afghanistan og i andre steder af verden” udtaler Karsten Lauritzen.

På grundlovsmødet vil der også være en grundlovstale af trafikforsker Harry Lahrmann, der vil give en helt ny vinkel på trafikproblematikkken i Danmark.

Grundlovsmødet foregår torsdag den 5. juni kl. 13.30 på Uggerhøjvej 43 i Uggerby.

For yderligere oplysninger kan Karsten Lauritzen træffes på telefon 3337 4505 mobil 4060 3502 eller e-mail karsten.lauritzen@ft.dk

Nordjylland har oplevet voldsomme episoder med helt unge mennesker der begår kriminalitet. Nordjylland bør derfor gå foran i kampen for at få de unge på ret køl igen: “Jeg vil opfordre Nordjyllands politi til at overveje, hvorvidt de vil indgå i en forsøgsordning angående weekendfængsel til unge i alderen 15 til 18 år” udtaler Karsten Lauritzen, som er valgt for Venstre i Hjørring og er medlem af Folketingets retsudvalg.

Karsten Lauritzen vil løfte projektet i Folketinget, hvis Nordjyllands politi er interesseret: “Politiet er i forvejen involveret i forbindelse med håndtering af helt unge kriminelle i form af ungdomssanktioner, ungdomskontrakter mv. Det er derfor naturligt, at politiet tager stilling til, om de vil indgå i en forsøgsordning. Hvis de er interesseret, vil jeg gerne forsøge at løfte projektet i Folketinget og tage fat i justitsministeren. Det er klart at formaliteterne og lovgivningen skal være på plads, før et forsøgsprojekt kan gennemføres, men jeg lytter mig til, at der er bred politisk opbakning til forslaget, og det bør derfor ikke være umuligt at stable på benene.” 

Den unge politiker er begejstret for ideen, som oprindeligt blev luftet af politidirektør Hanne Bech Hansen: “Jeg synes ideen om fængsel i weekenderne til de helt unge er en rigtig god ide. Det vil være en hård sanktion for et ungt menneske, der således oplever konsekvens af sine handlinger, men samtidig er det en god mulighed for at fastholde den unge i job, uddannelse mv., og dermed forhindre en kriminel løbebane.” udtaler Karsten Lauritzen, MF (V)

Karsten Lauritzen er dog ikke blind for, at der kan være problemer med ordningen: “Jeg kan sagtens se, at ordningen kan have utilsigtet bivirkninger. Eksempelvis kan man forestille sig, at man i stedet tog i byen med vennerne torsdag aften og skippede skolen om fredagen. Jeg mener derfor, vi bør gennemføre en forsøgsordning, så vi kan gøre os nogle relevante erfaringer og i den proces, mener jeg, at Nordjylland skal gå foran.”

Karsten Lauritzen vil endvidere tage ideen om weekendfængsel til helt unge mennesker med i det videre arbejde med det landspolitiske netværk for ungdomskriminalitet og forebyggelse, som Venstre har gjort Karsten Lauritzen til formand for.

For yderligere oplysninger kan Karsten Lauritzen træffes på telefon 3337 4505 mobil 4060 3502 eller e-mail karsten.lauritzen@ft.dk

Det er præcist det, Peder Hvelplund gør i sit læserbrev.

Citatet fra Søren Gade lyder i sin helhed således: “for vi kan kun hjælpe os selv ved, at afghanerne får et bedre liv og ikke henfalder til et styre som Taleban. Men for mig har det aldrig været nogen hemmelighed, at vi er der primært for vores egen skyld, og så er effekten, at vi også hjælper afghanerne.” Lidt længere nede i teksten siger han “Og hvis vi skal forhindre, at et Taleban-lignende styre vender tilbage er den eneste vej en form for demokrati.” Hvordan overstående to citater kan blive til, at regeringen ikke tror på, eller ønsker, demokrati i Afghanistan er mig ubegribeligt.

Citaterne understreger, hvad jeg tidligere har skrevet i NORDJYSKE, at demokrati er den eneste vej frem i Afghanistan både for afghanerne, men også for os. For hvis Taleban vinder kampen om Afghanistan bliver landet igen en armerede for terrorister.

Og vi kunne selvfølgelig blive ved med at kaste citater i hovedet på hinanden uden at komme nogle steder, men blot spilde spalteplads! Så kære Peder Hvelplund, jeg synes at vi i skal fremføre vores egne holdninger og argumenter og diskutere på baggrund af dem frem for at smide omkring med citater.

I den forbindelse vil jeg gerne bede dig argumentere for, hvorfor du og Enhedslisten mener, at Afghanistan var et bedre sted at være under Taleban-regimet end det er at være der i dag? Og hvorfor Enhedslisten ikke mener, der kan skabes demokrati i Afghanistan? Er det måske, fordi afghanerne ikke fortjener demokrati?

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 28. maj 2008

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 16. maj 2008

Karsten Lauritzen: “Det er et spændende arbejde, som jeg er blevet betroet af Venstres hovedbestyrelse. Vi har efter min opfattelse massive problemer med ungdomskriminalitet både med hensyn til meningsløs vold i nattelivet, bandekriminalitet, bål og brand i gaderne og manglende respekt for politi og domstole.”

Han fortsætter: “Der er behov for, at der sker noget på området, og at de unge langt hurtigere oplever, at deres handlinger har konsekvenser - vi skal således gøre op med misforstået blødsøden mentalitet og være langt mere konsekvente i vores tilgang. Jeg er derfor glad for at Venstre har sat mig i spidsen for et større udredningsarbejde, der skal kigge på området og komme med konkrete anbefalinger til både lokalpolitikere og folketingspolitikere.”

Karsten Lauritzen mener dog også, det er vigtigt, at sætte fokus på den socialpædagogiske indsats. “Jeg er såmænd ikke afvisende overfor at nogle af problemerne med ungdomskriminalitet skyldes sociale forhold, og det er derfor også vigtigt for mig at få afdækket, om den indsats kommunerne gør i dag er god nok. Alle sten skal vendes, hvis det skal lykkedes os at vende den kedelige udvikling” udtaler Karsten Lauritzen.

Formålet med netværket er at engagere interesserede Venstremedlemmer og Venstres folkevalgte i relation til emnet ungdomskriminalitet og forebyggelse. Netværket skal udvikle og indhente ideer og eksempler på opgaveløsning både på landsplan og lokalpolitisk. Netværket skal ligeledes være i dialog med parterne på området og formidle en debat imellem Venstres folketingsgruppe og Venstres medlemmer. Arbejdet skal munde ud i en rapport, der skal bruges i kommunalvalgkampen i 2009 og forelægge anbefalinger til Venstres folketingsgruppe og folkevalgte rundt omkring i landet. Netværket afholder i løbet af det næste år en række møder og konferencer med deltagelse af relevante aktører, der skal lægge en baggrund for udredningsarbejdet.

For mere info eller uddybninger kan Karsten Lauritzen, MF (V) træffes på telefon 3337 4505 eller e-mail karsten.lauritzen@ft.dk

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 29. april 2008

Krav til reformproces
Bistandsmidlerne skal bruges som et aktivt redskab, og derfor skal Danmark stille en række konkrete, demokratifremmende krav til Zimbabwes reformproces. Der skal være fokus på den private ejendomsret, som ikke blot er demokratifremmende, men en forudsætning for demokrati. Vi skal kræve, at regeringen gennemfører reformer med fokus på den private ejendomsret og stille krav om god regeringsførelse. Danmark skal derfor aktivt bidrage til, at landet både har en regering og en opposition. Desuden skal Zimbabwe have et uafhængigt retsvæsen, der kan virke som en kontrolinstans over for evt. korrupte politikere.
Oppositionsleder Morgan Tsvangirai kan ikke skabe demokrati alene, men Zimbabwe står muligvis over for en ny begyndelse. Her kan og bør Danmark spille en aktiv rolle og bidrage til, at Tsvangirai bliver en demokratisk leder og ikke blot en ny despot.

For det første finder jeg det usagligt at foreslå et dyreværnspoliti blot få måneder efter politiet – som en del af Politireformen – så småt har påbegyndt implementeringen af nogle nye dyreværnsenheder. Formålet med dyreværnsenhederne er at give politiet de fornødne værktøjer til at sikre at dyrevelfærdslovgivningen ikke bliver overtrådt gang på gang uden at det har nogen konsekvenser. Jeg mener, at vi skylder alle at se resultatet af disse dyreværnsenheder, før vi begynder at føre hurtig signalpolitik ved at indføre et dyreværnspoliti. For det andet er jeg også af mere principielle årsager imod et dyreværnspoliti. Jeg går ind for et enhedspoliti, og jeg er fuldstændig overbevist om, at et dyreværnspoliti vil være en glidebane:Hvis vi skal have et dyreværnspoliti, hvorfor skal vi så ikke også have et børnepoliti? Og hvor går grænsen for dyreværnspolitiets beføjelser? Vi ved fra tidligere dyremishandlingssager, at de ofte forårsages af sociale problemer hos ejeren, og det ville et dyreværnspoliti jo i sagens natur ikke kunne gribe ind over for. Skal de så ringe til det ‘rigtige’ politi og få dem til at tage sig af ejeren? Det er ikke alene irrationelt, det er også totalt spild af ressourcer!
Problemerne omkring dyremishandling skal løses, men det sker ikke gennem hurtige Christiansborg-løsninger. Politiet fortjener arbejdsro, og vi er nødt til at se resultaterne af politiets nye dyreværnsenheder før vi tager nye initiativer.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 7. april 2008