Lad mig starte med at understrege at vi tager asylbørnenes velbefindende meget alvorligt. Desværre kunne man dog – med rette – tvivle på om det overhovedet er det vi har diskuteret den seneste uge. Anledningen til diskussionen har været en såkaldt ”ekspertrapport”, som fuldstændig ukritisk blev gengivet i TV2-Nyhederne, og en række andre medier. ”Rapporten” konkluderede at samtlige af de 21 undersøgte asylbørn havde psykiske forstyrrelser. En meget skræmmende konklusion, som burde have været under en kritisk journalistisk lup, for ved lidt nærmere eftersyn viser det sig, at det er en frivillig undersøgelse udført af en række psykiatere, der tidligere har været meget politisk aktive i asyldebatten. Ydermere har det ikke været muligt for nogen, at få udleveret den såkaldte rapport – det har kun været muligt at se fem A4-sider skrevet i et word-dokument. Af dette dokument fremgår hverken undersøgelsens metode, herunder om de eksempelvis har anvendt tolk, eller dokumentation for data og konklusioner. Medierne kunne altså med rette have stillet spørgsmålstegn til ”rapportens” objektivitet. I stedet valgte de at lave nem sensationsjournalistik, der efter alt at dømme ingen hold har i virkeligheden. Det er sørgeligt men desværre sandt.

Jeg ved ikke, hvad den pågældende journalist vil kalde Tøger Seidenfadens og Politikens seneste mediestunt med Irak Centeret, men vel næppe for ”uafhængig” og ”saglig” journalistik. Irak Centeret understreger nemlig en gang for alle, at Politiken har en bevidst redaktionel linje om at være imod regeringens udlændingepolitik. Tøger Seidenfaden fører med hans Irak Center direkte politisk aktivisme og det har konsekvenser for Politikens troværdighed. Og det sker på bekostning af avisens saglighed og seriøsitet. Jeg ved nu som politisk beslutningstager, at når Politikens journalister ringer til mig om integrations- og udlændingeområdet, så er vinklen allerede fastlagt på forhånd, uanset hvad der er faglighed eller saglighed i den pågældende sag. Jeg synes personligt, at det er synd og sørgeligt, at se Politiken arbejde sig væk fra den saglige og uafhængige kritiske journalistik, til fordel for en useriøs politisk aktivisme, hvis eneste formål synes at være, at styrke Tøger Seidenfadens ego og Politikens oplagstal.            

Tøger Seidenfaden har med sit Irak Center og Politikens kampagne ikke blot taget de afviste irakere som gidsler i hans kamp imod regeringens udlændingepolitik. Han har også taget sine egne journalister som gidsler, for fremover vil det være oplagt at stille spørgsmålstegn ved Politikens – og derfor også journalisternes – troværdighed som garanter for uafhængig og seriøs journalistik.

[...]
Humanister eller hyklere?
En ægte humanist har ikke behov for at prale med sine bedrifter og stille sig op i offentligheden og pudse sin glorie, som Lykkehjulets Bendt Burg gjorde det i BT. Nej, en ægte humanist, en ægte velgører, lever bedst i anonymitetens skygge. Velgørere, der stiller sig frem og praler med deres godhed, har næsten altid en bagvedliggende dagsorden. Det er der umiddelbart ingenting i vejen med, når bare man er åben og ærlig om sin dagsorden. Mange vil nok kritisere mig for denne bredside af anklager mod nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere og forfattere, og derfor vil jeg give dem en mulighed for at vise, at jeg tager fejl og bevise, at de er ægte humanister. I så fald skal jeg tage mine ord i mig igen og sige undskyld! En række af de 92 kendte danskere, som har tilkendegivet, at de vil skjule en afvist iraker for politiet, får penge på finansloven, fordi de er kunstnere. De er på den lukrative ordning kaldet ”Livsvarige ydelser for kunstnere”, hvor Statens Kunstfond hvert år giver 275 kunstnere, forfattere, filminstruktører og andre kulturpersonligheder en større sum penge. I alt uddeles der i år 26,3 mio. kr. til disse 275 personer, som har været så heldige at komme på listen indtil den dag, de dør. Kunstnerne modtager hvert år i gennemsnit 100.000 kr. af skatteborgernes penge. Nogle af de heldige kunstnere er bl.a. forfatter og musiker Benny Andersen, filminstruktør Christian Braad Thomsen og forfatter Kirsten Thorup. Alle tre kunstnere står på Kirkeasyls liste over folk, hvis ”humanistiske” hjerte byder dem at bryde loven for irakerne. Hvis eksempelvis Benny Andersen var ægte humanist, og ikke blot ”retorisk humanist”, så kunne han donere sin livsvarige ydelse til FN’s flygtningeorganisation UNHCR, som hjælper rigtige flygtninge i Iraks nærområder, hvor der er 1,5 mio. flygtninge i Jordan og Syrien. Det anslås, at UNHCR i gennemsnit bruger $50 pr. flygtning de hjælper. De $50 svarer til 250 kr. og det vil derfor sige, at Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup tilsammen hvert år kunne hjælpe 1200 flygtninge, hvis de gav deres kunstnerstøtte til UNHCR. Det ville gøre en langt større forskel på den måde at hjælpe langt flere mennesker i reel nød. Det er lige før, jeg vil foreslå kulturminister Carina Christensen at skrive et personligt brev til de tre og foreslå dem frivilligt at indvillige i at donere pengene til UNHCR. Jeg tror dog ikke, at det er for meget at påstå, at et sådant brev er nyttesløst, for det vil de tre kunstnere selvfølgelig ikke være med til. ”Det er at blande tingene sammen” vil de sikkert sige. Eller ”sådan kan man ikke argumentere”. Men hvorfor kan man ikke det? Svaret er ganske enkelt, og de fleste har nok gættet det: for så vil de tre kendte kulturpersonligheder blive afsløret som dobbeltmoralister og venstreorienterede hyklere. De vil gerne sole sig i den opmærksomhed, det giver dem offentligt at erklære sig som ”humanister”, men når det kommer til at sætte handling bag ordene, så sker der ingenting. Hvis Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup var ægte humanister, så ville de med glæde veksle deres livslange kunstnerstøtte til flygtningehjælp i nærområderne i Irak, hvor nøden er størst. Hvis de – stik imod min forventning – tager udfordringen op, så vil jeg med stor glæde anerkende, at jeg har taget fejl, og i stedet glæde mig over de 1200 flygtninge, som nu kan se frem til at blive hjulpet ud af den ulykkelige situation, de står i. 

[...]

Den ”humanisme”, de udviser, er en fuldstændig gratis omgang og kan ikke betegnes som andet en tom retorik. Kirkeasyl, de venstreorienterede og især kunstnerne forsøger at fremstille sig selv som de ”bedre” mennesker. Det, de imidlertid synes at glemme, er, at gode mennesker ikke har det i munden, men i handlingerne. Det er derfor også kvalmende, når de – i øvrigt ofte – ynder at sammenligne sagen om de afviste irakere med vilkårene under Anden Verdenskrig ved nærmest at fremstille og sidestille sig selv med dem, der hjalp jøderne til Sverige. Den sammenligning siger alt om Kirkeasyl, kunstnerne og de venstreorienterede. Under Anden Verdenskrig satte folk deres liv på spil for at hjælpe forfulgte jøder. Jøder, der virkelig var forfulgte blot pga. deres etniske og religiøse oprindelse. Irakerne er ikke individuelt forfulgte, i så fald ville de have fået asyl i Danmark. Det grænser til det patetiske og selvfede, når Kirkeasyl, kunstnere og de venstreorienterede skriver deres navn på en liste og erklærer, at de rent hypotetisk ville hjælpe, hvis de blev sat i den situation. Prisen: sandsynligvis ingen og da højest en bøde. Denne sammenligning illustrerer hele denne artikels pointe: Støtten til irakerne har intet med ægte humanisme at gøre.

Hvad der til gengæld er overraskende er oppositionens reaktion på – eller mere præcist, mangel på reaktion på – menneskerettighedsdomstolens afgørelse.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har de seneste mange måneder tordnet mod regeringen, og nægtet at acceptere hjemsendelserne af irakerne med henvisning til at det er imod UNHCR’s anbefalinger. Oppositionen har følt sig hævet over Flygtningenævnets ekspertise og afgørelser og ment at de har bedre indblik i vilkårene i Irak end Flygtningenævnet har.

Det er interessante spørgsmål er nu, føler de sig også hævet over Menneskerettighedsdomstolens afgørelser? Sandsynligvis, for ingen af oppositionspartierne har end dog kommenteret afgørelsen. Blot pinlig tavshed. Så er det åbenbart ikke længere så vigtigt at lytte til FN og konventionerne!

Netop denne reaktion viser hele sagens kerne. Oppositionen griber ethvert argument, der giver dem en mulighed for at så tvivl om regeringens såvel som myndighedernes troværdighed: de sår tvivl om hjemsendelsesaftalens gyldighed, hævder at regeringen kan give irakerne humanitær opholdstilladelse osv. osv. Formålet med argumentationen har aldrig været saglighed, men blot at smyge sig uden om sandheden. Men hvorfor indrømmer de ikke den sandhed, som alle andre allerede har indset? Hvorfor indrømmer de ikke, at dette ikke handler om de 282 irakere, men om at de ønsker en anden udlændingepolitik end regeringen? Og så kan vi en gang for alle få slået fast, at VK-regeringen er og bliver den eneste regering, som står vagt om en fast og fair udlændingepolitik.