Da regeringen for noget tid siden indgik en aftale om en ændring af udlændingeloven, der bl.a. medfører, at udlændinge i arbejde får adgang til permanent opholdstilladelse efter fire år, kom der som så ofte før et høringssvar fra Instituttet. I den forbindelse spurgte direktøren Jonas Christoffersen retorisk i et debatindlæg, om det var nok ”at Danmarks internationale forpligtelser overholdes med hiv og sving?” og mente dertil, at det vel også er ”væsentligt, at reglerne ikke ligefrem skader integrationen, eller at reglerne ikke skræmmer veluddannede udlændinge og deres ægtefæller væk fra overhovedet at overveje job og arbejdsliv i Danmark.”

Det første kan være, hvad det vil. Direktøren vil problematisere og det gør han så, selvom det ærligt talt er en underlig form for debat. Er udlændingeaftalen i strid med menneskerettighederne – ja eller nej? Det må være hovedopgaven at besvare for både institut og direktør. Det andet er værre. Selvfølgelig skal vi ikke gennemføre regler, der skader integrationen og hindrer Danmark i kampen om udenlandsk arbejdskraft og det gør udlændingeaftalen i øvrigt ikke – tværtimod. Men er det virkelig sådan, at Institut for Menneskerettigheder også er et institut for integrationsfremme og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft? Og er det op til instituttet at give en entydig og korrekt definition på, hvad god integration er, selv om et flertal i Folketinget måtte mene noget andet?

I instituttets selvforståelse er svaret åbenbart ’ja’ – endda et rungende et af slagsen. Og det er til trods for, at et begreb som ‘integration’ så langt fra er et akademisk juridisk begreb, men et praktisk politisk – skal man stille krav eller skal man stryge med hårene og give efter? Svarene afhænger naturligvis af politisk overbevisning. Og heldigvis for det. 

Som integrationsordfører har jeg ofte oplevet fordømmelsen, når vi ikke slår hælene sammen og retter os efter ethvert diktat fra Instituttet, selv om det typisk nedhændes med en sådan selvsikkerhed og i en aura af åbenbaret sandhed, at man forventer at høre englekor og harpespil, når man åbner kuverten.

Sagen er, at Institut for Menneskerettigheder har mistet vægt og troværdighed, fordi det på linje med en række andre organisationer har været for ivrige til at råbe ’ulv’. Siden 2001 er der snart sagt ikke en lovændring på integrationsområdet, der ikke er blevet mødt med løftede pegefingre, insisterende formaninger og ensidig fordømmelse. Instituttet har så at sige stirret sig blindt på integrationsområdet og entydigt valgt side. Og det til en grad, hvor Instituttet har valgt Sune Skadegaard Thorsen som formand – en flygtningeadvokat, der er så ekstrem i sit syn på integrationsområdet, at jeg ærligt talt synes, det er en skamplet på instituttet. 

“Danmark er ved at blive omdannet til et museum for national romantisme og studier i spirende apartheid”, skrev han bl.a. i 2006 med en opfordring til, at danskerne kastede vores racistiske forestillinger fra os – de ”forestillinger, der gjorde, at Danmark kunne blive en af verdens førende slavehandelsnationer, at mange danskere accepterede (og accepterer) nazismens grusomme menneskeopfattelse.” Og i en kronik om udlændingeaftalen fra maj i år skriver han, at udskydelsen af opnåelse af stemmeret til kommunalvalg fra tre til fire år er “et stort hop tilbage mod de tider, hvor kun rige hvide mænd havde stemmeret”.

Ovenstående udtalelser vidner ikke kun om en komplet mangel på realitetssans og uhyrlig paranoia. Det vidner om et indædt had til det siddende politiske flertal og det kan vel ikke undgå at påvirke Instituttets arbejde, at han sidder som formand. 

Den nyeste kronik fra formanden er skrevet sammen med Michala Bendixen og Knud Vilby. Hun er fra Komiteen for Flygtninge under jorden, der altså ved hjælp af ulovligheder forsøger at undergrave den danske lovgivning og respekten for myndighedernes afgørelser. Desuden er hun tidligere medlem af Socialistisk Folkeparti – hun meldte sig ud pga. højredrejningen i udlændingepolitikken og Villy Søvndals kritik af den ekstremistiske forening Hizb-Ut-Tahrir, der jo har en islamisk revolution som mål og ønsker at indføre koranen som eneste lovgivning. Som hun sagde det, så var ”lige præcis udfaldet mod en lille, lovlig og i øvrigt fredelig forening som Hizb-Ut-Tharir er helt ude af proportioner og helt malplaceret i et samfund, hvor vi har en vanvittig hetz imod alle muslimer”.

Knud Vilby er et kendt navn på venstrefløjen og han har blandt andet været en støtte for det kommunistiske regime i Kina – ikke kun i 70’erne, men også så sent som i år 2000, da han i en kronik med overskriften ’Sympati for Mao’ i Berlingske skrev følgende: ”Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina”.

Sune Skadegaard er med sine egne udtalelser og ved så tydeligt at sætte sig i selskab med ovenstående synspunkter medvirkende til, at respekten for Instituttets arbejde og faglighed sættes over styr. Og det er en skam, for vi har selvfølgelig brug for en levende debat om menneskerettigheders plads i et demokratisk samfund – Muhammedkrisen er vel her det bedste – og sørgeligste – eksempel i nyere tid på, at menneskerettighederne er under pres.

Og helt barokt bliver det, når jeg som politiker skal korrekses af Instituttets formand, fordi jeg har vovet at være kritisk overfor et høringssvar. I forbindelse med udlændingeaftalen skrev jeg i et debatindlæg og på min hjemmeside, at Instituttet politiserede – det resulterede i en lidt fortørnet formuleret mail, hvor jeg blev belært om mit ansvar som bestyrelsesmedlem og min loyalitetsforpligtelse over for instituttet. Alene det vidner om en vis grad af storhedsvanvid. Jeg er medlem af det danske folketing og mit ansvar og min loyalitet er over for Danmark og vælgerne. Ikke overfor et institut, der igen og igen politiserer og slet ikke overfor en formand med ekstreme synspunkter, der er med til at undergrave respekten for det institut, som han er formand for.

Vi har brug for en instans, der kan rådgive os om menneskerettigheder. Men vi har brug for en reflekterende instans, der ikke stirrer sig blind på et enkelt område.

I det indlæg, hvor jeg vover at kritisere Institut for Menneskerettigheders høringssvar, sammenligner jeg Instituttet med et politisk parti. Det skal jeg gerne her trække tilbage. Jeg tog fejl. Institut for Menneskerettigheder kan ingenlunde sammenlignes med et politisk parti. Institut for Menneskerettigheder er snarere Danmarks svar på vogternes råd. En sammenslutning, som alene besidder den højeste sandhed, og som ser det som sin fornemmeste pligt, at belære os andre, mindre indsigtsfulde, om ret og vrang. Her bør det bemærkes, at vogternes råd følger deres egen kalender og kommer med deres bemærkninger, når det passer dem – syv uger efter høringsfristen – og dermed langt fra den tidsfrist, som gælder alle andre. Man behøver vel ikke rette sig efter de regler, som andre følger. 

Jeg nærer stor respekt for menneskerettighederne, og mener at vi skal værne om dem i Danmark, ligesom jeg mener, at vi skal kæmpe for at fremme dem rundt om i verden. I denne kamp burde Institut for Menneskerettigheder være en nær allieret. I stedet har de valgt at bruge menneskerettighederne som figenblad i en politisk krig mod regeringen. Det gavner ingen, og slet ikke menneskerettighederne.

Omfanget af problemet er desværre stort. I dagens Danmark oplever et stigende antal unge muslimske piger, at familien forlanger dokumentation for deres jomfruelighed. Og i mange tilfælde er jomfrucertifikater endda en forudsætning for at pigen kan blive forlovet. Det er et problem, som skal tages alvorligt. Mødommens magt tvinger piger til at træffe et desperat valg, nemlig at foretage en mødomsoperation.

Udstedelse af jomfrucertifikater har mødt kritik fra mange sider, og kritikerne mener, at et forbud vil løse problemet. Dog virker argumenterne for mig ikke som gennemtænkte, for vi ved, at et forbud ikke løser problemet, men blot vil drive problemet under jorden. Et forbud vil ligeledes medføre, at pigerne bliver efterladt alene med problemet, som bestemt ikke bidrager til problemløsningen.

Det er et omfattende problem, som ikke kan løses ved hverken at forbyde udskrivelsen af jomfrucertifikater eller mødomsoperationer. Vi er nødt til at tage den langsigtede kamp. Myterne om mødommen skal brydes. Kvinder er født forskelligt, og derfor kan der ud fra medicinsk betragtning ikke afgøres hvorvidt pigen har været seksuelt aktiv.

De helbredsmæssige risici, som et kirurgisk indgreb indebærer, skal ligeledes fremhæves. Mange piger er mere bekymrede for tab af mødommen end for operationens konsekvenser og det er uacceptabelt. Følgende citat fra hjemmesiden www.nymødom.dk fremhæver nogle af de smerter, som pigerne går igennem i forbindelse med operationen: ” …smerter så vilde, at jeg hellere ville have født tvillinger i det sekund (…). Jeg kunne hverken tisse eller sidde, ikke engang sove.. og sådan fortsatte min smerter i en hel uge”.

Det er fuldstændigt galt, at en manglende jomfruhinde skal udgøre en trussel for pigerne. Der skal mere fokus på dialog, og gennem denne skal vi bryde med de miljøer og skabe den nødvendige viden og rådgivning, som er essentielt for at komme dette problem til livs.

Virkeligheden er problematisk for mange mislumske piger og det er vores ansvar at bringe pigerne ud fra den frygtelige virkelighed. Presset, som ligger på pigerne, er urimelige og kræver hurtige og effektive handlinger.

Det er enormt ærgerligt, da der virkelig er mange menneskelige og økonomiske ressourcer at hente på, at kommunen bliver bedre til at lære af de kommuner som gør det godt. Det kræver imidlertid at lokalpolitikerne er parate til at indse dette, og det kræver politisk vilje til forandring. Med andre ord kræver det, at Henning G. Jensen kommer op af borgmesterstolen. Socialdemokraterne med Henning G. i spidsen har i alt for mange år forholdt sig fuldstændig passivt, imens problemerne har hobet sig op i Aalborg. Det må og skal være anderledes.

Siden regeringen kom til i 2001 har man gjort en massiv og succesfuld indsats for integrationen. Det har betydet, at flere indvandrere og efterkommere end nogensinde før er kommet i uddannelse og beskæftigelse. Faktisk har 55.000 flere indvandre fået job siden 2001, hvilket er helt afgørende for at nydanskere bliver integreret i vores samfund. Det er imidlertid enormt vigtigt at kommunerne følger trop og er parate til at prioritere integrationsindsatsen. Her fejler Socialdemokraterne i Aalborg Kommune.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende

Et liv isoleret fra offentligheden vil kun gøre ondt værre, fordi det dermed vil blive sværere at hjælpe dem væk fra deres mænd. Forbud skaber ikke effektiv integration og generelt ved vi, at forbud ikke betyder at et problem bliver løst. På trods af forbud går folk fortsat over for rødt, de kører fortsat for stærkt og siden vi startede med at opkræve skat i 1800-tallet, har sort arbejde været forbudt, men mig bekendt har det på ingen måde betydet, at der ikke laves sorte penge rundt om i Danmark.

I tilfældet med et forbud mod burkaer løber vi som lovgivere også ind i en række praktisk problemer, for et forbud skal håndhæves og medføre en form for sanktion hvis ikke det overholdes. Men hvordan skal det praktisk foregå? Ifølge Henrik Sass Larsen (S), skal politiet give bøder til burkaklædte kvinder, der forbryder sig mod forbudet. Men det er jo absurd, at de kvinder, som er udsat for kvindeundertrykkelse, skal straffes med bøder. Det må da være meningsløst, selv for en socialdemokrat.

Forslagsstilleren Naser Khader fra de Konservative har måske lagt vægt på de værdimæssige argumenter for et burkaforbud, i erkendelse af at de saglige argumenter er begrænsede. Men selv den værdipolitiske argumentation er ikke gennemtænkt. Dels vil vi med et burkaforbud bryde et værdipolitisk pejlemærke om at der er grænser for politik. Det bliver aldrig en politisk opgave at blande sig i hvordan folk går klædt i det offentlige rum. Det er rigtigt, at den socialdemokratiske regering i år 2000 indførte et maskeringsforbud i forbindelse med demonstrationer osv. i det offentlige rum, men det er de færreste, som ved, at der er en undtagelse i loven, der slår fast at forbudet ikke gælder tildækning af religiøse grunde, netop af hensyn til grundlovens bestemmelser om religionsfrihed. Man kan argumentere for at samfundet har en forpligtigelse til at sikre friheden for de burkaklædte, undertrykte kvinder, og at undertrykkelse ikke hører hjemme i et demokrati. Men undertrykkelsen sker netop ved tvang. Manden tvinger kvinden til at gå klædt på en bestemt måde, mod hendes frie vilje. Hvis vi laver et forbud mod burkaer benytter vi jo præcis det samme redskab, nemlig tvang, idet vi tvinger folk til at tage burkaen af. Tvangsredskabet er kendetagende for udemokratiske regimer og hører ikke hjemme i et demokratisk land kendetegnet ved frihed – også til at gå klædt som man har lyst til i det offentlige rum.

Hvis man kan gå ind for et burkaforbud, må man som en naturlig konsekvens også gå ind for et tørklædeforbud, og det er derfor paradoksalt, at de partier, som støtter et burkaforbud ikke støtter et tørklædeforbud, for hvad er forskellen? Både burkaer, niqab og tørklæder kan blive brugt som redskaber til kvindeundertrykkelse. Men det kan også tænkes, at en kristen nonne eller en muslimsk kvinde tager et tørklæde på hovedet helt frivilligt. Uanset hvad, er løsningen ikke tvang og forbud. I stedet skal vi gøre det besværligt for mændene til de burkaklædte kvinder, at opretholde et jerngreb om deres kvinder. Det gør vi ved at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og ved at fortælle og forklare dem, at en forudsætning for at få kontanthjælp og dagpenge er, at man bliver arbejdsprøvet og det betyder at burkaen og niqaben skal skiftes ud med et tørklæde. Det gør vi ved, at indgå i dialog og ved at bruge de mange velintegrerede indvandrekvinder til at være mentorer og rollemodeller. Et burkaforbud vil ikke have nogen virkning på den virkelighed som burkaklædte kvinder oplever, og det vil være at gøre indvandrekvinderne en bjørnetjeneste. Jeg kan som liberal hverken sagligt, praktisk eller værdimæssigt forsvare et burkaforbud. Tilbage står i mine øjne kun de populistiske argumenter.

Det er paradoksalt, at man tror, at man kan fremme integration og demokratisk medborgerskab med metoder, som er i strid med vores liberale og demokratiske frihedsrettigheder. I Venstre vil vi meget gerne fremme integrationen, men det er naivt at tro, at vi kan tvinge folk til den demokratiske integration. Et burkaforbud vil ikke løse problemet med, at burkaer bliver brugt til kvindeundertrykkelse. Det vil blot betyde, at de undertrykte kvinder tvinges til at leve inden for hjemmets fire vægge. Så forsvinder problemet måske fra offentligheden, men ikke fra virkeligheden.
 
Det vi kan gøre i forhold til kvinder med burka, og som vi i øvrigt allerede gør, det er at stille krav til dem. Det er f.eks. ikke muligt at arbejde i det offentlige, hvis du iklæder dig en burka. Og skoler, institutioner osv. skal frit kunne sige, at de ikke ønsker, at folk skal bære burka (eller piercinger, nedringede bluser osv.) på deres område, men det må være op til folk selv at bestemme, hvad de iklæder sig i deres privatliv. Forbudstyranni er og bliver forbudstyranni, og det bliver aldrig nogensinde lig med god integration. Folk skal have viljen til at blive integreret. Det er den vi skal koncentrere os om at fremme og understøtte.

Men udover, at jeg er imod de konservatives burkaforbud, så synes jeg at der er rigtig mange spændende tanker og ideer i det integrationsoplæg, som de Konservative har fremlagt i dag.

Men som med så mange andre af Socialistisk Folkepartis udmeldinger, så ser vi endnu engang at deres politik mere er udtryk for populisme end for reel handling. I sidste uge behandlede vi et lovforslag i folketingssalen om en skærpelse af udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge. Et forslag som SF selv har været fremme med i medierne som en del af deres ”jernnæve”. Men som så mange gange før så følges SF’s udmeldinger ikke op af handling, og de stillede sig derfor uafklarede over for lovforslaget. Det er dog umiddelbart ikke så overraskende, at det er svært for Socialistisk Folkeparti at gøre sin holdning op når man som parti skifter mening og laver kovendinger som vi andre skifter sokker. Det er svært at konkludere andet end at Socialistisk Folkepartis integrationspolitik bedre karakteriseres som en blød fløjlshandske end som en hård jernnæve.

Bragt i Jyllands-Posten 29. april 2009

”Jeg er meget glad og stolt over at Venstres gruppe i dag har valgt mig som ny integrationsordfører for partiet. Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet, hvor min hovedopgave bliver at fortsætte den faste og fair udlændingepolitik.”

Karsten Lauritzen er allerede godt inde i integrationsstoffet, idet han siden valget i november 2007 har været formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

”Jeg har haft den glæde, at følge integrationsområdet tæt det seneste halvandet år i min egenskab af formand for Integrationsudvalget. Jeg glæder mig til at gå endnu mere i dybden med området og til at være med til at forme en politik, der skal sikre en integration, der virker, hvor der er plads til alle, der bidrager positivt til samfundet, samtidig med at vi slår hårdt ned i mod alle dem, der bekæmper det danske samfund og ikke respekterer vores grundlæggende demokratiske værdier.” 

For yderligere information kontakt da:
Karsten Lauritzen
Karsten.lauritzen@ft.dk 33374505 – 40603502

Karsten Lauritzen er 25 år, og blev valgt til Folketinget i november 2007. Han er integrationsordfører og næstformand i Udenrigsudvalget. Han er desuden medlem af Integrationsudvalget, Fødevareudvalget og Skatteudvalget.