Samtidig slår vi konsekvent ned over for de udlændinge, som modarbejder det danske samfund. De vil ikke længere nærmest automatisk kunne få udstedt en permanent opholdtilladelse. Derudover indfører vi en række andre stramninger over for de udlændinge, som forbryder sig mod det danske samfund. Med aftalen strammer vi således udvisningsreglerne, så udlændinge kan blive udvist for socialt bedrageri, og vi indfører en inddragelse af opholdstilladelsen i 10 år for de flygtninge, der rejser tilbage til det land de er flygtet fra, uden at have fået tilladelse.

Sammenlagt er den nye aftale et vigtigt skridt, der viderefører den faste og fair udlændingepolitik samtidig med at vi ruster lovgivningen til fremtiden, så vi fremover har en mere intelligent udlændinge- og integrationspolitik.

Men er signalpolitik og enkeltsager virkelig entydigt negativt? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror faktisk at begge dele brugt på den rigtige måde kan gavne demokratiet.

Jeg beskæftiger mig til dagligt med udlændinge- og integrationsområdet. Et ordførerområde, som må siges at stå forrest i skudlinjen, når snakken falder på signalpolitik og enkeltsager. Lad mig tage et eksempel. Ofte beskyldes vi for at føre tom signalpolitik, når vi strammer udvisningsreglerne. Vi kan pga. vores internationale forpligtelser alligevel ikke udvise flere, lyder argumentationen. Det er givet vis rigtigt, men nu handler politik jo ikke kun om at straffe – det handler også om at forebygge. Og her er et af vores stærkeste politiske værktøjer at sende klare signaler, som skal afskrække, og dermed har en præventiv effekt i forhold til, at udlændinge overhovedet begår kriminelle handlinger til at starte med. Her er det signalet og ikke nødvendigvis selve straffen, som er formålet, og derfor er signalpolitik helt legitimt.

Udvisningseksemplet understreger, at det ikke er signalpolitik i sig selv, som er problemet. Problemet opstår først i det øjeblik, at signalpolitikken ikke underlægges en generel proportionalitetsafvejning mellem hvor stor en sag er og hvor meget opmærksomhed den fortjener. Som politikere bør vores mål ikke være at undgå signalpolitik, men i stedet at efterstræbe, at der er proportionalitet i tingene.

Det samme gør sig gældende i forhold til enkeltsager. Det er nærmest blevet ”smart” at sige at enkeltsager er et demokratisk problem, fordi de skygger for de ”store” politiske spørgsmål og er med til at give næring til en generel politikerlede. Men enkeltsager er langt fra per definition et problem. Enkeltsager kan faktisk i mange tilfælde være katalysator for større og mere principielle politiske debatter. Lad mig endnu en gang tage et eksempel. Ghazala Khan-sagen affødte en bred debat om tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet. Den debat førte bl.a. til at Folketinget efterfølgende vedtog et selvstændigt forbud mod tvangsægteskaber. I princippet var tvangsægteskaber allerede forbudt i forvejen og den nye lov har da heller ikke ført til nogen nye domme. Men forbuddet var med til at rejse en mere en generel og principiel politisk debat. En diskussion, som var med til at skabe offentlig opmærksomhed og bevidsthed om hvor indgribende tvangsægteskaber rent faktisk er for kvinders frihed. Tvangsægteskaber er en så frygtelig omstændighed og så indgribende i en kvindes liv, at det er fuldstændig ligegyldigt om det er én eller 200 kvinder, som udsættes for tvangsægteskaber. Det centrale er, at eksemplet – eller enkeltsagen, om man vil – med tvangsægteskaber siger noget om den værdimæssige og demokratiske del af integrationen. Og den er gennem et konkret eksempel med til at oplyse etniske kvinder om deres demokratiske rettigheder i Danmark. Denne form for enkeltsagspolitik, som har medført forbud mod tvangsægteskaber, 24-årsregelen og tilknytningskrav har en effekt. Det har Rockwoolfondens Forskningsenhed dokumenteret. Sådanne enkeltsager er ikke undergravende, men i stedet fremmede for demokratiet. 

Igen viser eksemplet, at det ikke er konceptet ”enkeltsager”, som er problemet. Enkeltsager kan faktisk i mange tilfælde være at foretrække, fordi de konkrete eksempler er nærværende og håndgribelige for almindelige mennesker samtidig med at de ofte repræsenterer en principiel problemstilling. Og det medfører at politik ikke kun bliver for eksperter, men også for folket. Men ligesom med signalpolitik, så skal enkeltsager også underlægges en generel proportionalitetsafvejning, for balancen er hårfin. Sommerens kamphundedebat er et eksempel på en sag, hvor der ikke var proportioner mellem problemets størrelse og mængden af opmærksomhed.

Dem der gør signalpolitik og enkeltsager til de nye politiske fyord rammer helt ved siden af målet. Problemet med moderne politik er ikke hverken at der er for meget signalpolitik eller for mange enkeltsager. Problemet er snarere at proportionerne ofte mangler. Hvis vi som politikere for alvor vil tage ansvar for demokratiet, så skal vi hele tiden efterstræbe, at der skal være proportioner i de sager vi rejser. Og hvis medierne fortsat vil have rollen som vagthund, så skal de tage ansvar for ikke at gå i selvsving, og dermed skævvrider proportionerne, i deres dækning af det politiske stof.

For mig handler sagen om burkaer om principper, og min holdning har hele tiden været helt klar: én kvinde tvunget i burka, er én for mange. Men det berigtiger ikke at man bare farer ud og kritiserer en rapport fra Københavns Universitet, som vi i øvrigt selv har bedt dem om at lave. Især ikke når de forskningsresultater de er kommet frem til ligger på linje med de resultater forskerne er kommet frem til i andre lande f.eks. Frankrig. For mig er diskussionen om burkaer ikke en videnskabelig metodedebat, men en principiel og værdimæssig debat, hvor hverken forskere eller andre såkaldte smagsdommere kan ændre ved min holdning: jeg er imod tvang og kvindeundertrykkelse og det skal vi som samfund gøre alt for at modarbejde.

Bragt i Jyllands-Posten 1. februar 2010

Lad mig starte med at understrege at vi tager asylbørnenes velbefindende meget alvorligt. Desværre kunne man dog – med rette – tvivle på om det overhovedet er det vi har diskuteret den seneste uge. Anledningen til diskussionen har været en såkaldt ”ekspertrapport”, som fuldstændig ukritisk blev gengivet i TV2-Nyhederne, og en række andre medier. ”Rapporten” konkluderede at samtlige af de 21 undersøgte asylbørn havde psykiske forstyrrelser. En meget skræmmende konklusion, som burde have været under en kritisk journalistisk lup, for ved lidt nærmere eftersyn viser det sig, at det er en frivillig undersøgelse udført af en række psykiatere, der tidligere har været meget politisk aktive i asyldebatten. Ydermere har det ikke været muligt for nogen, at få udleveret den såkaldte rapport – det har kun været muligt at se fem A4-sider skrevet i et word-dokument. Af dette dokument fremgår hverken undersøgelsens metode, herunder om de eksempelvis har anvendt tolk, eller dokumentation for data og konklusioner. Medierne kunne altså med rette have stillet spørgsmålstegn til ”rapportens” objektivitet. I stedet valgte de at lave nem sensationsjournalistik, der efter alt at dømme ingen hold har i virkeligheden. Det er sørgeligt men desværre sandt.

Omfanget af problemet er desværre stort. I dagens Danmark oplever et stigende antal unge muslimske piger, at familien forlanger dokumentation for deres jomfruelighed. Og i mange tilfælde er jomfrucertifikater endda en forudsætning for at pigen kan blive forlovet. Det er et problem, som skal tages alvorligt. Mødommens magt tvinger piger til at træffe et desperat valg, nemlig at foretage en mødomsoperation.

Udstedelse af jomfrucertifikater har mødt kritik fra mange sider, og kritikerne mener, at et forbud vil løse problemet. Dog virker argumenterne for mig ikke som gennemtænkte, for vi ved, at et forbud ikke løser problemet, men blot vil drive problemet under jorden. Et forbud vil ligeledes medføre, at pigerne bliver efterladt alene med problemet, som bestemt ikke bidrager til problemløsningen.

Det er et omfattende problem, som ikke kan løses ved hverken at forbyde udskrivelsen af jomfrucertifikater eller mødomsoperationer. Vi er nødt til at tage den langsigtede kamp. Myterne om mødommen skal brydes. Kvinder er født forskelligt, og derfor kan der ud fra medicinsk betragtning ikke afgøres hvorvidt pigen har været seksuelt aktiv.

De helbredsmæssige risici, som et kirurgisk indgreb indebærer, skal ligeledes fremhæves. Mange piger er mere bekymrede for tab af mødommen end for operationens konsekvenser og det er uacceptabelt. Følgende citat fra hjemmesiden www.nymødom.dk fremhæver nogle af de smerter, som pigerne går igennem i forbindelse med operationen: ” …smerter så vilde, at jeg hellere ville have født tvillinger i det sekund (…). Jeg kunne hverken tisse eller sidde, ikke engang sove.. og sådan fortsatte min smerter i en hel uge”.

Det er fuldstændigt galt, at en manglende jomfruhinde skal udgøre en trussel for pigerne. Der skal mere fokus på dialog, og gennem denne skal vi bryde med de miljøer og skabe den nødvendige viden og rådgivning, som er essentielt for at komme dette problem til livs.

Virkeligheden er problematisk for mange mislumske piger og det er vores ansvar at bringe pigerne ud fra den frygtelige virkelighed. Presset, som ligger på pigerne, er urimelige og kræver hurtige og effektive handlinger.

Regeringens fokus på beskæftigelse har båret frugt, og dermed er det lykkedes at vende det negative billede af arbejdsløse indvandrere. Succeshistorien skyldes de konsekvente og konkrete tiltag der er taget. Ved at etablere konsulentenheden Integrationsservice(ITS), har regeringen sikret sig, at kommunernes integrationsindsats på beskæftigelses- og uddannelsesområdet bliver endnu mere styrket. Et øget fokus på danskundervisning for ansatte har ligeledes reduceret arbejdsløsheden blandt indvandrere og dermed skabt mere kontakt til danskere. Derudover støtter regeringen et mangfoldighedsprogram blandt virksomhederne, som ligeså medvirker til et stigende antal indvandrere i beskæftigelse. For at forebygge ungdomsledighed, er regeringen kommet med et udspil, hvor der forventes afsat 1 mia. kr. ekstra på praktikpladsområdet i 2010, hvilket bl.a. indebærer, ar der kan etableres op til 3.000 ekstra skolepraktikpladser.

Tallene for antallet af ydelsesmodtagere fra jobindsats.dk bl.a. viser, at flere og flere indvandrere har fået etableret sig en fast plads på arbejdsmarkedet. Det fremgår af tallene, at på kontant- og starthjælpsområdet har der blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund været en stigning på tre pct. fra september 2008 til juli 2009, sammenlignet med 26 pct. for etniske danskere.
Når det gælder arbejdsløshedsdagpengeområdet, så har stigningen blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund været på 48 pct. fra september 2008 til juni 2009 sammenlignet med 104 pct. for etniske danskere.

Dog for at se endnu store udfordringer for integrationen, skal vi forsat arbejde med vores aktiv beskæftigelses- og integrationspolitik. Vi har indtil videre leveret en historisk fremgang i integrationen og det skal vi blive ved med!

Et liv isoleret fra offentligheden vil kun gøre ondt værre, fordi det dermed vil blive sværere at hjælpe dem væk fra deres mænd. Forbud skaber ikke effektiv integration og generelt ved vi, at forbud ikke betyder at et problem bliver løst. På trods af forbud går folk fortsat over for rødt, de kører fortsat for stærkt og siden vi startede med at opkræve skat i 1800-tallet, har sort arbejde været forbudt, men mig bekendt har det på ingen måde betydet, at der ikke laves sorte penge rundt om i Danmark.

I tilfældet med et forbud mod burkaer løber vi som lovgivere også ind i en række praktisk problemer, for et forbud skal håndhæves og medføre en form for sanktion hvis ikke det overholdes. Men hvordan skal det praktisk foregå? Ifølge Henrik Sass Larsen (S), skal politiet give bøder til burkaklædte kvinder, der forbryder sig mod forbudet. Men det er jo absurd, at de kvinder, som er udsat for kvindeundertrykkelse, skal straffes med bøder. Det må da være meningsløst, selv for en socialdemokrat.

Forslagsstilleren Naser Khader fra de Konservative har måske lagt vægt på de værdimæssige argumenter for et burkaforbud, i erkendelse af at de saglige argumenter er begrænsede. Men selv den værdipolitiske argumentation er ikke gennemtænkt. Dels vil vi med et burkaforbud bryde et værdipolitisk pejlemærke om at der er grænser for politik. Det bliver aldrig en politisk opgave at blande sig i hvordan folk går klædt i det offentlige rum. Det er rigtigt, at den socialdemokratiske regering i år 2000 indførte et maskeringsforbud i forbindelse med demonstrationer osv. i det offentlige rum, men det er de færreste, som ved, at der er en undtagelse i loven, der slår fast at forbudet ikke gælder tildækning af religiøse grunde, netop af hensyn til grundlovens bestemmelser om religionsfrihed. Man kan argumentere for at samfundet har en forpligtigelse til at sikre friheden for de burkaklædte, undertrykte kvinder, og at undertrykkelse ikke hører hjemme i et demokrati. Men undertrykkelsen sker netop ved tvang. Manden tvinger kvinden til at gå klædt på en bestemt måde, mod hendes frie vilje. Hvis vi laver et forbud mod burkaer benytter vi jo præcis det samme redskab, nemlig tvang, idet vi tvinger folk til at tage burkaen af. Tvangsredskabet er kendetagende for udemokratiske regimer og hører ikke hjemme i et demokratisk land kendetegnet ved frihed – også til at gå klædt som man har lyst til i det offentlige rum.

Hvis man kan gå ind for et burkaforbud, må man som en naturlig konsekvens også gå ind for et tørklædeforbud, og det er derfor paradoksalt, at de partier, som støtter et burkaforbud ikke støtter et tørklædeforbud, for hvad er forskellen? Både burkaer, niqab og tørklæder kan blive brugt som redskaber til kvindeundertrykkelse. Men det kan også tænkes, at en kristen nonne eller en muslimsk kvinde tager et tørklæde på hovedet helt frivilligt. Uanset hvad, er løsningen ikke tvang og forbud. I stedet skal vi gøre det besværligt for mændene til de burkaklædte kvinder, at opretholde et jerngreb om deres kvinder. Det gør vi ved at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og ved at fortælle og forklare dem, at en forudsætning for at få kontanthjælp og dagpenge er, at man bliver arbejdsprøvet og det betyder at burkaen og niqaben skal skiftes ud med et tørklæde. Det gør vi ved, at indgå i dialog og ved at bruge de mange velintegrerede indvandrekvinder til at være mentorer og rollemodeller. Et burkaforbud vil ikke have nogen virkning på den virkelighed som burkaklædte kvinder oplever, og det vil være at gøre indvandrekvinderne en bjørnetjeneste. Jeg kan som liberal hverken sagligt, praktisk eller værdimæssigt forsvare et burkaforbud. Tilbage står i mine øjne kun de populistiske argumenter.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende, Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde

Det er paradoksalt, at man tror, at man kan fremme integration og demokratisk medborgerskab med metoder, som er i strid med vores liberale og demokratiske frihedsrettigheder. I Venstre vil vi meget gerne fremme integrationen, men det er naivt at tro, at vi kan tvinge folk til den demokratiske integration. Et burkaforbud vil ikke løse problemet med, at burkaer bliver brugt til kvindeundertrykkelse. Det vil blot betyde, at de undertrykte kvinder tvinges til at leve inden for hjemmets fire vægge. Så forsvinder problemet måske fra offentligheden, men ikke fra virkeligheden.
 
Det vi kan gøre i forhold til kvinder med burka, og som vi i øvrigt allerede gør, det er at stille krav til dem. Det er f.eks. ikke muligt at arbejde i det offentlige, hvis du iklæder dig en burka. Og skoler, institutioner osv. skal frit kunne sige, at de ikke ønsker, at folk skal bære burka (eller piercinger, nedringede bluser osv.) på deres område, men det må være op til folk selv at bestemme, hvad de iklæder sig i deres privatliv. Forbudstyranni er og bliver forbudstyranni, og det bliver aldrig nogensinde lig med god integration. Folk skal have viljen til at blive integreret. Det er den vi skal koncentrere os om at fremme og understøtte.

Men udover, at jeg er imod de konservatives burkaforbud, så synes jeg at der er rigtig mange spændende tanker og ideer i det integrationsoplæg, som de Konservative har fremlagt i dag.

Det er måske på sin plads i den forbindelse at minde om, at Danmark i gennemsnit bruger ca. 220.000 kr. om året på hver eneste asylansøger. Rent faktisk har lige præcis irakerne kostet en del mere. Det betyder, at Danmark i løbet af 10 år med et forsigtigt overslag har brugt over 600 mio. kr. på de irakiske asylansøgere. Hertil kommer yderlige omkostninger til politiarbejde, sagsbehandling mv.

For disse penge kunne vi komme langt med hjælp i nærområderne. For det, som det koster at hjælpe én familie i Danmark, kan vi rent faktisk hjælpe 100 i nærområderne.

For at sætte de 600 mio. kr. i perspektiv kan det ligeledes nævnes, at man ifølge Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside kan betale 2 millioner nyuddannede sygeplejersker løn i en måned, give 45 millioner tæpper til katastroferamte, give 42 millioner underernærende børn livreddende mad i en måned eller 264 millioner mennesker en daglig madration i en uge (for 50 kr. kan du give 22 mennesker en daglig madration i en uge).

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tage imod asylansøgere eller give dem en værdig behandling. Men det giver stof til eftertanke, når regeringen kritiseres for ikke at behandle disse afviste asylansøgere ordentligt. Danmark kan være sin indsats på asylområdet bekendt.

Bragt i Jyllands-Posten 18. juni 2009

Men det stemmer vist ikke helt overens med Villy Søvndals fredning af netop den regel.

Og det stemmer heller ikke overens med partiets eget integrationsudspil udarbejdet sammen med Socialdemokraterne, hvor man lægger op til at bevare den omstridte 24-års-regel.

De to kronikører gør i deres Kronik også op med Villy Søvndals nyudklækkede retspolitiske jernnæve, der bl. a. indbefatter hårdere straffe samt krav om minimumsstraffe.

Det står i skarp kontrast til den version af SF’s restpolitiske linje, der præsenteres i Kroniken.

En linje, der nok bedre kan betegnes som en blød fløjlshandske end som en hård jernnæve, idet der lægges op til et opgør med netop ‘ hårdere straffe’ og en ‘ ultrastram retspolitik’ for i stedet at fokusere på forebyggelse. SF rykker lige så samlet som en flok vildfarne kugler uden retning og uden mål.

Bragt i Politiken 2. maj 2009

Men som med så mange andre af Socialistisk Folkepartis udmeldinger, så ser vi endnu engang at deres politik mere er udtryk for populisme end for reel handling. I sidste uge behandlede vi et lovforslag i folketingssalen om en skærpelse af udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge. Et forslag som SF selv har været fremme med i medierne som en del af deres ”jernnæve”. Men som så mange gange før så følges SF’s udmeldinger ikke op af handling, og de stillede sig derfor uafklarede over for lovforslaget. Det er dog umiddelbart ikke så overraskende, at det er svært for Socialistisk Folkeparti at gøre sin holdning op når man som parti skifter mening og laver kovendinger som vi andre skifter sokker. Det er svært at konkludere andet end at Socialistisk Folkepartis integrationspolitik bedre karakteriseres som en blød fløjlshandske end som en hård jernnæve.

Bragt i Jyllands-Posten 29. april 2009

”Jeg er meget glad og stolt over at Venstres gruppe i dag har valgt mig som ny integrationsordfører for partiet. Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet, hvor min hovedopgave bliver at fortsætte den faste og fair udlændingepolitik.”

Karsten Lauritzen er allerede godt inde i integrationsstoffet, idet han siden valget i november 2007 har været formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

”Jeg har haft den glæde, at følge integrationsområdet tæt det seneste halvandet år i min egenskab af formand for Integrationsudvalget. Jeg glæder mig til at gå endnu mere i dybden med området og til at være med til at forme en politik, der skal sikre en integration, der virker, hvor der er plads til alle, der bidrager positivt til samfundet, samtidig med at vi slår hårdt ned i mod alle dem, der bekæmper det danske samfund og ikke respekterer vores grundlæggende demokratiske værdier.” 

For yderligere information kontakt da:
Karsten Lauritzen
Karsten.lauritzen@ft.dk 33374505 – 40603502

Karsten Lauritzen er 25 år, og blev valgt til Folketinget i november 2007. Han er integrationsordfører og næstformand i Udenrigsudvalget. Han er desuden medlem af Integrationsudvalget, Fødevareudvalget og Skatteudvalget.

Indlægget fik provokeret mig så meget, at jeg rent faktisk gik ind på DR’s hjemmeside og tog prøven fra den 10. december.

Jeg bestod med 40 rigtige svar ud af 40 spørgsmål, og jeg vil vove den påstand, at det er helt fair stramninger af prøven, som regeringen har gennemført i 2008.

Lad mig først fastslå, hvilke ændringer der har været tale om.

Ændringerne betyder, at indfødsretsprøvens spørgsmål ikke længere offentliggøres, og det betyder, at den spørgsmålsbank, med 200 spørgsmål til indfødsretsprøven, der har været offentliggjort, ikke længere er gældende. Men derudover er selve indholdet af prøven fortsat det sammen.

Prøven består af i alt 40 spørgsmål, hvor af 35 spørgsmål udarbejdes inden for rammerne af lærematerialet: “Danmark før og nu – læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøven”, april 2007.

Derudover omfatter indfødsretsprøven fem aktuelle spørgsmål. Lærematerialet til forberedelse til indfødsretsprøven kan gratis læses på nyidanmark.dk, og det er muligt at lytte til teksten ved at downloade den som mp3 fil. Lærematerialet til indfødsretsprøven kan desuden købes i en trykt version.

For at bestå indfødsretsprøven skal 32 (tidligere 28), ud af de 40 spørgsmål, være besvaret korrekt, og prøven skal tages på 45 minutter (før 60 min).

Poul Petersen med flere har kritiseret, at spørgsmålsbanken nu ikke er tilgængelig, men jeg tror næppe, at de er klar over, at spørgsmålene fortsat tager udgangspunkt i pensum for prøven, nemlig en bog på 172 sider. Sådan har det været hele tiden.

Tidligere kunne man “lære uden ad” via spørgsmålene på nettet, nu tvinges man til at læse og forstå en bog om Danmark på 172 sider. Det synes jeg personligt ikke er uoverkommeligt for en som ønsker dansk statsborgerskab, faktisk synes jeg det er helt fair, at vi stiller krav til kommende danske statsborgere.

Poul Petersen kritiserer endvidere i sit indlæg, at spørgsmålene er urimelige og nævner et eksempel om, hvad danskerne var i perioden år 750 til 1050?

Jeg vil ikke afvise, at der kan være enkelte spørgsmål, som ikke er fornuftige eller har den tiltænkte effekt, men når jeg læser spørgsmålene igennem fra prøven 10. december, finder jeg de fleste yderst relevante for kommende statsborgere. F.eks. er et af spørgsmålene “Hvordan er statens magt i Danmark fordelt?”, hvor der medfølger tre svarmuligheder.

Et andet lyder “Hvilken af følgende rettigheder er beskyttet i grundloven?”, hvor følgende svarmuligheder angives: a) Strejkeretten, b) Den private ejendomsret eller c) Retten til lægehjælp. To spørgsmål, som det er helt fair at forvente kommende danske statsborger skal kende svaret på.

Det er muligt, at der findes danskere som ikke kan svare på de to overstående spørgsmål, og dem vil jeg bede om enten at læse grundloven eller overveje deres fortsatte statsborgerskab.

Når man først har fået statsborgerskab i Danmark, kan det ikke fratages, hvilket jeg støtter 100 pct., men derfor er det også helt fair, at vi stiller krav til kommende statsborgere om kendskab til dansk kultur, historie og demokrati!

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 12. januar 2009

Den generelle tendens har været klar: Stramningerne er fuldstændigt uhyrlige, fordi mennesker på tålt ophold fremover vil blive behandlet uretfærdigt og nærmest umenneskeligt.

Og til at underbygge disse påstande har en række af de danske nyhedsmedier taget den ene enkeltsag frem efter den anden og tilmed gjort de pågældende personer på tålt ophold til ofre for den kyniske danske regering og dens stramninger, som i øvrigt, hvis man skal tro pressedækningen, vil ramme alle ligeligt, uanset deres situation.

Min indignation over denne tendentiøse nyhedsdækning er til at tage og føle på, og jeg synes, at hele debatten trænger til at få et mere sagligt og faktuelt funderet grundlag.

Alvorlig kriminalitet
For det første er langt størstedelen af de 18 mennesker, der er på tålt ophold, personer, som har begået særdeles alvorlig kriminalitet.

7 er idømt over 5 års fængsel, 3 har begået forbrydelser mod menneskeheden, 6 er blevet dømt mellem 1-4 års fængsel og kun 2 ud af de 18 har siddet forholdsvist kort tid i fængsel (hhv. 8 måneder og 40 dage).

Vi taler altså ikke om folk, der er dømt for at stjæle slik i kiosken – vi taler om hårde kriminelle, som i den grad har forbrudt sig mod det danske samfund. At disse mennesker skal fremstilles som ofre er fuldstændig grotesk. Det eneste, de er ofre for, er deres egne ugerninger.

For det andet fremstilles lovforslaget på en måde, der indikerer, at alle på tålt ophold vil blive behandlet ens, uanset deres kriminelle baggrund. Men hvis man læser lovforslaget, står der klart og tydeligt, at der er en dispensationsordning både i forhold til den daglige meldepligt samt i forhold til opholdskravet på Center Sandholm.

Afslutningsvis vil jeg gerne tage fat i den principielle del af diskussionen.

Der er ikke noget i vejen med, at vi stiller krav til folk, der har forbrudt sig imod det danske samfund, og som i øvrigt er blevet udvist. De er fuldstændigt frie til at forlade landet, hvis de ikke finder vilkårene tilfredsstillende, men det siger sig selv, at tidligere kriminelle med en udvisningsdom ikke kan leve videre i det danske samfund, som om ingenting er hændt. Derfor er de på tålt ophold, og derfor skal de være underlagt en række fair krav.

Helt generelt vil jeg gerne starte med at understrege rimeligheden i, at vi stiller krav til de personer, der ønsker at blive danske statsborgere. Det at blive dansk statsborger er et privilegium, der medfører rettigheder, og derfor er det kun rimeligt at stille krav den anden vej. Retten til demokratiske rettigheder forudsætter et basalt kendskab til, hvordan det danske samfund fungerer. Indfødsretsprøven sikrer et sådant kendskab. Før regeringen og Dansk Folkeparti strammede reglerne, var det muligt at se prøven på internettet og dermed lære spørgsmålene og svarene udenad på forhånd. Det er ikke kendskab til det danske samfund, det er udenadslære!

I forhold til sprogprøven, så er det vigtigt, at personer, der ønsker dansk statsborgerskab kan tale, skrive og forstå dansk. Det er en essentiel del af det at være dansk, at man kan sproget, og de personer, som skal bestå prøven, har oven i købet mulighed for at modtage undervisning i dansk forinden. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at der er tale om, at man skal kunne dansk på 9.-10. klasses niveau, og det er altså ret afgørende at kunne mestre sproget på et nogenlunde niveau, hvis man ønsker at kunne klare sig på det danske arbejdsmarked, at kunne hjælpe sine børn med lektier og være i stand til at kommunikere med de offentlige myndigheder.

Indfødsretsprøven og sprogprøven handler ikke om, at Danmark kun er for rigtige danskere. Formålet er, at vi sikrer os, at de folk, der tildeles dansk statsborgerskab, er i stand til at klare sig i det danske demokrati med de demokratiske rettigheder og pligter, der følger med. Og der er i øvrigt ikke noget odiøst i at stille krav til kommende statsborgere; det gør lande som Holland, Canada og USA også.

Oppositionen og NORDJYSKEs leder forsøger at fremstille udlændingeaftalen som en aftale, der begrænser udlændinges mulighed for at komme til Danmark. Det er ikke alene en grov fordrejning, det er en direkte misforståelse. Udlændingeaftalen ændrer intet i forhold til dem, der ønsker at arbejde og opholde sig i landet. Den gør det faktisk lettere for de folk, der kommer til landet for enten at arbejde eller uddanne sig. Danmark har som aldrig før behov for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og det siger sig selv, at vi ville gøre Danmark og det danske arbejdsmarked en bjørnetjeneste, hvis vi gjorde det sværere at komme til landet for at arbejde. Før sommeren gjorde vi det derfor lettere at komme til landet og arbejde, da vi sammen med et bredt flertal i Folketinget gennemførte en omfattende jobplan.

Stramningerne i den nye udlændingeaftale er ikke rettet imod de udlændinge, der ønsker at arbejde i Danmark. De vedrører til gengæld de udlændinge, som ønsker at få et dansk statsborgerskab. Det er derfor forfejlet at se aftalen som et udtryk for, at vi danskere er os selv nok – faktisk gives der flere opholdstilladelse i dag, end der blev givet i 2001 før regeringen kom til.

Alene i 2007 fik 37.476 udlændinge opholdstilladelse til at arbejde eller studere. Det er over 30 procent flere end i 2006 – og knap en tredobling på dette område siden 2002, hvor godt 13.000 udlændinge kom hertil. Aftalen skal snarere ses som et udtryk for, at vi værner om det danske demokrati. Statsborgerskab er noget, man tildeles en gang for alle, og derfor er det fuldstændig legitimt, at staten stiller krav, inden den tildeler de rettigheder, som er hele fundamentet for vores demokrati. 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 8. oktober 2008