Da regeringen for noget tid siden indgik en aftale om en ændring af udlændingeloven, der bl.a. medfører, at udlændinge i arbejde får adgang til permanent opholdstilladelse efter fire år, kom der som så ofte før et høringssvar fra Instituttet. I den forbindelse spurgte direktøren Jonas Christoffersen retorisk i et debatindlæg, om det var nok ”at Danmarks internationale forpligtelser overholdes med hiv og sving?” og mente dertil, at det vel også er ”væsentligt, at reglerne ikke ligefrem skader integrationen, eller at reglerne ikke skræmmer veluddannede udlændinge og deres ægtefæller væk fra overhovedet at overveje job og arbejdsliv i Danmark.”

Det første kan være, hvad det vil. Direktøren vil problematisere og det gør han så, selvom det ærligt talt er en underlig form for debat. Er udlændingeaftalen i strid med menneskerettighederne – ja eller nej? Det må være hovedopgaven at besvare for både institut og direktør. Det andet er værre. Selvfølgelig skal vi ikke gennemføre regler, der skader integrationen og hindrer Danmark i kampen om udenlandsk arbejdskraft og det gør udlændingeaftalen i øvrigt ikke – tværtimod. Men er det virkelig sådan, at Institut for Menneskerettigheder også er et institut for integrationsfremme og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft? Og er det op til instituttet at give en entydig og korrekt definition på, hvad god integration er, selv om et flertal i Folketinget måtte mene noget andet?

I instituttets selvforståelse er svaret åbenbart ’ja’ – endda et rungende et af slagsen. Og det er til trods for, at et begreb som ‘integration’ så langt fra er et akademisk juridisk begreb, men et praktisk politisk – skal man stille krav eller skal man stryge med hårene og give efter? Svarene afhænger naturligvis af politisk overbevisning. Og heldigvis for det. 

Som integrationsordfører har jeg ofte oplevet fordømmelsen, når vi ikke slår hælene sammen og retter os efter ethvert diktat fra Instituttet, selv om det typisk nedhændes med en sådan selvsikkerhed og i en aura af åbenbaret sandhed, at man forventer at høre englekor og harpespil, når man åbner kuverten.

Sagen er, at Institut for Menneskerettigheder har mistet vægt og troværdighed, fordi det på linje med en række andre organisationer har været for ivrige til at råbe ’ulv’. Siden 2001 er der snart sagt ikke en lovændring på integrationsområdet, der ikke er blevet mødt med løftede pegefingre, insisterende formaninger og ensidig fordømmelse. Instituttet har så at sige stirret sig blindt på integrationsområdet og entydigt valgt side. Og det til en grad, hvor Instituttet har valgt Sune Skadegaard Thorsen som formand – en flygtningeadvokat, der er så ekstrem i sit syn på integrationsområdet, at jeg ærligt talt synes, det er en skamplet på instituttet. 

“Danmark er ved at blive omdannet til et museum for national romantisme og studier i spirende apartheid”, skrev han bl.a. i 2006 med en opfordring til, at danskerne kastede vores racistiske forestillinger fra os – de ”forestillinger, der gjorde, at Danmark kunne blive en af verdens førende slavehandelsnationer, at mange danskere accepterede (og accepterer) nazismens grusomme menneskeopfattelse.” Og i en kronik om udlændingeaftalen fra maj i år skriver han, at udskydelsen af opnåelse af stemmeret til kommunalvalg fra tre til fire år er “et stort hop tilbage mod de tider, hvor kun rige hvide mænd havde stemmeret”.

Ovenstående udtalelser vidner ikke kun om en komplet mangel på realitetssans og uhyrlig paranoia. Det vidner om et indædt had til det siddende politiske flertal og det kan vel ikke undgå at påvirke Instituttets arbejde, at han sidder som formand. 

Den nyeste kronik fra formanden er skrevet sammen med Michala Bendixen og Knud Vilby. Hun er fra Komiteen for Flygtninge under jorden, der altså ved hjælp af ulovligheder forsøger at undergrave den danske lovgivning og respekten for myndighedernes afgørelser. Desuden er hun tidligere medlem af Socialistisk Folkeparti – hun meldte sig ud pga. højredrejningen i udlændingepolitikken og Villy Søvndals kritik af den ekstremistiske forening Hizb-Ut-Tahrir, der jo har en islamisk revolution som mål og ønsker at indføre koranen som eneste lovgivning. Som hun sagde det, så var ”lige præcis udfaldet mod en lille, lovlig og i øvrigt fredelig forening som Hizb-Ut-Tharir er helt ude af proportioner og helt malplaceret i et samfund, hvor vi har en vanvittig hetz imod alle muslimer”.

Knud Vilby er et kendt navn på venstrefløjen og han har blandt andet været en støtte for det kommunistiske regime i Kina – ikke kun i 70’erne, men også så sent som i år 2000, da han i en kronik med overskriften ’Sympati for Mao’ i Berlingske skrev følgende: ”Hvis de fattige får større fremgang og mere udvikling under Kinas socialistiske diktatur end i Indiens demokrati, så foretrækker jeg Kina”.

Sune Skadegaard er med sine egne udtalelser og ved så tydeligt at sætte sig i selskab med ovenstående synspunkter medvirkende til, at respekten for Instituttets arbejde og faglighed sættes over styr. Og det er en skam, for vi har selvfølgelig brug for en levende debat om menneskerettigheders plads i et demokratisk samfund – Muhammedkrisen er vel her det bedste – og sørgeligste – eksempel i nyere tid på, at menneskerettighederne er under pres.

Og helt barokt bliver det, når jeg som politiker skal korrekses af Instituttets formand, fordi jeg har vovet at være kritisk overfor et høringssvar. I forbindelse med udlændingeaftalen skrev jeg i et debatindlæg og på min hjemmeside, at Instituttet politiserede – det resulterede i en lidt fortørnet formuleret mail, hvor jeg blev belært om mit ansvar som bestyrelsesmedlem og min loyalitetsforpligtelse over for instituttet. Alene det vidner om en vis grad af storhedsvanvid. Jeg er medlem af det danske folketing og mit ansvar og min loyalitet er over for Danmark og vælgerne. Ikke overfor et institut, der igen og igen politiserer og slet ikke overfor en formand med ekstreme synspunkter, der er med til at undergrave respekten for det institut, som han er formand for.

Vi har brug for en instans, der kan rådgive os om menneskerettigheder. Men vi har brug for en reflekterende instans, der ikke stirrer sig blind på et enkelt område.

I det indlæg, hvor jeg vover at kritisere Institut for Menneskerettigheders høringssvar, sammenligner jeg Instituttet med et politisk parti. Det skal jeg gerne her trække tilbage. Jeg tog fejl. Institut for Menneskerettigheder kan ingenlunde sammenlignes med et politisk parti. Institut for Menneskerettigheder er snarere Danmarks svar på vogternes råd. En sammenslutning, som alene besidder den højeste sandhed, og som ser det som sin fornemmeste pligt, at belære os andre, mindre indsigtsfulde, om ret og vrang. Her bør det bemærkes, at vogternes råd følger deres egen kalender og kommer med deres bemærkninger, når det passer dem – syv uger efter høringsfristen – og dermed langt fra den tidsfrist, som gælder alle andre. Man behøver vel ikke rette sig efter de regler, som andre følger. 

Jeg nærer stor respekt for menneskerettighederne, og mener at vi skal værne om dem i Danmark, ligesom jeg mener, at vi skal kæmpe for at fremme dem rundt om i verden. I denne kamp burde Institut for Menneskerettigheder være en nær allieret. I stedet har de valgt at bruge menneskerettighederne som figenblad i en politisk krig mod regeringen. Det gavner ingen, og slet ikke menneskerettighederne.

Aftalen er modig, fordi det ikke er let at finde 24 mia. kr. Der er ingen lette løsninger. Alle må holde for og bidrage, og helt ærligt, så er det et afbalanceret forlig, og et bedre resultat end det regeringen oprindeligt spillede ud med. Det skyldes, at der sammen med genopretningsplanen nu også er sat en modig reformdagsorden, der bidrager til også at sikre dansk økonomi på længere sigt. Dagpengereformen medfører helt konkret, at der hentes over 6 mia. ved at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år, så perioden bliver den samme som i vores nordiske nabolande.

Sidst men ikke mindst er forligt udtryk for at Danmark har en statsminister, der tager økonomisk ansvarlighed dybt alvorligt, og det er hvad vi har brug for lige nu. Med aftalen vil regeringen og DF på en effektiv, konkret og skånsom måde hurtigst muligt få betalt regningen for krisen, og dermed bringe danskerne sikkert til bedre tider. Regeringen har valgt den ansvarlige vej. Det er en realistisk vej. Det er den eneste vej.

Men fantasipenge og fantasiregnestykker er det sidste Danmark har brug for lige nu. Vi har senest set i Grækenland, hvordan det kan grueligt galt, hvis ikke man tager gælden alvorligt. Hvis ikke der er tiltro til den danske økonomi, så fører det til stigende renter og usikkerhed om dansk økonomi, og det vil før vi når at se os om, få store konsekvenser for dansk økonomi og det spirende opsving. Der er ingen vej uden om at betale regningen nu, og heldigvis har vi en statsminister, som tager det ansvar på sig – også selvom det muligvis hverken er populært eller kan kommunikeres i en enkelt, smart vending.  Lars Løkke har med GenopretningsPakken taget politisk lederskab, og det klæder ham. 

Jeg tror grundlæggende på, at danskerne har en sund økonomisk sans, og jeg tror derfor også at de med tiden vil indse fornuften i at få betalt gælden tilbage med det samme. Jeg indrømmer gerne, at det nok ikke med det første vil afspejle sig i meningsmålingerne, for det er en hård og træls plan, som statsministeren onsdag præsenterede. Den lægger op til at vi alle skal bidrage rig som fattig ved at have det samme beløb til rådighed de næste 730 dage. Jeg tror på at danskerne på sigt vil foretrække en statsminister, som er mere optaget af at gøre det rigtige end at gøre det populære. Jeg er derfor en stolt Venstremand i denne uge og jeg er også fortrøstningsfuld både på Danmarks økonomis vegne og på Venstres.

Helt ærligt, så trænger oppositionen til at nogen skyder på dem. S og SF har det sidste års tid forsøgt at fasttømre deres samarbejde yderligere gennem brug af fokusgrupper, fælles strategimøder og ugentlige møder om politikken, hvor Ole Sohns kontor har været mødestedet mellem ledelsen af S og SF. Det samarbejde vil kun forstærkes mod et kommende folketingsvalg. I virkeligheden kopierer S og SF blot V og K’s strategi fra 1998, hvor vi lagde fælles politikudspil frem, fx en 100-dages plan til når vi fik magten. Svagheden ved S og SF’s samarbejde er ikke strategien, men det politiske produkt som de i fællesskab tilbyder vælgerne – det er kort sagt ikke langtidsholdbart, men mest tom retorik og varm luft. De har endnu ikke præsenteret et alternativ til regeringens politik. Det kan der kun være to forklaringer på. Enten at de ikke kan blive enige, hvilket deres fælles nej til den nye intelligente udlændingepolitik er et eksempel på, eller at de ikke ved hvad de vil. Uanset hvad, så mangler de fortsat at præsentere et bud på, hvordan de vil bringe Danmark sikkert gennem krisen. Det er ikke nok kun at kunne kritisere, hvis man vil være et regeringsparti. Når valgdagen kommer og vælgerne skal sætte deres kryds, så stemmer vælgerne ikke på dem, der kun påpeger problemerne, men på dem, som er ærlige og ansvarlige nok til også at præsentere løsningerne.

Netop det tog Lars Løkke fat på i denne uge, da han præsenterede et ærligt og ansvarligt svar på de økonomiske udfordringer. Løsninger som muligvis er upopulære, men ikke desto mindre er de nødvendige. Staten har et underskud på 24 mia. kr. som skal findes inden 2013. Regeringen har således bebudet en nulvækststrategi, som fra 2011-1013 vil indbringe 13 mia. kr. De resterende 11. mia. kr. skal findes som deciderede besparelser på de kommende finanslove. Derudover har regeringen fremlagt en omprioriteringsplan, hvor staten og kommunerne samlet set skal finde 10 mia. kr., som skal bruges på sygehusene, folkeskolen og de mest udsatte grupper. Regerings svar er et ansvarligt svar, der tager hånd om krisen samtidig med at vi prioriterer de områder, hvor vi har de største udfordringer.

Tilbage står vi med en opposition, hvis eneste svar er en hemmelig skuffeplan for dansk økonomi. Man skulle tro, at oppositionens økonomiske rådgiver er Anker Jørgensen. I hvert fald har deres økonomiske politik – eller rettere manglen på samme – store ligheder med den uansvarlige politik, der førte dansk økonomi ud over afgrunden i 1970’erne. Oppositionen har travlt med at kritisere regeringen, men hemmeligholder fortsat deres egen økonomiske plan. Det er både uansvarligt og uærligt.

Afvisningen af udlændingepakken kommer ikke som nogen overraskelse, for det har længe stået klart, at SF har talt med to tunger på udlændingeområdet. De har i medierne gang på gang fremført en benhård retorik, men når det kommer til at tage ansvar for den stramme udlændingepolitik i Folketingssalen, så får de kolde fødder og stemmer imod. På trods af Villy Søvndahls og Ole Sohns ihærdige spinarbejde, så står det nu fast, at SF er og bliver et oppositionsparti, som ikke tør tage ansvar når det gælder.

Men SF melder stadig ikke klart ud til vælgerne. De forsøger nemlig ihærdigt at pakke deres afvisning ind i processnak om korte høringsfrister og forkert ”pakkede” lovforslag i stedet for at fortælle sandheden, nemlig at de stemmer imod, fordi de grundlæggende er modstandere af den stramme udlændingepolitik. SF’s strategi er uværdig. De burde komme ud af busken og fortælle ærligt til vælgerne, at det stadig er den gamle, blødsødne folketingsgruppe som tegner linjen hos SF, og at de – trods Villy Søvndahls ivrige forsikringer om det modsatte – aldrig har støttet op om den stramme udlændingepolitik.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg som folkevalgt politiker og medlem af Venstre længe har været meget bekymret for den negative udvikling, der har ramt landbruget som følge af den finansielle krise. Jeg er derfor meget glad for at regeringen i dag er blevet enig med Dansk Folkeparti om en landbrugspakke, som rækker en hånd ud til landbruget.”

Konkret betyder den nye landbrugspakke blandt andet, at jordskatterne bliver lettet med 500 mio. kr. årligt, kravene til udvaskningen af kvælstof bliver halveret fra 19.000 til 10.000 tons og at administrationsbyrden for landmændene lettes.

”Den nye landbrugspakke er helt nødvendig for landbruget og for det danske samfund. Fødevaresektoren udgør en stor og betydningsfuld del af samfundsøkonomien, og den er med til at sikre tusindvis af arbejdspladser – ofte uden for de store byer i landsdele som fx Nordjylland. Vi har som politikere et ansvar for at sikre landbruget, og landbrugspakken er et vigtigt skridt i den rigtige retning.” 

For yderligere information kontakt da:

Karsten Lauritzen
Karsten.lauritzen@ft.dk       3337 4505 – 6162 4632

Karsten Lauritzen er 26 år, og blev valg til Folketinget i november 2007. Han er integrationsordfører og udviklingsordfører for Venstre, og er desuden medlem af Finansudvalget og Fødevareudvalget samt næstformand i Udenrigsudvalget.  

Den kritik er forfejlet. Det fremgår klart af aftalen, at ”hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, særligt handicapkonventionen, kan medføre undtagelser fra et eller flere krav”. Det vil med andre ord sige, at der i det nye pointsystem naturligvis vil blive taget hensyn til både fysisk og psykisk handicappede, præcis som vi også gør i dag.

Det er svært, at se disse organisationers kritik som andet end politisk kampagne, hvor de griber en hver lejlighed til at kritisere regeringen. Af Dansk Flygtningehjælps eget materiale på deres hjemmeside fremgår det helt klart, at traumatiserede og svage flygtninge får det bedre af at komme i beskæftigelse, modtage sprogundervisning og i det hele taget af at deltage i aktiviteter. Lige netop ting, som den nye lovgivning indrettes til at fremme. Hvorfor har organisationerne så travlt med bare at kritisere i stedet for at indgå i en konstruktiv dialog om, hvordan de nye regler kan omsættes bedst mulig til lovgivning?

Set over en bred kam, så er det nye pointsystem en håndsrækning til udlændinge i Danmark, idet vi nu giver udlændinge mulighed for at arbejde sig til en permanent opholdtilladelse tre år før de ellers ville kunne få den. Vi giver udlændinge et positivt incitament til at tage et aktivt personligt ansvar for deres egen integration. Det er intelligent udlændingepolitik til gavn for alle.

Samtidig slår vi konsekvent ned over for de udlændinge, som modarbejder det danske samfund. De vil ikke længere nærmest automatisk kunne få udstedt en permanent opholdtilladelse. Derudover indfører vi en række andre stramninger over for de udlændinge, som forbryder sig mod det danske samfund. Med aftalen strammer vi således udvisningsreglerne, så udlændinge kan blive udvist for socialt bedrageri, og vi indfører en inddragelse af opholdstilladelsen i 10 år for de flygtninge, der rejser tilbage til det land de er flygtet fra, uden at have fået tilladelse.

Sammenlagt er den nye aftale et vigtigt skridt, der viderefører den faste og fair udlændingepolitik samtidig med at vi ruster lovgivningen til fremtiden, så vi fremover har en mere intelligent udlændinge- og integrationspolitik.

Hvad der til gengæld er overraskende er oppositionens reaktion på – eller mere præcist, mangel på reaktion på – menneskerettighedsdomstolens afgørelse.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har de seneste mange måneder tordnet mod regeringen, og nægtet at acceptere hjemsendelserne af irakerne med henvisning til at det er imod UNHCR’s anbefalinger. Oppositionen har følt sig hævet over Flygtningenævnets ekspertise og afgørelser og ment at de har bedre indblik i vilkårene i Irak end Flygtningenævnet har.

Det er interessante spørgsmål er nu, føler de sig også hævet over Menneskerettighedsdomstolens afgørelser? Sandsynligvis, for ingen af oppositionspartierne har end dog kommenteret afgørelsen. Blot pinlig tavshed. Så er det åbenbart ikke længere så vigtigt at lytte til FN og konventionerne!

Netop denne reaktion viser hele sagens kerne. Oppositionen griber ethvert argument, der giver dem en mulighed for at så tvivl om regeringens såvel som myndighedernes troværdighed: de sår tvivl om hjemsendelsesaftalens gyldighed, hævder at regeringen kan give irakerne humanitær opholdstilladelse osv. osv. Formålet med argumentationen har aldrig været saglighed, men blot at smyge sig uden om sandheden. Men hvorfor indrømmer de ikke den sandhed, som alle andre allerede har indset? Hvorfor indrømmer de ikke, at dette ikke handler om de 282 irakere, men om at de ønsker en anden udlændingepolitik end regeringen? Og så kan vi en gang for alle få slået fast, at VK-regeringen er og bliver den eneste regering, som står vagt om en fast og fair udlændingepolitik.

Regeringens fokus på beskæftigelse har båret frugt, og dermed er det lykkedes at vende det negative billede af arbejdsløse indvandrere. Succeshistorien skyldes de konsekvente og konkrete tiltag der er taget. Ved at etablere konsulentenheden Integrationsservice(ITS), har regeringen sikret sig, at kommunernes integrationsindsats på beskæftigelses- og uddannelsesområdet bliver endnu mere styrket. Et øget fokus på danskundervisning for ansatte har ligeledes reduceret arbejdsløsheden blandt indvandrere og dermed skabt mere kontakt til danskere. Derudover støtter regeringen et mangfoldighedsprogram blandt virksomhederne, som ligeså medvirker til et stigende antal indvandrere i beskæftigelse. For at forebygge ungdomsledighed, er regeringen kommet med et udspil, hvor der forventes afsat 1 mia. kr. ekstra på praktikpladsområdet i 2010, hvilket bl.a. indebærer, ar der kan etableres op til 3.000 ekstra skolepraktikpladser.

Tallene for antallet af ydelsesmodtagere fra jobindsats.dk bl.a. viser, at flere og flere indvandrere har fået etableret sig en fast plads på arbejdsmarkedet. Det fremgår af tallene, at på kontant- og starthjælpsområdet har der blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund været en stigning på tre pct. fra september 2008 til juli 2009, sammenlignet med 26 pct. for etniske danskere.
Når det gælder arbejdsløshedsdagpengeområdet, så har stigningen blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund været på 48 pct. fra september 2008 til juni 2009 sammenlignet med 104 pct. for etniske danskere.

Dog for at se endnu store udfordringer for integrationen, skal vi forsat arbejde med vores aktiv beskæftigelses- og integrationspolitik. Vi har indtil videre leveret en historisk fremgang i integrationen og det skal vi blive ved med!

Oplysningerne om, hvem der kan få humanitær opholdstilladelse, kan læses på www.nyidanmark.dk. Vilkårene for at få humanitær opholdstilladelse er reguleret ved lov og gives undtagelsesvis, og kun hvis »væsentlige humanitære hensyn taler for det«. Der er en meget omfattende og detaljeret praksis. Væsentlige hensyn er bl. a. i praksis defineret som personer, der lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter, f. eks. livstruende kræftsygdomme og uhelbredelige sindssygdomme.

De sidste to år er der givet humanitær opholdstilladelse til ca. 15 afviste irakere, som opfyldte kriterierne, og ca. 70 pct. af de afviste irakere har søgt herom.

Det er krystalklart, at der ikke er lovhjemmel til, som Eva Smith ellers påstår, at integrationsministeren kan uddele humanitær opholdstilladelse til større grupper af afviste asylansøgere, der ikke opfylder betingelserne.

Hertil kommer, at hvis vi lemper praksis for, hvornår vi uddeler humanitær opholdstilladelse, skal der være saglige årsager hertil. En lempelse betyder, at vi åbner for, at alle asylansøgere fra alle lande skal behandles herefter. Hvilket vil være at åbne en ladeport i udlændingeloven for tildeling af humanitær opholdstilladelse uden det nødvendige saglige belæg herfor.

Må jeg i den forbindelse minde om, at man blot skal bevæge sig over den danske grænse og sige »asyl« for at blive asylansøger.

Danmark vil således blive en sand magnet for asylansøgere fra hele verden.

I Venstre vil vi ikke acceptere, at man kan vente eller besætte sig til en opholdstilladelse.

Integrationsministeren lyver på ingen måde, men overholder blot loven, som Folketinget har formuleret og vedtaget. Hvis Eva Smith ønsker at ignorere Flygtningenævnets afgørelser og give ophold til de afviste irakere, kan det kun ske via en særlov.

Det er beskæmmende, at en ellers anerkendt juraprofessor i denne sag tilsidesætter retsstaten, juraen og grundfundamentet i vores demokratiske samfund og lader følelserne råde. Man må antage, at juraprofessoren ikke bevidst vildleder, og min opfordring vil derfor være, at Eva Smith en anden gang vil læse bedre på lektien.

Bragt i Berlingske Tidenden den 13. september 2009

Også i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirken var aktivisterne selv skyld i at politiet tog magt i anvendelse og at de kom til skade. De billeder som dagspressen har vist fra rydningen var præcist det som aktivisterne ønsker – billeder af at politiet er voldelige og trækker knipler. Og de aktioner som aktivisterne tidligere har stået for er endt i sammenstød med politiet. Derfor er det usandt når de siger at deres formål er fredeligt. De ønsker kun konfrontationen. Det er vel også derfor at aktivisterne – endnu engang – kritiserede politiet, denne gang for at offentliggøre billederne af en fredelig aktion i kirken. Det er svært at konstatere andet end at aktivisternes kamp ikke handler om irakerne – de er blot gidsler i aktivisternes kamp mod en borgerlig liberal regering.

Hvis de virkelig ønskede at hjælpe andre end sig selv kunne de lave frivilligt arbejde i Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, osv. Det er mennesker, der ønsker at gøre en forskel. De gør en forskel for andre mennesker – det diametralt modsatte af hvad aktivisterne fra Kirkeasyl gør!

Læs f.eks. aktivisternes kritik her: http://politiken.dk/indland/article780074.ece

Jeg tillader mig, at være lidt hård i tonen fordi jeg sammen med en lang række andre MF’ere fra Venstre allerede i efteråret, inden lovforslaget blev vedtaget, tog diskussion op i folketingsgruppen. Og igennem efteråret og foråret har vi haft hede debatter, hvor et stort flertal i Venstres folketingsgruppe ikke kunne forstå hvorfor vi skal tvinge kommunerne og børnene til at tage imod maden. Hvorfor skal forældre ikke længere have lov til selv at smøre madpakken? Hvorfor tror staten pludselig, at den er bedre til at bestemme hvad et barn skal spise end barnets forældre? Udover den ideologisk argumentation, er der også de praktiske hensyn. En lang række børnehaver risikerede lukning, hvis det oprindelig lovforslag var kommet igennem, fordi der i mange børnehaver ikke er anretterkøkkener. Det er heldigvis lykkedes, at få en indrømmelse i forhold til den praktiske gennemførelse, men desværre ikke en ændring af ordningen, så man kan lade beslutningen om madordningen komme ud til kommunalbestyrelsen i kommunerne eller endnu bedre ud til det enkelte forældreråd! Det havde ellers været let at lave om – det havde blot krævet en mindre tilføjelse til loven under afsnittet ”Dispensationer”.

Grunden til, at der gik ged i madordningen, skal findes i aftalen om kommunernes økonomi fra 2008, for i løbet af forhandlingerne i foråret 2008, er der nogle, der har ændret det ”kan”, der står i Regeringsgrundlaget, til et ”skal”. Og nu er der ikke rigtig nogen, som vil tage ansvar. Regeringen siger, at det var et krav fra KL og særligt fra de store kommuner, der mente at det ville være svært at administrere en valgfri ordning. KL siger, at det var noget Regeringen ønskede. Måske er det noget en eller anden embedsmand fik sneget ind i aftalen i 11. time? Jeg ved det ikke og vi finder nok aldrig ud af det. Nu anerkender alle, at det er en dårlig lov og at madordningen skaber flere problemer end den løser. Og nu er problemet, at hverken KL eller Regeringen vil påtage sig ansvaret for at der er begået en fejl og få rettet op på det!

Det er glædeligt, at man i den seneste aftale mellem KL og Regeringen har besluttet at udskyde ordningen i op til 2 år og give flere penge (400 mio. kr.), men principielt er jeg stadig stærkt kritisk, for hvorfor skal vi tvinge en madordning igennem over for de mange forældre, som er rigtig gode til at sikre deres børn god, fornuftig kost? Hvornår er ”skal” og tvang blevet til liberalt hjerteblod? Jeg håber Venstres medlemmer ved, at folketingsgruppen har gjort hvad den kunne i denne sag. Ansvaret for resultatet skal findes længere oppe i systemet.

Jeg synes uden sammenligning, at Anders Fogh Rasmussen har været en af Danmarks dygtigste statsministre og vi skylder ham en stor tak for de næsten 8 år han har stået i spidsen for Danmark.

Men også tillykke til den næste Rasmussen
Også tillykke til Danmarks kommende  statsminister Lars Løkke Rasmussen. Den kommende tid i Venstre og dansk politik vil med stor sandsynlighed byde på store forandringer. Der er behov for at Lars Løkke sætter en ny politisk dagsorden. Og mon ikke at der også vil bliver udskiftet lidt på ministerholdet? Der hviler en stor opgave på Lars Løkkes skuldre. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om at det er en opgave han kan løfte.

Nye minister-emner
Nu skal man jo passe på med gætterier, men jeg tror at der kommer en ministerrokade – måske endda nye ministerier? Spørgsmålene handler mere om størrelsen på rokaden og timingen. Måske kommer den allerede nu i kølvandet på Foghs afgang. Nye minister-emner kunne være Peter Christensen, Søren Pind, Ellen Trane Nørby og Karen Ellemann.

Uanset om mine gæt er rigtige eller forkerte, så er jeg i hvert fald sikker på en ting: Dansk politik og Venstre går ind i en anderledes og spændende tid. Jeg glæder mig til at følge det og være en del af det.

Aalborg kommune har pengene til at renovere flere skoler og bygge nye veje, hvis de vil! Det er helt op til byrådet og borgmesteren. Hvis de ikke vil bruge deres egne penge, så kan de med den seneste pakke få del i de 650 mio. kr. som Regeringen stiller til rådighed til anlægslån.

Henning G. foretager i dagens avis ansvarsfralæggelse og fornægter fakta – nemlig at Aalborg kommune har masser af penge at bygge for, hvis de vil!

I den seneste udgave af Sindal Avis skriver Ivan Jacobsen, at pensionisterne bliver sorteper ved det kommende skatteforlig. Lad mig først slå fast, at der ikke foreligger noget skatteforlig endnu, og at det derfor ikke er regeringens udspil der her er tale om, men derimod skattekommissionens. Regeringen har dog hele tiden holdt fast ved, at den kommende skattereform skal gøre det attraktivt at arbejde mere, ved at sænke skatten på arbejde, hvilket kan være med til at stimulere arbejde og virkelyst. Det er helt essentielt for, at Danmark fortsat kan skabe vækst og velstand, og netop derfor vil regeringen komme med et udspil der tager hensyn til de udfordringer, vi står overfor i fremtiden.

Dermed ikke sagt at regeringen ikke tilgodeser pensionisterne, snarere tværtimod. Lad mig blot nævne nogle af de mange tiltag som regeringen har gennemført til fordel for de ældre. Med finansloven for 2009 oplever de ældre en række betydelige forbedringer, herunder at ældrechecken forhøjes til 10.300 kr. årligt, hvilket betyder at der er blevet op til 2500 kr. mere til de ældre fra den 1. januar i år. Desuden er der lagt et loft over ældres betaling for madservice, og det bevirker, at de ældre maks. må betale 3000 kr. om måneden for madservice på plejehjem og i plejeboliger fra den 1. juli 2009.

Derudover er der blevet indført større støtte og frihed i forbindelse med valg af ældreboliger, og der er pr. 1.januar i år indført en plejeboliggaranti der betyder, at ældre højest må vente to måneder på et tilbud om plejebolig. Endelig må vi ikke glemme forbedringerne i forhold til hjemmepleje, hvor der bl.a. er indført frit valg af leverandør af hjemmehjælp, og muligheden for at de ældre pr. 1.januar kan få én fast kontaktperson i hjemmeplejen. Disse forslag er alt sammen blevet vedtaget, fordi regeringen i den grad vælger at prioritere pensionisterne, hvorfor jeg ikke mener Ivan Jacobsens kritik er berettiget.

Den kommende skattereform kan ikke vægte og tilgodese hele befolkningen, og der er en væsentlig gruppe, nemlig de på arbejdsmarkedet, som i højere grad vil komme til at mærke den kommende skattereform, men det er der også en væsentlig grund til. De er en stor del af Danmarks fremtid, og der er brug for dem på arbejdsmarkedet, hvis Danmark fortsat skal vokse i vækst og velstand. Det er ikke ensbetydende med, at de ældre ikke er vigtige, og det mener jeg også regeringen har vist bl.a. i finansloven for 2009, hvor der blev gennemført adskillige tiltag, netop til fordel for de ældre.

Bragt i Sindal Avis 25. februar 2009 ]]> http://www.stemlauritzen.dk/2009/02/de-%c3%a6ldres-behov-bliver-varetaget-af-venstre/feed/ 3 http://www.stemlauritzen.dk/2008/12/prehn-ude-af-trit-med-virkeligheden/ http://www.stemlauritzen.dk/2008/12/prehn-ude-af-trit-med-virkeligheden/#comments Tue, 02 Dec 2008 14:00:25 +0000 Karsten Lauritzen http://www.stemlauritzen.dk/?p=104 Lørdag 29.11. skrev folketingsmedlem Rasmus Prehn (S), at “VKO var ude af trit med vælgerne”. Heldigvis slår Prehns opportunistiske propaganda fejl. Det er faktisk Prehn selv og dele af Socialdemokratiet, som er ude af trit med vælgerne såvel som virkeligheden.

Prehn påstår – under henvisning til en artikel i Ugebrevet A4 – at danskerne er trætte af VK-regeringens borgerlige liberale politik og ikke mener, at landet skal føres i en mere borgerlig liberal retning.

VK har nemlig – ifølge Prehn – skåret ned på kommunerne og tvunget dem til at afskedige medarbejdere, sparet på velfærden og endda startet et ideologisk korstog, der skal fremme udbud og privatisering i kommunerne.

I den verden, som Prehn bevæger sig rundt i, er der tilsyneladende ikke én ting, som regeringen ikke har skylden for. Det har han gang på gang – på desværre usaglig vis – fremført samtidig med, at han lover bedring, når Danmark får en S-regering. Det lover han, vel og mærke uden at nævne, hvad det præcis er, S vil, hvis de kommer i regering. Hvad er deres visioner? Og hvordan vil de indfri dem?

Jeg formoder, at årsagen til, at S og Prehn ikke vil fortælle danskerne det, er, at de ikke selv ved det endnu. Derfor vælger Prehn – forståeligt nok – skamløst at kritisere regeringen frem for at fortælle, hvad det socialdemokratiske alternativ er.

Prehn glemmer dog at nævne, at Ugebrevet A4 er ejet og udgivet af LO, der traditionelt har tætte forbindelser til Socialdemokratiet, og derfor er det vel ikke så overraskende, at deres såkaldte undersøgelse viser, at 40 pct. af Danmarks befolkning mener, at det danske samfund har flyttet sig i en for borgerlig-liberal retning?

Personligt er jeg overrasket over, at S, LO og Ugebrevet A4 ikke har kunne fordreje tallene til mere end 40 pct.’s modstand mod regeringens politik – 40 pct. er jo dem, der traditionelt er oppositionens vælgere, og det er da ikke mærkeligt, at de ser skævt til regeringens politik.

Jeg kan i øvrigt ikke forstå, at Prehn kan læse undersøgelsen, som om vælgerne pludselig har vendt sig mod regeringen og dens borgerlige-liberale politik, for på Ugebrevet A4′s hjemmeside, www.ugebreveta4.dk, kan man læse, hvordan lektor Johannes Andersen fra AAU ser A4′s måling: “Polariseringen af vælgerkorpset er stabil. Kernevælgerne bakker op om regeringens politik og indsats, mens oppositionens vælgere ikke overraskende er utilfredse”.

Hans konklusion er, at intet har ændret sig, når det handler om vælgernes opbakning til regeringens politik. I søndags var der da også en stor meningsmåling, der viste, at der fortsat er flertal til VKO. Ligesom Johannes Andersen tillader jeg mig derfor at konkludere, at der ikke er sket noget stort vælgerskred, som Prehn ellers påstår. Regeringen har fortsat opbakning til sin politik om skattelettelser, en fast og fair udlændingepolitik og fortsatte borgerlige, liberale reformer af det danske velfærdssamfund.

Én ting har Prehn dog i ret i: regeringen vil øge udliciteringen og privatiseringen af den offentlige sektor.

Han har imidlertid ikke ret i, at udlicitering og privatisering er noget skidt, for det er faktisk takket være regeringens udbuds- og udliciteringspolitik, at patienter ikke længere står på årelange ventelister, og at ældre nu selv kan vælge rengøringsfirma og madleverandør.

Han har heller ikke ret i, at befolkningen ikke ønsker det frie valg. Alle dem, jeg kender, der har været i berøring med sundhedsvæsnet mener, at det er positivt, at patienter kan bruge det frie valg, og jeg tror, at Prehn får svært ved at finde ældre, der ikke kan se fordelen i det frie valg på ældreområdet. At udlicitering og privatisering er positivt og skaber konkurrence i den offentlige sektor til glæde for modtagerne, altså borgerne, understreges yderligere af, at SR-regeringen fra 1993 til 2001 privatiserede massivt for 37 mia. kr. gennem salg og privatisering af statslige virksomheder.

Derudover er det tankevækkende, at S-borgmestre faktisk udliciterer mere end borgerlige borgmestre. Det fremgår af en rapport fra Konkurrencestyrelsen offentliggjort i oktober. Når både den tidligere SR-regering såvel som nuværende S-borgmestre, praktiserer udlicitering og privatisering i stor stil, må Prehn altså befinde sig i sin egen lille, beton-socialdemokratiske verden, når han påstår at frit valg, udlicitering og privatisering er noget negativt og rent borgerligt liberalt korstog.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 2. december 2008

Den generelle tendens har været klar: Stramningerne er fuldstændigt uhyrlige, fordi mennesker på tålt ophold fremover vil blive behandlet uretfærdigt og nærmest umenneskeligt.

Og til at underbygge disse påstande har en række af de danske nyhedsmedier taget den ene enkeltsag frem efter den anden og tilmed gjort de pågældende personer på tålt ophold til ofre for den kyniske danske regering og dens stramninger, som i øvrigt, hvis man skal tro pressedækningen, vil ramme alle ligeligt, uanset deres situation.

Min indignation over denne tendentiøse nyhedsdækning er til at tage og føle på, og jeg synes, at hele debatten trænger til at få et mere sagligt og faktuelt funderet grundlag.

Alvorlig kriminalitet
For det første er langt størstedelen af de 18 mennesker, der er på tålt ophold, personer, som har begået særdeles alvorlig kriminalitet.

7 er idømt over 5 års fængsel, 3 har begået forbrydelser mod menneskeheden, 6 er blevet dømt mellem 1-4 års fængsel og kun 2 ud af de 18 har siddet forholdsvist kort tid i fængsel (hhv. 8 måneder og 40 dage).

Vi taler altså ikke om folk, der er dømt for at stjæle slik i kiosken – vi taler om hårde kriminelle, som i den grad har forbrudt sig mod det danske samfund. At disse mennesker skal fremstilles som ofre er fuldstændig grotesk. Det eneste, de er ofre for, er deres egne ugerninger.

For det andet fremstilles lovforslaget på en måde, der indikerer, at alle på tålt ophold vil blive behandlet ens, uanset deres kriminelle baggrund. Men hvis man læser lovforslaget, står der klart og tydeligt, at der er en dispensationsordning både i forhold til den daglige meldepligt samt i forhold til opholdskravet på Center Sandholm.

Afslutningsvis vil jeg gerne tage fat i den principielle del af diskussionen.

Der er ikke noget i vejen med, at vi stiller krav til folk, der har forbrudt sig imod det danske samfund, og som i øvrigt er blevet udvist. De er fuldstændigt frie til at forlade landet, hvis de ikke finder vilkårene tilfredsstillende, men det siger sig selv, at tidligere kriminelle med en udvisningsdom ikke kan leve videre i det danske samfund, som om ingenting er hændt. Derfor er de på tålt ophold, og derfor skal de være underlagt en række fair krav.

Men hvem har så ansvaret for kommunernes økonomi? spørger Bjarne Jensen Kong. Kommunes økonomi påhviler det enkelt byrådet og dermed byrådsmedlemmerne og borgmesteren. Selvfølgelig er det rigtigt at staten og folketinget i samarbejdet med Kommunernes Landsforening fastlægger de overordnede økonomiske rammer, herunder vækstrammerne.

Byrådsmedlemmerne og borgmesteren i en kommune har dermed frihed under ansvar til at prioritere og fordele midlerne. I f.eks. Hjørring Kommune, hvor jeg bor, er der 3180 mio.kr. der i 2009 skal fordeles, og reguleret for prisfremskrivning m.v. er den reelle forskel ca. 77 millioner, som Hjørring Kommune har mere at bruge i 2009 frem for 2008. Det er muligvis ikke så mange penge, som byrådet kunne tænke sig, men man får jo heller ikke alt hvad man ønsker sig juleaften! De mange millioner er rammen, som folketinget og regeringen har udstukket for Hjørring kommune og den overordnede ramme tager jeg med glæde, som folketingspolitiker, ansvar for – ikke mindst fordi rammerne jo ikke indeholder besparelser eller nedskæringer, men tværtimod flere penge. Men den videre fordeling og prioritering af pengene er kommunalpolitikkernes ansvar.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 23. oktober 2008

Regeringen afsætter i dette års finanslov 200 millioner kroner til klimapuljen. Men det er ifølge de radikale ikke nok. De vil have, at der skal afsættes i alt 450 millioner kroner på finansloven lige nu. Regeringens målsætning minder om de radikales; man vil, som det står i regeringsgrundlaget, gradvist over de næste år afsætte nogenlunde samme beløb nemlig en halv milliard kroner. Den markante forskel er dog, at vi ikke vil bruge pengene nu, men først efter afholdelsen af klimatopmødet i 2009. Vi vil nemlig sikre os, at midlerne kommer til at indgå som et led i en global strategi og sammenhæng, da det er den eneste måde, hvorpå pengene kan bruges til at gøre en forskel. I modsætning til de radikale, bilder vi os ikke ind, at Danmark kan agere enmandshær, og på egen hånd løse klimaforandringerne i u-landene – og det uanset om vi bruger 200 millioner eller 2 milliarder. Vi er godt klar over, at Danmarks bidrag alene forslår som en skrædder i helvede. Derfor skal penge gives i en global kontekst. Det skylder vi at gøre, både over for u-landene og over for de danske skatteborgere, som jo betaler.

Bragt i Information 12. september 2008

Konkret gives der 1,4 mia. mere til forskning og næsten to mia. til at sikre at flere får en uddannelse i form af flere uddannelsespladser, øget kvalitet i undervisningen og øget efteruddannelse. Trepartsaftalen fra 2007 styrkes også og det betyder, at læreruddannelsen får flere midler og at sygeplejerskerne kan se frem til mere efteruddannelse.

Personligt glæder det mig meget, at finansloven for 2009 forbedrer økonomien på både gymnasier, HHX og på de videregående uddannelser. Under SR-regeringen blev der skabt en stor økonomisk uligevægt imellem hvad en handelsskole får pr. handelsskoleelev og hvad et gymnasium får pr. gymnasieelev.

Da Bertel Haarder tiltrådte som undervisningsminister, startede han et udvalgsarbejde, der skulle kortlægge om der var en saglig begrundelse for at gymnasierne fik så mange flere penge end handelsskolerne. Det arbejde viste, at der tildeles var en saglig begrundelse for forskellen. F.eks. har gymnasieeleverne, i modsætning til handelsskoleeleverne, fysik og biologi – fag som udstyrsmæssigt er meget dyre. Men udvalgsarbejdet viste samtidig også, at der var en uforklarlig forskel mellem de to uddannelser på over 6000 kr. pr. elev. Den forskel har regeringen igennem de sidste to år udlignet. I 2008 hævede vi taxametret med ca. 4000 kr. pr. elev og med finansloven for 2009 vil vi hæve det med yderligere 1400 kr. pr. elev årligt. Dermed får HHX samlet 131 mio. kr. ekstra i forhold til 2007 – ikke ved at tage penge fra gymnasieleverne, men ved at tilføre handelsskolerne flere penge. Dermed håber jeg, at vi med finansloven for 2009 får mange glade handelsskoleelever og lærere.

Gymnasierne har dog også noget at glæde sig over, for de får, som lovet, frigivet de 144 mio. kr. som de skulle spare op i forbindelse med sidste års finanslovsaftale. Og også blandt de studerende på videregående uddannelser er der grund til at være glad – de får nemlig med finansloven for 2009 lov til at arbejde mere uden at skulle tilbagebetale SU, helt præcist 1500 kr. mere om måneden i fribeløb.

Så jeg håber, at de studerende i Danmark, uanset om de går på gymnasium, handelsskole eller på en videregående uddannelse, er glade for finansloven, for det er en finanslov hvor finansministeren har haft meget i posen til dem.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 29. august 2008

Regeringen beskyldes for alt lige fra at føre en uansvarlig økonomisk politik over trusler om kartoffelkur til at Kvalitetsreformen er indholdsløs. Og det er blot for at nævne nogle få. Så skarpe angreb kræver svar på tiltale.

At en Socialdemokrat beskylder regeringen for en uansvarlig økonomisk politik er næsten ironisk.

Regeringens politik har betydet en historisk lav arbejdsløshed, historisk stort overskud på statens finanser, stort afdrag på udlandsgælden, historisk¿ Ja, jeg kunne blive ved, for sandheden er den, at hvis der er noget regeringen gør, så er det at føre en ansvarlig, og en derfor også succesfuld, økonomisk politik. En økonomisk politik, som står i skarp kontrast til Nyrup-regeringen, der fik økonomien til at hænge sammen ved at indføre en ny skat hver måned og ved at sælge ud af statens aktiver.

Og så er der BL’s påstand om at den nye Finansminister, Lars Løkke Rasmussen, truer med at indføre en ny kartoffelkur. Her illustrer BL, at han ikke alene er god til at tegne skræmmebilleder.

Han kan også, på bedste vis, udfolde sine matematiske evner og således vende Lars Løkkes påstand 180 grader. Lars Løkke har ikke truet med kartoffelkur. Han har blot konstateret, at hvis Socialdemokraternes lønpulje til de offentligt ansatte bliver til virkelighed, kan de afledte økonomiske konsekvenser nødvendiggøre en ny kartoffelkur.

Dertil kommer kritikken af Kvalitetsreformen, der ifølge BL reelt er uden indhold. Udover at kritikken, endnu en gang, rammer helt ved siden af, så forekommer det også rimeligt desperat, at BL kritiserer en reform som hans egen partitop i disse dage selv deltager i forhandlingerne om.

Til trods for, at Bjarne Laustsen tydeligvis skyder med spredehagl og tegner det ene skræmmebillede efter det andet, så kunne noget tyde på at det eneste, der trænger til en kartoffelkur er Bjarne Laustsens retorik.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 17. december 2007